Virkeligheden er grænseoverskridende, den er grotesk, den sætter 'jeg' i umulige mellemrumspositioner mellem 3 valgmuligheder der samtidig er 3 verdenssyn, der er både løsning (ingen løsning?) og udgangspunkt.
Vi kan kalde det modernitetens rammer for subjektiviteten. Vi kan kalde det informationssamfundets forventninger til den personlige udviklings konsekvenser (men det er en svada vi har hørt før, og vi er trætte af den). Virkeligheden trænger kun igennem i glimt, som noget oftest ulækkert, ubehageligt, men også eksistensbekræftende. I hverdagslivet er der ingen virkelighed, intet 'the real', kun 'reality'. Mandag morgen er totalt og på alle måder meningsløs. Værsågod, det er hermed bekræftet.
Jeg samler ord op og forsøger at danne billeder, der kan beskrive hvor jeg selv står og altså også give positionen mening: vippende, som en udflydende, usikker menneskesubstans mellem ufærdige idealer fra 80erne (efter den store meningsgenerations stille vandring videre og manglende overdragelse af ikke engang krakelerede narrativer til de efterfølgende) og vage idéer om vilje. Jeg prøver at udtrykke hvordan min krop ikke kan holde mig inde og mit sind samtidig alligevel føles for småt, for lukket om sig selv. Dét er udgangspunktet.
Af løsninger er der som sagt 3 (overlappende) positioner:
I. blasert ligegyldighed drikker klare agurke gin og tonics til jeg når dertil til det er gået over og kæderyger hvide cigaretter med hvidt filter fra begge ender i let københavnsk, men egentlig ikke synderligt geografisk tåge fordi den trænger ind i mit hoved gennem filteret og sløver den ordløse uro, sliber den ned til en let summen. Går i Netto for at opfylde sult og lyst og tid kun for at stirre meningsløst på hylder med kvindete og andre skinnende plastikindpakkede papprodukter og jeg har ikke lyst til noget. Slet ikke til dig eller dig eller dig, men det skal ikke stoppe det passivt afsøgende jeg.
II. dekadent sanselighed. Jagten på momentaliteten, det evige, opslugende, altopfyldende momentane. Fra Fuck det til Fuck Ja! Gennem sanselighed dannet på ny midt i ellers konstant senmoderne nedbrydelse af fri tilfældigt voksende som en slyngplante eller lyng eller hvad fuck det passer mig plante. Alt prøves mindst én gang og med den kølige erfaring i bagagen er indifferencen fremmest over for graden af glæde ved sanseligheden der er at ligne med nydelsen, en del af samme udviklingslinje, men ikke identisk med den, for dét, der betyder noget - eller nærmere ikke ikke betyder noget - er følelsen. Excessiveness, ekstravagance, elegance, bevidst synæstesi. Mere, meget, meget mere.
III. Naiviteten, skønheden, en stance over for øjeblikket, der udfylder det med (kunstig) symbolik i et forsøg på at gøre det større. En transcendens fra det blot fysiske, udifferentierede sanselige, hvad som helst "bare jeg mærker et eller andet" til tro og håb og kærlighed og en opstigning fra lort. Farlig fordi faldet altid venter, men måske ikke behøver være så hårdt, måske, måske, fordi håber følger med, og meningsfyldt bliver alt. Blomstrer op som solbeskinnede skyer i morgenglød ligesom meningsindlæggelsen i "Jeg så engang Bent Fabricius-Bjerre sidde på Jægersborggade foran Grød, og det var det mest sofistikerede, jeg nogensinde har set" - men sådan opfatter jeg det kun med en tilgang til punkt III, der hører til oppe i I og II. Symbolikken føles kun kunstig, for den, der ikke tror den. Den bedste løgner lyver ikke/også for sig selv.
Punkt III hænger sammen med forelskelsen. Ikke nødvendigvis i et menneske, men i livet, i et ideal, i noget udenfor.
Med ord prøver jeg at samle en fragmentarisk sandhed, en gengivelse af det, jeg ser og oplever som sandt også uden at tænke over det uden for ordene nu. Jeg håber at nå et svar, der kan beskrives og nås og fremskaffe, bygge bro til et slags mening eller i det mindste til en mættet meningsløshed.
Vi lever i det 21. århundrede. Nogle gange findes svaret bare i et billede fra tumblr, der rammer en hjertestreng helt simpelt uden alle de her pyntesyge tillægsord.
Vi kan kalde det modernitetens rammer for subjektiviteten. Vi kan kalde det informationssamfundets forventninger til den personlige udviklings konsekvenser (men det er en svada vi har hørt før, og vi er trætte af den). Virkeligheden trænger kun igennem i glimt, som noget oftest ulækkert, ubehageligt, men også eksistensbekræftende. I hverdagslivet er der ingen virkelighed, intet 'the real', kun 'reality'. Mandag morgen er totalt og på alle måder meningsløs. Værsågod, det er hermed bekræftet.
Jeg samler ord op og forsøger at danne billeder, der kan beskrive hvor jeg selv står og altså også give positionen mening: vippende, som en udflydende, usikker menneskesubstans mellem ufærdige idealer fra 80erne (efter den store meningsgenerations stille vandring videre og manglende overdragelse af ikke engang krakelerede narrativer til de efterfølgende) og vage idéer om vilje. Jeg prøver at udtrykke hvordan min krop ikke kan holde mig inde og mit sind samtidig alligevel føles for småt, for lukket om sig selv. Dét er udgangspunktet.
Af løsninger er der som sagt 3 (overlappende) positioner:
I. blasert ligegyldighed drikker klare agurke gin og tonics til jeg når dertil til det er gået over og kæderyger hvide cigaretter med hvidt filter fra begge ender i let københavnsk, men egentlig ikke synderligt geografisk tåge fordi den trænger ind i mit hoved gennem filteret og sløver den ordløse uro, sliber den ned til en let summen. Går i Netto for at opfylde sult og lyst og tid kun for at stirre meningsløst på hylder med kvindete og andre skinnende plastikindpakkede papprodukter og jeg har ikke lyst til noget. Slet ikke til dig eller dig eller dig, men det skal ikke stoppe det passivt afsøgende jeg.
II. dekadent sanselighed. Jagten på momentaliteten, det evige, opslugende, altopfyldende momentane. Fra Fuck det til Fuck Ja! Gennem sanselighed dannet på ny midt i ellers konstant senmoderne nedbrydelse af fri tilfældigt voksende som en slyngplante eller lyng eller hvad fuck det passer mig plante. Alt prøves mindst én gang og med den kølige erfaring i bagagen er indifferencen fremmest over for graden af glæde ved sanseligheden der er at ligne med nydelsen, en del af samme udviklingslinje, men ikke identisk med den, for dét, der betyder noget - eller nærmere ikke ikke betyder noget - er følelsen. Excessiveness, ekstravagance, elegance, bevidst synæstesi. Mere, meget, meget mere.
III. Naiviteten, skønheden, en stance over for øjeblikket, der udfylder det med (kunstig) symbolik i et forsøg på at gøre det større. En transcendens fra det blot fysiske, udifferentierede sanselige, hvad som helst "bare jeg mærker et eller andet" til tro og håb og kærlighed og en opstigning fra lort. Farlig fordi faldet altid venter, men måske ikke behøver være så hårdt, måske, måske, fordi håber følger med, og meningsfyldt bliver alt. Blomstrer op som solbeskinnede skyer i morgenglød ligesom meningsindlæggelsen i "Jeg så engang Bent Fabricius-Bjerre sidde på Jægersborggade foran Grød, og det var det mest sofistikerede, jeg nogensinde har set" - men sådan opfatter jeg det kun med en tilgang til punkt III, der hører til oppe i I og II. Symbolikken føles kun kunstig, for den, der ikke tror den. Den bedste løgner lyver ikke/også for sig selv.
Punkt III hænger sammen med forelskelsen. Ikke nødvendigvis i et menneske, men i livet, i et ideal, i noget udenfor.
Med ord prøver jeg at samle en fragmentarisk sandhed, en gengivelse af det, jeg ser og oplever som sandt også uden at tænke over det uden for ordene nu. Jeg håber at nå et svar, der kan beskrives og nås og fremskaffe, bygge bro til et slags mening eller i det mindste til en mættet meningsløshed.
Vi lever i det 21. århundrede. Nogle gange findes svaret bare i et billede fra tumblr, der rammer en hjertestreng helt simpelt uden alle de her pyntesyge tillægsord.
IIII. (I+II+III)/(∞)
Jeg kalder denne stance: Fuck det.
Eller inspireret: "Just Dance"
Jeg tror, der er en løsning glemt i en frigørelse fra den anden. Det er banalt, uden tvivl, men Medina har muligvis en pointe med "Kun for mig". Et generaliseret, organiseret Fuck it all, der, efter hele denne svada af selvbevidst udtrykt 'læs mig, så jeg kan finde et sted at stå' blottende er et opgør med sproget, med teorien, med alt dette granskende hvorfor.
I want to dance
and fuck because.