Familien er en totalitær konstruktion

Lejligheden er stadig ikke varmet op efter min sidste tur til Sverige, så jeg sidder i ræv og uldsokker. Min radiator synger. Jeg er vist stadig forelsket. Men også træt. Jeg læser Roths The Radetzsky March (ja, undskyld, oversat) og trøster mig med at Østrig-Ungarns fald fra tryghed til terror lader til at have en beroligende effekt på sindet.

Jeg er imponeret over George Michaels timing efter Whamageddon. Nogle gange tænker jeg, at det, der er galt med min generation er, at de fleste af dem ikke rigtigt har oplevet døden tæt på endnu eller når den er urimelig. Jeg dater i en ældre årrække. Der taler de ikke om andet. Eller sådan lød det lidt, som jeg sad der med munden fuld af punchrulle og smilede, men jeg tror måske det siger mere om mig, end om dem. Man kan fra visse perspektiver ikke holde en baby uden at blive tynget ned af sin egen undergang.

P.s. jeg er ikke sikker på at der faktisk er noget galt med min generation.

Der har været en del gode samtaler, forstået selvfølgelig, altid, i forstand af god = bizar/sjov/poetisk. Min nuværende favorit:

- At the obvious risk of seeming partially crazy to you, I'll share with you here, that in 1975-6 I had about 30 experiences with UFOs, one of them with another witness. Have documented all that in detail.
- My idea of your craziness remains roughly at the same level. My stance on [the aliens] is detached.

Er desuden ved at planlægge semibiografisk (ingen genre er helbiografisk, but I digress) roman med kærlighed om vores relation. Arbejdstitel: Kuk och Ångest. Hans mor spørger hvornår vi skal giftes og om der kommer flere børnebørn og jeg fortæres langsomt at mest det sidste. Jeg kan godt forstå hvorfor nogle mennesker bliver alkoholikere, og er et øjeblik ude af stand til at sætte mig ud over mig selv.

Det er et spørgsmål om stolthed. - Selvfølgelig har jeg en billet hjem.

Well then:

Djævlen tager dig, hvis ikke kommunen kommer først

Jeg er nu ikke sikker på, jeg er enig. Selvom mit indlæg om min gamle kæreste gav indtryk af at være prisen man betaler for et skribentbekendtskab, havde jeg skam spurgt om lov. Det mener jeg, som udgangspunkt, man bør. Sådan er det med skrift, det er ren facade og glitterstas.
Men der er noget befriende i idéen om ejerskabet: At være herre over historien.
Så længe der er læsere, vil der også være flere afsendere i det biografiske, og de alle, undtagen forfatteren, vil være ufrivillige, hvis de ikke direkte har givet tilladelse. Idéen går ud på, at man kan være ligeglad. At man kan tage magten, sætte sig som suveræn i sin fortælling og smide det alt sammen derud,  koste hvad det vil. 

To this Day

Smukt spoken word digt af Shane Koyczan som en del af en antimobningskampagne, her givet billeder af en lang række animatorer. Se den lige.

Mademoiselle de Maupin

af Théophile Gautier

Romanen fra 1835-36 skal læses i lyset af en kronik, Gautier  (1811-1872)  udgav i 1834, hvor han på det kraftigste kritiserede sine samtidige kritikere og deres forældede og dobbeltmoralske standarder inden for både litteraturen og etikken.  Det blev tidligt tydeligt, at det var hans mål at med Mademoiselle de Maupin ville blive at provokere og nedbryde grænser.

På Gautiers tid fandtes der inden for samtidig europæisk  litteratur to dominerende stilarter: den ordensorienterede klassicisme og den sanselige romantik. Et godt eksempel på romantisk litteratur er Den unge Werthers lidelser af Goethe, der portrætterer en passioneret og æstetisk sjæl som ikke passer ind i samfundets rigide systemer. Da jeg er glad for stærke, handlingsorienterede og intelligente protagonister, har Werther aldrig sagt mig så meget, men i Mademoiselle de Maupin får jeg personlighed for alle pengene. Den romantiske idolisering af det skønne er gennemgående i romanen, men med vægt på både åndeligt og fysisk begær efter det fuldkomne, som karaktererne aktivt søger at nå (uden megen klynk), og til sidt faktisk opnår i en symbolsk symbiose af mandens fysiske søgen og kvindens æteriske i en forenelse af de to køn, der ikke kun er seksuel.

Romanens handling er bygget op om Shakespeare's As You Like It, der går igen både tematisk og som teaterstykke inde i selve handlingen, og den er inspireret af den historiske  person Julie d'Aubigny (1670-1707), der under navnet La Maupin/Mademoiselle de Maupin havde efterladt sig et imponerende ry. Hun var en talentfuld fægter, operasangerinde og forfører af både mænd og kvinder - og man sagde om hende, at hun engang havde søgt optagelse på et kloster blot for at kunne forføre en nonne derinde (intet i The Playbook kan slå det!).

I Mademoiselle de Maupin stifter læseren bekendtskab med tre karakterer:
Den romantiske Albert, der drømmer om den perfekte elskerinde,
Den søde og meget kærlige Rosette, der er ulykkeligt forelsket, men ikke kan få den, hun elsker, og som det næstbedste giver sig hen til Albert, for at han i det mindste kan opleve kærligheden, og
Den usandsynligt smukke Theodor (inkl. ung, sart page), som er elsket af både Albert og Rosette - til især Alberts store fortrydelse.
Forviklinger sker, og en mængde overvejelser over kønnenes natur udfolder sig og kulminerer bogstavelig talt i en fælles orgasme.

Ikke, at det skal blive ved med at handle om Goethes underlegenhed, men det bør dog noteres, at han med Werther giver os et portræt af den utilpassede romantiker og den barske, barske verdens kulde, hvor Gautier os frækt en libertinsk romantik, der i forgudelsen af det skønne ublu skjuler en diskussion af og fortale for kønnenes seksuelle ligestilling og aktivt tager et så tabubelagt emne som homoseksuel kærlighed under poetisk behandling. En fin fyr!

Som det sidste, er blot at nævne, at vi har Balzac at takke for Gautiers litterære virke, da det var ham, der opfordrede ham til at udgive det han skrev. En finere anbefaling, kan næppe fås.

Mademoiselle de Maupin får 6 b'er ud af 6 for litterær værdi: B B B B B B
Argumentation: Selvom værket i dag er relativt ukendt, er det klart en klassiker, og overraskende moderne. Et helt igennem romantisk værk, der også var provokerende og frækt og pirkede til samtidens forestillinger om seksualmoral og køn.

3 ud af 6 b'er for underholdningsværdi: B B B B B B
Argumentation: Lidt langtrukken i starten, men det er vel, hvad man kan forvente af en brevroman, der oven i købet har stemnings- og naturbeskrivelser i højsædet . Til gengæld er der virkelig bid i handlingen, og det siger jeg ikke, bare fordi der på et tidspunkt er nogen, der bliver slikket på brysterne - der er dybde og rigeligt med stof til eftertanke, og jeg kan slet ikke få armene ned!

Smukt

 

Mere om Postsecret

Frank Warren, grundlæggeren af Postsecret har været en tur forbi TED og snakke om projektet:

The Spoon Theory

Gennem en metafor opbygget om skeer, giver Christine Miserandino, hvad jeg tror, er et fint indblik i det at skulle leve med kronisk sygdom.

Læs indlægget her.

Designer vaginas

I dag skal vi snakke om vaginaer. Man skulle ikke tro, det var nødvendigt, jeg mener, er deres eksistens ikke ret selvfølgelig? Halvdelen af menneskeheden har en, og den anden halvdel vil (grov generalisering, men overdrivelse fremmer...) gerne i nærheden af en.

Jeg lige har set en dokumentar om vaginal plastikkirurgi. Kvinden, som  man følger i videoen, er ude på en mission for at finde ud af hvorfor der tilsyneladende er gået mode i missen, og om man kan gøre noget for at stoppe det.
Der er i vidoen især fokus på den operation, der reducerer de indre kønslæber.

The Perfect Vagina

(Vidoen indeholder meget eksplicitte scener)

Problemet er, i følge denne dokumentar, at alt for mange kvinder, og især i forvejen usikre unge teenage-piger, går rundt med en følelse af at deres er unormal.
Man kunne tænke, at det ikke burde være nogen særlig big deal, for det er jo ikke fordi man behøver at lufte den offentligt i nabolaget, og når først to mennesker er nøgne sammen, er der da vel ikke nogen, der er så uhøflige, at de ville finde på at afvise den anden part på grund af rent æstetiske detaljer... eller hvad?

Dokumentaren konkluderer, at en kvindes kønsdele faktisk ikke er så private, som de var engang. Eller det vil sige, den individuelle kvindes er stadig tabu - men 'punanien' som koncept er i høj grad blevet offentlig. Alle har en mening om, hvor lange kønslæberne må være, hvor meget hår, den må have og hvor mange mennesker, den må have været i nærkontakt med.
Mange kvinder har en mere eller mindre bevidst forestilling om idealet, og når det kombineres med, at det ikke rigtigt er et emne, der tales om, kommer de hurtigt til at tro, at deres egen er forkert, fordi den afviger på en eller anden måde.

Jeg synes, det er rigtig fint, at videoen sætter fokus på bagvedliggende psykologiske problemer, der kan få helt normale piger til at gå rundt og være kede af deres egne kønsdele. Den forsøger at bryde tavsheden, italesætte vaginaen og sprede et budskab om, at vi kvinder ikke skal lade os dominere af andres forventninger, men elske os selv som vi er.

Det er jo som udgangspunkt meget godt. Men der er dog også et par punkter, som jeg synes, trænger til kritik:

På et tidspunkt interviewer reporteren en kirurg, for at finde ud af, hvordan han kan have samvittighed til at udføre disse operationer på piger helt ned i 16-års alderen. Han viser et før- og efterbillede (27m. 25s.) - hvor det er ret tydeligt, at genen ikke kun er æstetisk, men altså også i høj grad fysisk. Reporteren ignorerer dog fuldstændig, at der kan være andre, måske mere valide, grunde ti1 at ville ændre på sine kønsdele, end, at der er noget galt med ens psyke. Det er virkelig en skam, for budskabet ville jo ikke blive ødelagt af, at hun indrømmede, at sådan noget som fysiske defekter også eksisterer. Dét, at hun fastholder, at alle bør være tilfredse, får hende desværre til at virke meget naiv.

Det generer mig også lidt, at det kun er kvinder, der er fokus på. Det er jo ikke fordi, det er et helt ukendt fænomen, at mænd også kan have det dårligt med deres udstyr. Men det kan jo selvfølgelig være nødvendigt at begrænse sig. Jeg synes bare, det er vigtigt, at have i baghovedet, at dårligt selvværd og usikkerhed ikke kun plager kvinder.

En sidste ting, som ikke er meget er kritik, som en overvejelse, er dokumentarens behandling af at det er muligt, at få indopereret en kunstig jomfruhinde. Reporteren er mildest talt chokeret, og synes slet ikke, en sådan operation burde eksistere. Vi kan godt blive enige om, hende og jeg, at den ikke burde være nødvendig. Men når nu faktum er, at der eksisterer familier og samfund, hvor ekstremistiske religiøse dogmer dominerer i en så høj grad, at det kan afgøre liv og død, synes jeg, det er en rigtig fantastisk mulighed for kvinder, der ellers ingen alternativer har.
Jeg mener ikke, det er muligheden for at blive opereret (hverken når det gælder æstetik eller mangel på alternativer), der skal stilles spørgsmålstegn ved, men det, der til at starte med skaber en efterspørgsel.

Opsummering (mini antimanifest)
Jeg er for fri dialog og kampen for den naturlige krops ret til at være naturlig. Jeg er enig i at tabu skal brydes,  men samtidig mener jeg ikke, det skal gøres for enhver pris.
Ultimativt må det være det enkelte menneskes valg om hun vil løse sine problemer med kirurgi, psykologi eller meditative gruppeseancer.
Jeg tror på den praktiske tilgang, der tager hensyn til individets behov, frem for en frelst, utopisk forestilling om den perfekte verden, hvor ingen kønslæbe er for stor, ingen psykisk ballast for voldsom, og ingen ekstremistisk-muslimsk risiko for æresdrab kan overskygge det fundamentalt forkerte i principielt unødvendige skønhedsoperationer.
Frihed til folket og fred til fissen!

Postsecret

Udvalgte postkort med anonyme tilståelser fra siden http://www.postsecret.com/