lørdag den 31. august 2013

Om forskellen på mænd og kvinder

'Jeg er fucking træt af mænd, de er aldrig til at regne med. Hver gang man tror, man har fundet en, der er noget særligt, viser han sig bare at være ligesom alle de andre.'
Der er ingen tvivl om, at der er reelle forskelle på de to køn. Obviously, er der den fysiske side, og derudover finder vi en lang række generelle træk i personligheden og verdenssynet, som man kan diskutere hvorvidt har basis i nationalkulturelle variationer eller i det fysiologiske. I Danmark vil det, i mine øjne, ikke være løgn at sige, at mænd, generelt set oftere end kvinder, går op i sport, har en tendens til at guddommeliggøre bacon, oftere spiller voldelige computerspil, og for den sags skyld begår voldtægter og mord.
Men jeg tror ikke på generaliseringens magt over individet. Jeg måtte for nylig overfuse en af mine ellers gode venner verbalt, da han formasteligt beskyldte mig for i fortiden at have udtalt, at jeg har perioder, hvor jeg ikke gider bruge tid på mænd. Med mindre, han har optaget det, ville jeg aldrig sige den slags. Det passer i hvert fald overhovedet ikke overens med mit verdenssyn eller med den grundlæggende ideologi, der guider mit menneskesyn og måden, jeg danner relationer.
Jeg kan snildt have perioder, hvor jeg ikke lige orker en bestemt type, som 'den gifte mand, der søger en yngre, diskret, elskerinde, der kan få ham til at glemme, at han nærmer sig the big 4O' - men at betragte ham som repræsentant for hele det maskuline køn, kan da kun være en fornærmelse mod ethvert penisbærende individ, der falder udenfor - og det er heldigvis de fleste.
Jeg tror ikke på at tænke i os og dem. Generaliseringer kan være et nyttigt redskab, men de bør aldrig tage over, og forvandle individer til uformelig masse. Alligevel sker det igen og igen.
Det er mændenes skyld.
Det var en joke.
Jeg tror det bunder i seksualdriften og længslen efter kærlighed. Når manden er den eneste, der kan udfylde tomrummet i din sjæl (med sit betragtelige lem) bliver han på én gang til frelser og fjende, for med den magt, får han også muligheden for at lade være. Men det er noget pjat, når alle potentielle sexpartnere bliver en slags fjender som vi skiftevis kan overgive os til eller gå i krig med, på grund af deres anderledeshed.
Jeg tror på kønsforskelle, og jeg har bestemt ikke noget i mod, når de er der. Jeg er en af den slags feminister, der sætter pris på en holdt dør, og min tilstand af studerende forbyder mig nogensinde at sige nej tak til et betalt måltid. Jeg synes også, at upassende jokes, der spiller på generealiseringer, kan være rigtig sjove. Og jeg tager det som regel som en kompliment, når fremmede kommenterer på min krop (creepy fyr klokken 01 i nat, da jeg var på vej hjem fra arbejde, du er en undtagelse, du skal seriøst genoverveje måden, du kontakter andre mennesker). Dette er ikke et indlæg om, at vi alle sammen er ens. Min pointe er: Vi er alle sammen forskellige.
Så jo, jeg ér en kvinde. Det gør mig forskellig fra alle mændene. Men en endnu større forskel på mig og resten af verden, af min personlighed. Før jeg er en kvinde, er jeg mig. Jeg er Freja. Jeg har passioner og ideologier og et stort forbrug af hvidvin og de ting, vil jeg langt hellere anerkendes for, end for en række løse generaliseringer der gennem kulturel diskurs er blevet tilknyttet mine fænomenale attributter.

Denne strøm af mening er ment som en opfordring til større skelnen mellem generalisering og individ. Jeg tror på mænd og kvinder, men i højere grad tror jeg på personlighed.

Hvis du vil læse flere fornuftige feministiske tilgange til køn, kan jeg på det varmeste anbefale Sanne Søndergårds blog SoloSanne, der med journalistisk snilde pilder det danske syn på køn fra hinanden, medsamt bloggen, der ledte mig videre til hende, den dejlige og voldsomt ligefremme Kussesumpen, der i en kærlig leg med fordomme udforsker forskellene på de to køn set gennem et slør af personlige erfaringer med sex og kærlighed og alt det, der følger med.

  

mandag den 26. august 2013

La vie en kraken

For en god ordens skyld: jeg har afleveret opgave. (Jeg aner ikke, hvordan det er gået). Jeg er et frit menneske igen. Men for rigtigt at forstå min frihed, måtte jeg lige en tur til Paris, la ville de la liberté.

Her mødte jeg kunsten:


lørdag den 17. august 2013

POWER ENERGY BACHELOR DRINK
Never ever again will you need sleep. Sleep is for pussies. You are no (regular) pussy! You are a strong feminist academic! A POWER PUSSY! You are writing a masterful study on decadent dramatization of fatal woman as a transgressive other AND masculine fantasy. YOU ARE SO CONFUSED. STOP IT. HAVE SOME ENERGY.

1/3 hvidvin
2/3 Hustler. Mmm. Hustler.
1-2-3 kapsler ren koffein, åbnet og tømt

Rør rundt med chokofant for at undgå bundfald. Spis chokofant. Skriv bachelorprojekt. 

Den narcissistiske syrer begår selvmord i fortabelsen af Salomés sublime skønhed. Iokanaan mister sit transcendente hoved til Salomés begær efter at sanse hans krop. Den fatale kvinde selv bliver rent ud sagt knust, i en total ødelæggelse af hendes attributter, som et resultat af Herodes’ erkendelse af at hun er ikke blot objekt, men også subjekt. Herodes’ ordre til Salomés destruktion kan læses som en erkendelse af hendes skønheds tofoldildige essens af vidunderlig og forfærdelig, der leder til at han endelig hæver sig fra forfølgelsen af den fysiske skønhed og når et nyt niveau af åndelig transcendens i afvisningen af den naturbundne degenerede kvinde. Men ordren kanogså tolkes som et billede på det usædvanlige transgressive subjekts ødelæggelse i det victorianske samfund, hvor hverken den stærke kvinde eller den bløde mand er velkomne. 

torsdag den 15. august 2013

søndag den 11. august 2013

tirsdag den 6. august 2013

"Killing Vintage"

Åh, barndommens pelsede minder fra somre med små bløde poter i dugget græs, hvor selv lyset var et andet og fremtidens barske bachelorprojekt endnu end ikke var skyggen af en drøm.



mandag den 5. august 2013

søndag den 4. august 2013

Dorian

Artsy præsentation af forholdet mellem The Picture og Dorian som en modstilling af
18- og 1900-tals fin de siècle. Jeg er så kreativ, altså.
af Will Self

Hvis du endnu ikke har læst Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray bør du gøre det straks og først vende tilbage til dette indlæg, når du har gjort det.
Dorian er nemlig en genskrivning, An Imitation, af Wildes dekadente fin de siècle roman fra 1890. Det er kun passende at The Picture får en efterfølger, for roman en var selv stærkt inspireret af den franske J.K.Huysmans' A Rebours (1884). Grundtemaet i alle tre værker er den sanselige udforskning af eksistensen i et forsøg på at udsætte døden ved at omdanne livet til kunstværk.

I The Picture møder den unge, vanvittigt smukke, let påvirkelige Dorian Gray to mænd i det urbane, moderne metropolis, som på hver deres vis forandrer ham grundlæggende: Den blide kunstner Basil Hallward forelsker sig i Dorian og søger at fastholde hans naive skønhed i et portrætmaleri, mens den hedonistiske Lord Henry ligeledes er fascineret af Dorians særlige åbne ungdommelighed - men hvor Basil lader sig inspirere af Dorian i kreationen af sit mesterværk, betragter Lord Henry Dorian selv som et blankt lærred og giver sig i kast med at forme ham i sit eget billede. Da portrættet er fuldendt udtaler Dorian henkastet, at han ville ønske han kunne tage billedets plads og beholde sin skønhed for evigt. Netop dette sker, og herefter forbliver Dorian ung og dejlig mens alt og alle omkring ham ældes og forfalder. Men med sin ungdom i sikker forvaring og realiseringen af, at intet længere kan skade ham, føler Dorian ikke længere noget ansvar for sine omgivelser.

The Picture er fortællingen om uskyldighed fordrejet til amoralsk hedonisme, og serveret med dekadente markører som: besættelse af overflade frem for moralsk dybde, detaljerigdom og stænkt af subtil homoerotisme, blev den af mange senvictorianere læst som en afspejling af samtidige kulturelle forsøg på at fastholde livet i en periode, som mange mente var kendetegnet af historisk tilbagegang og degeneration.

Dorian genfortæller historien, men sat 100 år senere. Handlingen er grundlæggende den samme, men med interessante twist and turns. Vi bringes fra portræt til videoinstallation og fra subtil homoeroticisme til udbasuneret udforskelse af 80ernes queer miljø - og det moralske forfald, der gennemtrænger The Picture er blevet literaliseret, seksualiseret, overdrevet og mere fatalt - som det sig passer for det 20. århundrede.
Romanen er interessant fordi den dels tilføjer til den oprindelige version og opfordrer til genovervejelse, dels fordi den sporer det moderne i det postmoderne og holder et spejl op for den fortid, der indtil for ganske nylig var samtid, på en sådan vis, at læseren må studse over sit eget forhold til tidens gang og kroppens forfald. På selve det sproglige niveau går dekadencen igen i et lækkert, kompliceret, dekoreret sprog, der ganske vist er svært at komme helskindet igennem, men som på stilet vis understreger den blanding af skønhed og det groteske, der genfindes i handlingen. Mest imponerende er det, at Will Self formår at vinkle værket således, at det trods dets umiskendelige lighed med originalen stadig formår at overraske og endda chokere.

"It was true that his raving, rampant and still rambunctious drug addiction took up much of his energy, but he wasn't impotent - yet; and there was a deeper, stranger ambivalence at work in him than straightforward and manly homosexual self-hatred. Henry Wotton was prone to saying - to anyone who would listen - that 'the chameleon is the most significant of modern types'."

"'Hard what? Hard talk? Hard cocks? Hard labour? Hard drugs? Hardly anything? You should remember, my young friend, if you don't know what you want to do, at least do something."



















Læs den hvis du har læst The Picture og kunne lide det, hvis du er desillusioneret med din samtid eller hvis du er i tvivl om det betaler sig at bruge beskyttelse. 


torsdag den 1. august 2013

Ung kvinde ramt af bachelorpsykose

I dag mellem klokken 14 og 15 om eftermiddagen blev den 24-årige studerende ramt af opgavesindssyge.
Efter at have arbejdet trofast på sit projekt om 1800-tals litteratur i et halvt år uden at lide nævneværdige psykiske gener, fik en af de besøgende på det Kongelige Biblioteks Nørrebro-afdeling i dag en ubehagelig oplevelse, da det midt på eftermiddagen gik op for hende, hvad hun var i gang med.
Den 24-årige har dog før haft et ustabilt forhold til bogstaver og vil da også vise sig at være kendt for trofaste læsere af the Tower, fra artikler som "Eksamensland" og "...Og så kan jeg måske lære det".
Onde kilder vil vide, at kvinden, som vi her vil kalde F. (hendes navn er kendt af redaktionen - og godt det samme), allerede tidligere på ugen havde oplevet symptomer på uligevægt i form af tiltagende besættelse af ellers uopsigtsvækkende offentlige medier samt intens paranoia med hensyn til længden på sin nederdel - som vores udsendte rapporter kan berette, at hun dagen igennem trak ned i "oftere end der sendes reklamer på tv2." Da vi kontaktede F., fremførte hun dog, at begge dele lige så godt kunne skyldes hendes charmerende personlighed.
Helt sikkert er det dog, at F. i dag, et sted mellem klokken 14.00 og 15.00 blev ramt af det, der af eksamenseksperter landet over generelt kaldes for 'bachelorpsykose'. I det læsesalens halvmørke lys, omgivet af reeksamensofre og med et koffeinindhold i sit blod, der endnu får selv undertegnedes hænder til at ryste, men efter sigende intet positivt gjorde for F's hjerne, slog situationens alvor igennem.
Her følger de stærke billeder:

Klokken 14.00:
Et tidspunkt umiddelbart før klokken 15.00: