Redegørelse for ideologisk perspektiv
Jeg er (stadig) feminist. Dette er en erklæring, der ikke sjældent medfører indignerede, let nedvurderende kommentarer, da mange forbinder dette med noget dårligt. Feminister har et ry for at være vrede, egoistiske, selvcentrerede, uden vilje til at se sagen fra (m)anden side, verdensfjerne - for ikke at tale om ufeminine, fjender af både det maskuline og det kvindelige og altså af egentlig frihed.
Det har heller ikke altid været lige kønt. Den tidlige amerikanske feminisme, med ledende figurer som Betty Friedan, så ned på den tilfredse forstadshusmoder som mandens villige slave. Her var ingen forståelse for det aktive valg et menneske kan tage af, hellere at ville bruge tid med ægtemand og børn end arbejde i det grå kontorlandskab.
I dag finder vi også feminister, der synes at mene, at det er deres ret at afgøre, hvad rigtig kvindelighed er, helt ned til mængden af acceptabel kvindelig kropsbehåring (der skal ikke være for lidt). Helt ude på ekstremismens yderfløje findes aktive debattører, der forsøger at definere al (!) samleje som voldtægt, under den argumentation, at penetrationen er underkastende. Også denne fortælling undervurderer individets evne til selvbestemmelse.
Jeg kan godt forstå, at man som et menneske af noget som helst køn, kan blive lidt træt af den slags typer.
Men når jeg, til trods for alle de mulige misforståelser, vælger alligevel at påråbe mig titlen, skyldes det, at den netop med sin flertydighed også beviser, at den stadig er under dannelse. Jeg kalder mig feminist, fordi jeg synes mænd og kvinder er lige, og først og fremmest mennesker, dernæst køn. Jeg mener, der stadig er behov for at understrege dette, dels gennem arbejde med lige vilkår, dels gennem politisk og kulturel tekstproduktion.
Sådan set går jeg ikke så højt op i lige kvinden. Vi kan lige så godt tale om alle mulige andre varianter af menneskeheden, der er nødt til at deale med fremmedgørelse. Men kvindelighed er et af de merkater jeg ofte selv konfronteres med, hvorfor det er meget naturligt for mig, at tage udgangspunkt her.
Indspark i debatten
Jeg er i løbet af det sidste stykke tid faldet over tre interessante indlæg, jeg gerne vil dele med jer.
Det første er Eini Grønvolds debatindlæg til information:
"Jeg blev feminist, fordi jeg hadede kvinder". Her beskriver hun sin egen oplevelse af at vokse op som hunkøn, og hvordan hun kom til at foragte, de forventninger til hendes pigelighed, som hun blev mødt med, og alle deres attributter. Hovedpointen er, at mange netop ser ned på feminister, fordi de ofte uundværligt er kommet til at holde fast i nogle bestemte forestillinger om 'rigtige kvinder', der alt efter varianten forventer af enhver kvinde, at hun for at leve op til idealet enten skal vogte kysk om sine klassisk feminine sider eller skal tage dem i brug i stædig insisteren på sin ret til anderledeshed.
Grønvolds afsluttende pointe går på, at feminismens vigtige rolle, der samtidig også er det, der gør den brugbar, er at den skal bane vejen for, at vi som kvinder, kan skabe vores egne kønslige identiteter: "Vi skal aktivt fortælle vores egen ’kvindelighed’ i stedet for at tro på alt det, de voksne fortalte os."
Det synes jeg er et rigtig spændende perspektiv, der godt nok er en smule reduktivt (mænd har også identitetsproblemer, og ikke alle har behov for aktivt at være kønnede (tror jeg)).
Men med fokus rettet mod selve fortællingen af og om køn, vil jeg rette blikket videre mod et indlæg på bloggen
The Last Word on Nothing:
"One Weird Old Trick" af Michelle Nijhuis. Hun foreslår et eksperiment med læsningen af skønlitteratur, en løbende oversættelse af køn, fra dreng til pige, fra mand til kvinde, uden ellers ændring af karaktertrækkene (tankerne ledes hen på Michel de Certaus brug af taktik og strategi, men forsøger at styre sig). Nijhuis fokuserer på højtlæsning for børn, da hun som forældre selv har oplevet at mangle rollemodeller i børne- og ungdomslitteratur, som hendes datter kunne spejle sig i, uden at den kønslige særlighed var særligt understreget.
Det er ofte tilfældet i fiktionsværker hvor heltinden er af hunkøn, at det exceptionelle og fantastiske ved dette understreges igen og igen. I mine egne formative ungdomsår var jeg relativt besat af Tamora Pierce's værker om teenagepiger, der er lige så stærke og vilde og modige som drenge. Det kan også være fint nok, at få at vide, at en pige kan alt muligt når hun virkelig kæmper for det - men måske der faktisk også kunne være en pointe i, at det også ville være sundt for piger, at høre, at de selvfølgelig kan en hel masse, også uden at det skal være til trods for deres køn.
Dog synes jeg (igen), at eksperimentet, som pædagogisk praksis, lige så godt kan udføres på drenge. Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke også skulle have godt af, at finde ud af at piger også kan være seje.
Men også set helt for sig selv, er eksperimentet interessant. Ikke mindst i forhold til queer teori og diskussionen om seksualitet. Der sker noget spændende når fiktionen ikke tager hensyn til køn*, det bliver op til læseren selv at tage stilling.
Men også rollemodellerne kan vi bevæge os bort fra. For sidst, men ikke mindst, har BuzzFeed, ja, BuzzFeed, lagt et indlæg af Roxane Gay op:
Not Here to Make Friends - On the importance of unlikable female protagonists. Den enorme underholdningsside er ikke kendt for seriøse artikler, men her har vi simpelthen en, der behandler litteraturen som en arena for kampen om identitet - og mere specifikt, kvindens kamp for retten til at være en kælling.
Inden for fiktionen foretrækkes generelt protagonister med rare personlige egenskaber: de skal være 'likeable' og de skal have hjertet på rette sted. Hvis de gør noget dårligt, skal det kunne retfærdiggøres med et større gode.
Gay skriver både om liv og fiktion, men med hovedvægten på det sidste. Vi er ikke alle sammen søde, derfor skal fiktionens karakterer heller ikke være det. I stedet lægger hun vægt på realisme. Nogle kvinder ude i verden prioritererer helt andre mål end at blive holdt af. Men af den grund mister de ikke deres stemme og litteraturen bør stadig tale for dem.
Det er ikke fordi fiktionen skorter på ulidelige kvindelige karakterer, men det er også min oplevelse, at når de tager scenen går hele deres udvikling ofte ud på at opnå denne likeability, at blive populære, elskede, accepterede. Det er da også ganske menneskeligt, men Gays pointe er også, at den maskuline karakter i langt højere grad får lov til at være antihelt og hvile i sig selv, mens kvindens udviklingskurve er en jagt på bekræftelse.
Teorien er netop mere end generel, men samtidig finder jeg perspektivet på kvinden, der gør som hun vil, befriende. Ikke nødvendigvis moralsk, men sandt. At skrive kvinder, der er antihelte og ikke ønsker at være andet, synes at være et oplagt våben i Grønvolds kønskamp, på lige fod med Nijhuis' ringe agtelse for de forudtildelte køn.
Mit perspektiv på en skabende, kunstnerisk feminisme som deltager på det kulturelle felt i formningen af fremtidens opfattelser af køn, er at den skal kæmpe for individets (utvungne) frigørelse fra kønnets rammer. Med det mener jeg, vi er stadig køn, men jeg er ikke kvinden Freja, jeg er kvinde
og Freja.
*Tv-serien
Lost Girl gør det rigtig godt.
