What a thing to discover, that you no longer live.

For the sake of the beauty. Small and eternal and many.

And now gone. 

and a whisper of a touch

She signals to him in the high mares' tales overhead, in the turns of phrase she has borrowed and lent, in the curled scar on his cheek; and by similar means he imagines he also signals to her: that their conversations go on, silently, in the downspin of a sycamore key. 

 - Sarah Perry, The Essex Serpent

 

I killed myself as creator

I taught myself to love loneliness because I had no choice, and it gave me talent, drive, and ambition. With time I lost the need to love it, and I forgot to practice. When I find myself alone, I am now afraid. I know not what to do or where to put my hands.

I am too much and I feel every sharp edge with a keen pain bordering on pleasure, and I drag myself along walls to make sure I sense every change in texture. I collect moments. I trace lines in bodies I care for to remember how they are built and claim people's bones for myself. I crawl close to you and stare intently with my mole-girl eyes at your chest to imprint on my mind the pattern of your body hair and the little cluster of stars just under and a little to the left of your heart. Or the scars on your knees. Or the deep pin-hole wells of emptiness scattered in your irises.
I get anxiety attacks that can only be cured by:
remembering I am my own person and can take back my life and "promise no one has to die"
your calm voice telling me that everything will be okay
getting the fuck away from everything.

I am too much and I hate it. I will buy a new suitcase (Expensive. Red leather, vintage) and pack down all my feelings and desires and expectations and hopes along with the ripped-off keys of my keyboard and get the fuck out of here. The blank page'll take the too much until just I am.

Ways of Dealing With the Meaningless Void of Existence

• adopt a fun, cheerful tone and utilise it enthusiastically in everything you write and say, especially those things that have to do with consumerism, business and your personal brand. Do not let this tone falter, even at times when it seems to become about as effortless to keep up as the pretence that you actually enjoy visiting your relatives over the holidays. Stick to your strained positivity through all that may befall you, and in time you will come to accept and enjoy your own perfection just as those around you have been forced to do.

• buy many, many things. There is always a sale somewhere, though nothing truly meaningful ever went on sale. The real important things in life are couture.

• don't do tomorrow what you can forget today through meaningless sex and power shopping.

• never leave the house without a thick protective layer of almost believable lies about who you are and why you do the things you do, such as "I drink 11 cups of coffee every day because I am an effective and motivated person who wishes to do my utmost best for this company (not because I find that I am unable to feel passionate or energized about anything I do no matter how much or what I drink)." Be careful not to come off as too believable as no one trusts a truly honest person.

• to sell anything to anyone you have to be able to first sell it to yourself.

• the best lies aren't lies at all, anymore, therefore, avoid questioning yourself and your beliefs at all costs.

Old promises

I will be cold, and hard, and strong.
I will not care for those who do not care for me.
I will not need.
I will revel in my own company, and that will be plenty.
I will enjoy what I must take. Be it pain or sorrow or loneliness.


I am tired of being-in-the-world. I am tired of carrying my own weight.

Paranoia

Jeg er klart ikke så lykkelig som jeg burde være. Jeg er fuld af hemmeligheder, som ingen må se for at de ikke skal blive mere virkelige. Mine venner er blevet til skygger med stramme, falske smil. Jeg anlægger agnostisk tilgang til ømhed.

What it does

I'm falling and he makes me feel weightless.
I'm cold and scared and everything is bright around me, and he picks me up and hides me away. He brings me to a place where I forget myself and everything, where I am alighted in his eyes and all else is shadows.
I want him to hold on
I want him to bury me in his bed beneath his pillows in his smell and heat like it was earth. The world can and should forget about me.
I don't care about it in his hands. As he places them around my neck, he takes hold of reality, he shapes my view, and I see only him.
I walk longing for his touch, the way his strong fingers draw sweet darkness from my body, makes me tingle, makes me smile, and I remember for days how I shine between his sheets where nothing can reach me

(just) to be on the safe side

a softer world 1141:

I'm back

In the minds of others

Men and women live through stories. Religion is a story-frame, a way to tell yourself that your personal story makes sense, your life has a master plot, a goal, that there's a point to it all. We are characters in each others stories. Sometimes you get a key role next to the main protagonist, for instance through love or as an antagonist (not mutually exclusive). Sometimes, mostly, you are but an extra.

Extras are not people. Extras are silent Others. They don't get rights, they don't get to represent their own interwoven stories. They will be forgotten, killed off, if they do not manage to create something more for themselves as guests in the story-frame.

"If you are silent about your pain, they’ll kill you and say you enjoyed it."

 - Zora Neale Hurston

Kunstværk af Ryohei Hase

Eksistentialistiske smertende lykke-øjeblikke i filmform

For nogle dage siden, allerede en del, tog jeg mig selv med i biografen. Ladt op på indsmuglet hvidvin, hvid- og sort chokolade satte jeg mig i mørket, trak benene op under mig og udforskede alene-livet.

Jeg Så Only Lovers Left Alive i Gloria af instruktøren Jarmush, uden andet selskab, fordi jeg er blevet nærig med vigtige oplevelser og ikke ville dele denne med nogen.

Jeg har været optaget af at lede efter mening der er uafhængig af kærlighed. Ikke for at udelukke flersomhed, men fordi, der er flere værdier at finde i livet, hvis man kan se dem, også når man ikke har en anden at kigge med.
Walter Pater, den homoseksuelle pre-dekadente intellektuelle Oxford-mand skrev i The Renaissance (1870'erne), at man må elske kunsten fordi det er farligt at elske mennesker. Det er en sandhed, som man nok ikke skal følge alt for strikt hvis man vil undgå ensomhed, men som ikke desto mindre har magten til, fulgt, at gøre læseren lykkeligere.

Eva fordyber sig i litteratur fra alle tider og på alle sprog. Adam laver elektronisk undergrundsmusik, som samtidig fungerer som soundtrack filmen igennem og trækker seeren ned i sindsfordybelse, hvor individet kan nyde sig selv som en samling af partikler i et univers af lyd og skønhed.

Filmen er ufatteligt smuk. Den talte til mig, gør det stadig, lagde sig, som ellers sjældent sker, op ad min livsnerve i symbiose med min personlige variant af en religion: Momentalitetsjagten. Der må godt tales med store ord her, for det er selve meningen med livet, der bliver udforsket.
Den fanger evighedsøjeblikke mellem mere-end-menneske tidsløst sind (en slags evig sjæl) og den æstetiske og sanselige skønhed. Det er en historie om kærlighed, men de to hovedkarakterer stråler i deres bundløse hengivenhed til den verden, Gud gav dem, lige så meget og mere gennemgående intenst end i deres følelser for hinanden.
Eva glidende igennem Tangier klædt i hvidt, talende til planterne, kærtegnende mure og sten. Adam fordybet i verdensfjern, fortrukket skaben, drømmende om død.

Det er selvfølgelig ikke ren feel-good film. Så ville jeg jo heller ikke være rørt. Verdensnatten er også vampyrens terræn. I evigheden må nydelsen leve side om side med lidelsen. Virkeligheden er ofte utilstrækkelig når den hægtes på medmennesker, men smerten kan bæres, omformes, omfavnes, blive til meningsløs, meningsfyldt væren.

Sagt med andre ord

"Hypnotisk intellektualisering over det evige livs konsekvenser... Jarmusch bruger pop-kulturelle symboler genialt" Maria Månsson, Filmselskabet DRK

"Only Lovers Left Alive er Jarmusch, når alt lykkes, det bedste fra en undergrundsinstruktør, newyorker-hipster, postpunkmusiker og litterat, der – ikke mindst indlagt i filmens humoristiske referencer og namedropping – forbliver superelitær og indelukket i sit passionerede univers, men aldrig bliver prætentiøs. " Katrine Hornstrup Yde, Information

Læs mere og se traileren her. 

#generationsroman

Virkeligheden er grænseoverskridende, den er grotesk, den sætter 'jeg' i umulige mellemrumspositioner mellem 3 valgmuligheder der samtidig er 3 verdenssyn, der er både løsning (ingen løsning?) og udgangspunkt.
Vi kan kalde det modernitetens rammer for subjektiviteten. Vi kan kalde det informationssamfundets forventninger til den personlige udviklings konsekvenser (men det er en svada vi har hørt før, og vi er trætte af den). Virkeligheden trænger kun igennem i glimt, som noget oftest ulækkert, ubehageligt, men også eksistensbekræftende. I hverdagslivet er der ingen virkelighed, intet 'the real', kun 'reality'. Mandag morgen er totalt og på alle måder meningsløs. Værsågod, det er hermed bekræftet.

Jeg samler ord op og forsøger at danne billeder, der kan beskrive hvor jeg selv står og altså også give positionen mening: vippende, som en udflydende, usikker menneskesubstans mellem ufærdige idealer fra 80erne (efter den store meningsgenerations stille vandring videre og manglende overdragelse af ikke engang krakelerede narrativer til de efterfølgende) og vage idéer om vilje. Jeg prøver at udtrykke hvordan min krop ikke kan holde mig inde og mit sind samtidig alligevel føles for småt, for lukket om sig selv. Dét er udgangspunktet.

Af løsninger er der som sagt 3 (overlappende) positioner:

I. blasert ligegyldighed drikker klare agurke gin og tonics til jeg når dertil til det er gået over og kæderyger hvide cigaretter med hvidt filter fra begge ender i let københavnsk, men egentlig ikke synderligt geografisk tåge fordi den trænger ind i mit hoved gennem filteret og sløver den ordløse uro, sliber den ned til en let summen. Går i Netto for at opfylde sult og lyst og tid kun for at stirre meningsløst på hylder med kvindete og andre skinnende plastikindpakkede papprodukter og jeg har ikke lyst til noget. Slet ikke til dig eller dig eller dig, men det skal ikke stoppe det passivt afsøgende jeg.

II. dekadent sanselighed. Jagten på momentaliteten, det evige, opslugende, altopfyldende momentane. Fra Fuck det til Fuck Ja! Gennem sanselighed dannet på ny midt i ellers konstant senmoderne nedbrydelse af fri tilfældigt voksende som en slyngplante eller lyng eller hvad fuck det passer mig plante. Alt prøves mindst én gang og med den kølige erfaring i bagagen er indifferencen fremmest over for graden af glæde ved sanseligheden der er at ligne med nydelsen, en del af samme udviklingslinje, men ikke identisk med den, for dét, der betyder noget - eller nærmere ikke ikke betyder noget - er følelsen. Excessiveness, ekstravagance, elegance, bevidst synæstesi. Mere, meget, meget mere.

III. Naiviteten, skønheden, en stance over for øjeblikket, der udfylder det med (kunstig) symbolik i et forsøg på at gøre det større. En transcendens fra det blot fysiske, udifferentierede sanselige, hvad som helst "bare jeg mærker et eller andet" til tro og håb og kærlighed og en opstigning fra lort. Farlig fordi faldet altid venter, men måske ikke behøver være så hårdt, måske, måske, fordi håber følger med, og meningsfyldt bliver alt. Blomstrer op som solbeskinnede skyer i morgenglød ligesom meningsindlæggelsen i  "Jeg så engang Bent Fabricius-Bjerre sidde på Jægersborggade foran Grød, og det var det mest sofistikerede, jeg nogensinde har set" - men sådan opfatter jeg det kun med en tilgang til punkt III, der hører til oppe i I og II. Symbolikken føles kun kunstig, for den, der ikke tror den. Den bedste løgner lyver ikke/også for sig selv.
Punkt III hænger sammen med forelskelsen. Ikke nødvendigvis i et menneske, men i livet, i et ideal, i noget udenfor.

Med ord prøver jeg at samle en fragmentarisk sandhed, en gengivelse af det, jeg ser og oplever som sandt også uden at tænke over det uden for ordene nu. Jeg håber at nå et svar, der kan beskrives og nås og fremskaffe, bygge bro til et slags mening eller i det mindste til en mættet meningsløshed.

Vi lever i det 21. århundrede. Nogle gange findes svaret bare i et billede fra tumblr, der rammer en hjertestreng helt simpelt uden alle de her pyntesyge tillægsord.

IIII. (I+II+III)/(∞)

Jeg kalder denne stance: Fuck det.

Eller inspireret: "Just Dance"

Jeg tror, der er en løsning glemt i en frigørelse fra den anden. Det er banalt, uden tvivl, men Medina har muligvis en pointe med "Kun for mig". Et generaliseret, organiseret Fuck it all, der, efter hele denne svada af selvbevidst udtrykt 'læs mig, så jeg kan finde et sted at stå' blottende er et opgør med sproget, med teorien, med alt dette granskende hvorfor.

I want to dance

and fuck because.

Fotograf: Anton Konashuk, se resten af fortællingen her: http://500px.com/listopad-x

Well then:

Djævlen tager dig, hvis ikke kommunen kommer først

Jeg er nu ikke sikker på, jeg er enig. Selvom mit indlæg om min gamle kæreste gav indtryk af at være prisen man betaler for et skribentbekendtskab, havde jeg skam spurgt om lov. Det mener jeg, som udgangspunkt, man bør. Sådan er det med skrift, det er ren facade og glitterstas.
Men der er noget befriende i idéen om ejerskabet: At være herre over historien.
Så længe der er læsere, vil der også være flere afsendere i det biografiske, og de alle, undtagen forfatteren, vil være ufrivillige, hvis de ikke direkte har givet tilladelse. Idéen går ud på, at man kan være ligeglad. At man kan tage magten, sætte sig som suveræn i sin fortælling og smide det alt sammen derud,  koste hvad det vil. 

Døden findes i drømme

Vi har alle sammen sår af den slags

som skaber et intet omkring os

og gør os én(e).

Jeg har i hvert fald.

Traume/trauma (gr.:τράυμα) => sår/skade. Traum (t.) => drøm. Lakune (lat.: lacuna) => tomrum/mangel.