Jeg Så Only Lovers Left Alive i Gloria af instruktøren Jarmush, uden andet selskab, fordi jeg er blevet nærig med vigtige oplevelser og ikke ville dele denne med nogen.
Jeg har været optaget af at lede efter mening der er uafhængig af kærlighed. Ikke for at udelukke flersomhed, men fordi, der er flere værdier at finde i livet, hvis man kan se dem, også når man ikke har en anden at kigge med.
Walter Pater, den homoseksuelle pre-dekadente intellektuelle Oxford-mand skrev i The Renaissance (1870'erne), at man må elske kunsten fordi det er farligt at elske mennesker. Det er en sandhed, som man nok ikke skal følge alt for strikt hvis man vil undgå ensomhed, men som ikke desto mindre har magten til, fulgt, at gøre læseren lykkeligere.
Filmen er ufatteligt smuk. Den talte til mig, gør det stadig, lagde sig, som ellers sjældent sker, op ad min livsnerve i symbiose med min personlige variant af en religion: Momentalitetsjagten. Der må godt tales med store ord her, for det er selve meningen med livet, der bliver udforsket.
Den fanger evighedsøjeblikke mellem mere-end-menneske tidsløst sind (en slags evig sjæl) og den æstetiske og sanselige skønhed. Det er en historie om kærlighed, men de to hovedkarakterer stråler i deres bundløse hengivenhed til den verden, Gud gav dem, lige så meget og mere gennemgående intenst end i deres følelser for hinanden.
Eva glidende igennem Tangier klædt i hvidt, talende til planterne, kærtegnende mure og sten. Adam fordybet i verdensfjern, fortrukket skaben, drømmende om død.
Det er selvfølgelig ikke ren feel-good film. Så ville jeg jo heller ikke være rørt. Verdensnatten er også vampyrens terræn. I evigheden må nydelsen leve side om side med lidelsen. Virkeligheden er ofte utilstrækkelig når den hægtes på medmennesker, men smerten kan bæres, omformes, omfavnes, blive til meningsløs, meningsfyldt væren.
Sagt med andre ord
"Hypnotisk intellektualisering over det evige livs konsekvenser... Jarmusch bruger pop-kulturelle symboler genialt" Maria Månsson, Filmselskabet DRK
"Only Lovers Left Alive er Jarmusch, når alt lykkes, det bedste fra en undergrundsinstruktør, newyorker-hipster, postpunkmusiker og litterat, der – ikke mindst indlagt i filmens humoristiske referencer og namedropping – forbliver superelitær og indelukket i sit passionerede univers, men aldrig bliver prætentiøs. " Katrine Hornstrup Yde, Information
Læs mere og se traileren her.
Jeg har været optaget af at lede efter mening der er uafhængig af kærlighed. Ikke for at udelukke flersomhed, men fordi, der er flere værdier at finde i livet, hvis man kan se dem, også når man ikke har en anden at kigge med.
Walter Pater, den homoseksuelle pre-dekadente intellektuelle Oxford-mand skrev i The Renaissance (1870'erne), at man må elske kunsten fordi det er farligt at elske mennesker. Det er en sandhed, som man nok ikke skal følge alt for strikt hvis man vil undgå ensomhed, men som ikke desto mindre har magten til, fulgt, at gøre læseren lykkeligere.
 |
| Eva fordyber sig i litteratur fra alle tider og på alle sprog. Adam laver elektronisk undergrundsmusik, som samtidig fungerer som soundtrack filmen igennem og trækker seeren ned i sindsfordybelse, hvor individet kan nyde sig selv som en samling af partikler i et univers af lyd og skønhed. |
Filmen er ufatteligt smuk. Den talte til mig, gør det stadig, lagde sig, som ellers sjældent sker, op ad min livsnerve i symbiose med min personlige variant af en religion: Momentalitetsjagten. Der må godt tales med store ord her, for det er selve meningen med livet, der bliver udforsket.
Den fanger evighedsøjeblikke mellem mere-end-menneske tidsløst sind (en slags evig sjæl) og den æstetiske og sanselige skønhed. Det er en historie om kærlighed, men de to hovedkarakterer stråler i deres bundløse hengivenhed til den verden, Gud gav dem, lige så meget og mere gennemgående intenst end i deres følelser for hinanden.
Eva glidende igennem Tangier klædt i hvidt, talende til planterne, kærtegnende mure og sten. Adam fordybet i verdensfjern, fortrukket skaben, drømmende om død.
Det er selvfølgelig ikke ren feel-good film. Så ville jeg jo heller ikke være rørt. Verdensnatten er også vampyrens terræn. I evigheden må nydelsen leve side om side med lidelsen. Virkeligheden er ofte utilstrækkelig når den hægtes på medmennesker, men smerten kan bæres, omformes, omfavnes, blive til meningsløs, meningsfyldt væren.
"Hypnotisk intellektualisering over det evige livs konsekvenser... Jarmusch bruger pop-kulturelle symboler genialt" Maria Månsson, Filmselskabet DRK
"Only Lovers Left Alive er Jarmusch, når alt lykkes, det bedste fra en undergrundsinstruktør, newyorker-hipster, postpunkmusiker og litterat, der – ikke mindst indlagt i filmens humoristiske referencer og namedropping – forbliver superelitær og indelukket i sit passionerede univers, men aldrig bliver prætentiøs. " Katrine Hornstrup Yde, Information
Læs mere og se traileren her.