Well then:

Djævlen tager dig, hvis ikke kommunen kommer først

Jeg er nu ikke sikker på, jeg er enig. Selvom mit indlæg om min gamle kæreste gav indtryk af at være prisen man betaler for et skribentbekendtskab, havde jeg skam spurgt om lov. Det mener jeg, som udgangspunkt, man bør. Sådan er det med skrift, det er ren facade og glitterstas.
Men der er noget befriende i idéen om ejerskabet: At være herre over historien.
Så længe der er læsere, vil der også være flere afsendere i det biografiske, og de alle, undtagen forfatteren, vil være ufrivillige, hvis de ikke direkte har givet tilladelse. Idéen går ud på, at man kan være ligeglad. At man kan tage magten, sætte sig som suveræn i sin fortælling og smide det alt sammen derud,  koste hvad det vil. 

The Courage of Shutting-Up

The courage of the shut mouth, in spite of artillery!
The line pink and quiet, a worm, basking.
There are black discs behind it, discs of outrage,
And the outrage of a sky, the lined brain of it.
The discs revolve, they ask to be heard.

Loaded, as they are, with accounts of bastardies.
Bastardies, usages, desertions and doubleness,
The needle journeying in its groove,
Silver beast between two dark canyons,
A great surgeon, now a tattooist,

Tattooing over and over the same blue grievances,
The snakes, the babies, the tits
On mermaids and two-legged dreamgirls,
The surgeon is quiet, he does not speak.
He has seen too much death, his hands are full of it.

So the discs of the brain revolve, like the muzzles of cannon.
Then there is that antique billhook, the tongue,
Indefatigable, purple. Must it be cut out?
It has nine tails, it is dangerous.
And the noise it flays from the air, once it gets going.

No, the tongue, too, has been put by
Hung up in the library with the engravings of Rangoon
And the fox heads, the otter heads, the heads of dead rabbits.
It is a marvelous object -
The things it has pierced in its time!

But how about the eyes, the eyes, the eyes?
Mirrors can kill and talk, they are terrible rooms
In which a torture goes on one can only watch.
The face that lived in this mirror is the face of a dead man.
Do not worry about the eyes -

They may be white and shy, they are no stool pigeons,
Their death rays folded like flags
Of a country no longer heard of,
An obstinate independency
Insolvent among the mountains.

 - Sylvia Plath, i Ariel

Byens lys

Linjer fra min notesbog

Drømme, citater, manifester, momenter, overvejelser, prosa fra april og frem

interessant og markant anderledes for mig
i en nåleskov, læreren sagde at jeg stadig kunne nå det.
Prøver at erindre, at jeg allerede
tørre, sprukne, ødelagte hænder af
"If we look closely at Victorian aspiration, we discover that the ideal object is often vague and sometimes nonexistent.
en brændende knude, som en sol eller i eksplosion i slow motion.
metode: Fake it till you make it.
Festlighederne tager plads om aftenen, i en dal oplyst af gyldne skær. Øverst oppe, i tårnværelser, sidder matriarkerne.
Vi har vænnet vores øjne til at se usynligt lys
Det er snart tid, jeg må videre. Kejseren er ikke rigtig klog.
I dag har han været vidunderlig. Jeg vil ikke udelukke, nej, i dag tror jeg, det er mig selv der skubber ham væk. I dag har han elsket mig.
En gruppe af kvinder fanget i luksuriøse omgivelser

Kan tage noget der allerede er der og transformere, trans-partere

Morgenerne synes at være ekstra produktive drømmetimer.
Fortiden indhenter nutiden, ikke alle konsekvenser af handlinger sætter ind straks, men først i nuet, efter de er sluppet ud og har været ude i nogle år.
skyggesiderne er ligesom fantasierne udvidelser
4. Mine skygger har lært mig at livet stikker og med sorte fjerforede vinger folder de mig i mørke så jeg ikke skal bløde for realiteternes torne.
Det er så længe siden nu
Et spejl faldt ned fra væggen og blev knust.
Frej, langt lyst hår, plump, tager hende for guldet og det ved hun godt.
En enorm hvirvelvind suser gennem København og efterlader bag sig et spor af ødelæggelse.
I drømmen var vi stadig sammen, tror jeg.
Fra kamp og smerte og blod og rædsel opløftes jeg til en verden hvor intet af det skræmmer mig. Død i kamp er forseglingen af sejren over frygt.
Kvinde i rødt og guld med hår så sort som døden. En Saloméfigur som stjæler min elskedes blik
Alt hvad der indgyder ærefrygt bærer skønhedens mærke
i tilstanden af ekstatisk opmærksomhed på skønheden
transcenderer transcendens og forankrer det imaginære i blikkets kærtegn af sit objekt
Men han var også syg.
Har mødt min bror i forrådskammeret af det underjordiske u-skib. Jeg, sammen med mange andre, søgte tilflugt i det, da det brød ud. Stoler ikke på ham.
Jeg hader hendes stemme. Jeg hader når hun taler til mig. Jeg hader hende, selv når hun er sød.
Hendes hår var det første jeg så. Det var gyldent mørkt som rug klar til høst,
Ulvemænd og kvinder.
søstre forsvinder fra stedet, nu med deres ungdom og uskyldige fortabte skønhed med sig som brokadekjoler i armene.
Han var lidt skrøbelig på en måde.
Men så begynder stedet at forandre sig, bliver blødt levende.

L'art Nouveau. Metro Madeleine. Pincoteque 1, Rue Vignon 8, Place de la Madeleine.
Jeg var gravid, der var krig.
Om voldtægten af en mand: Det er i tidsånden.
hvordan køn er konstruerede, voldelige eventyr.
Efter idealet er brud ned, forbliver kærligheden. Ikke så glitrende som før, den er der bare, en dump banken, så lav og konstant, at den bliver monoton.
Jeg kunne ikke trække vejret normalt.
Jeg holdt om ham, men han holdt ikke længere om mig.
Et kort øjeblik vil jeg ofre alt for fortællingen, opslugt, opsat; det næste er jeg allerede opfyldt af historier alt for tæt på virkeligheden.
Det er fucked up at være kunstner.
Jeg ønsker mig tilbedere og en pels. Jeg ønsker mig nye sko og et spejl med lamper om. Min puls banker i mit ene øre. Jeg vil , at du skal se på mig igen.
Genspiller gennemspillede sansebilleder.
nedkaster opofrelse, martyriet og håbet, det blinde, til orme og kryb.
Har tit ønsket mig andre drømme.
Jeg polerer forfatteren den kompromisløse søvngænger som skriver gennem mørket. Men det er en kliché, jeg er træt.
Trykken for brystet. Angst kalder hun det, og siger: "Jeg kender det fra mig selv."
Dans med mig.
Vi har alle sammen sår af den slags som skaber et intet omkring os og gør os én(e).
Myter. Monstre. Mødre.
Ville skabe min egen familie. Men virkelige mennesker forlader dig.
Jeg står her også. Jeg prøver på ikke at stå her hele tiden. Men stå, det gør jeg.
Lad dig ikke snyde af vinterdepressionen! Den er en notorisk løgner.
"Det føltes rigtigt, men det kommer aldrig til at ske igen."
Binder mine ellers talende fingre i tavs vrede.
jeg græd imens
Det var ikke nogen succes.
vil hellere blive såret end vandre rundt i ingenting.
Hendes klynkende, jamrende stemme, hendes tavshed. Mest af alt hendes gråd.
Først da kom hun i tanke om min eksistens.
Hjælp mig, prøvede jeg at sige, men min mund var fuld af glasskår og jeg kunne næsten ikke tale.
Mennesker, kroppe i bevægelse omkring mig, glasflasker over alt, splintrende træ og skår flyver gennem luften.
"Do I scare you like I should?"

På vej over Langebro føltes det som om verden var meget nemmere, end den er.
En sværm af bier er hele årsagen til min grådighed.
Jeg tog en følelse og jeg fodrede den til den blev tyk og fed. Jeg ved ikke, hvordan jeg gør det om, men jeg kan gøre det igen.
Han prøvede at drukne hende, han elskede. Spedalsk. Ikke længere et menneske indeni.
Det lever i hvert øjeblik, pirker til mig når jeg sover, når jeg vågner, når jeg slår mig, når jeg rør ved hvem som helst. Det holder kun kæft, når det overdøves af virkelighden.

skriver bedst når jeg er tilpas ulykkelig. Min eskapisme vokser sig hurtigt for omfattende og overskygger al personlig ambition fordi jeg er dybt religiøs når det kommer til min egen chance for den ultimative distraktion, faktisk væren i nuet: momentaliteten.  

Får det aldrig en ende?

Der er ikke mere nu.

skulptør: Rhea Thierstein, fotograf: Tim Walker

For smuk og forfærdelig

Jeg har travlt med at være i live

Det kommer der ikke så mange ord ud af. Til gengæld sketcher jeg (stadig) selvportrætter. Fordi jeg er narcissist. Hurra.

                 

Dalisque