Seal

 I dipped my toe into the water, 

and it was still delicious. 

Selkie-fat and full of happiness, 

sliding,

I bit down, 

and my mouth filled with the sweetness,

of another's sweat.

#MeToo and Power corrupts

New York Times: What Happens to #MeToo When a Feminist Is the Accused?

Jezebel: What Are We to Make of the Case of Scholar Avital Ronell?

Most of us experience reality through filters: ideologies, basic beliefs, good and bad. But it requires active, constantly developing (self-)critical examination.

It's easy to conclude that general tendencies also determines specific truths. It's easier to think that the bad people aren't the ones you know. But easy isn't the same as true, and good people do bad things.

In the case of Avital Ronell, who was recently suspended from New York University on charges of sexual harassment, maybe she is just a misunderstood eccentric - although one might argue that pet names such as "cock-er spaniel" and "sweet cuddly baby" really aren't a necessary part of advising PhD students. I have no way of knowing if NYU is suspending her because of hard evidence or to avoid bad PR. But neither, really, does Judith Butler and Slavoj Žižek when they and many other star intellectuals write to the university this May that:

"Although we have no access to the confidential dossier, we have all worked for many years in close proximity to Professor Ronell and accumulated collectively years of experience to support our view of her capacity as teacher and a scholar, but also as someone who has served as Chair of both the Departments of German and Comparative Literature at New York University."

"We deplore the damage that this legal proceeding causes her, and seek to register in clear terms our objection to any judgment against her.  We hold that the allegations against her do not constitute actual evidence, but rather support the view that malicious intention has animated and sustained this legal nightmare."

"As you know, Professor Ronell has changed the course of German Studies, Comparative Literature, and the field of philosophy and literature over the years of her teaching, writing, and service.  She is responsible for building the field of literary studies at New York University, but also throughout Europe as a result of her brilliant scholarship and spirit of intellectual generosity."*

Just because you know someone, just because they are brilliant literary scholars or leading feminists or really nice when you're around does not mean they always act that way. Reality is complicated, and only by understanding that, I think, will we be able to really change it.

...

Interestingly, the arguments against Reitman are strangely familiar (paraphrased): 'he took too long to report the harassment, his superior is very influential in her field, he gained influence and popularity from her favoritism so he must have wanted it, that's just the way she is, he is just angry he isn't as succesful as her.'

And then there's the new interesting additions: 'he's gay and from Israel, so...' and 'because of the cultural history of patriarchal repression, only men can be sexual harassers, regardless of who holds the power in the current situation.' 

P.s. You should all read The Power by Naomi Alderman

*The quotes are from a version of the letter uploaded to Leiter Reports: A Philosophy Blog. I haven't been able to confirm its origins, but the responses of those who have signed it suggest that it is at least mostly as they sent it. 

Kritik

Dagens menneskeideal er det gennemskinnelige, autentiske, ærlige og ikke mindst politisk korrekte subjekt, der intet har at skjule og intet skjuler. Jeg står frem med mine holdninger og for samfundets bedste kalder jeg også dig ud på dine [the act of calling out], uagtet om du bekender dig til dem eller ej. For at være på den sikre side bedriver jeg dybdeborende diskursanalyse med fokus på værst mulige fortolkning hver gang du taler. Vi vil leve i gyldne tider. Vi vil frihed og ikke-objektiv skønhed. Vi vil stå frem som individer af en kommende æra og som allierede i en kamp mod systemer, det være sig kapitalisme eller køn. Vi er kunstnere, vi eksperimenterer med os selv og skaber ny systemer. Vi er venstreorienterede. Vi er kultur-i-udvikling. Vi er morgendagen. Vi er stolte. Vi er rene. Vi er forenede og samtidig unikke.

Man må gerne slå nazister. På samme vis kalder jeg dig frem i lyset og påpeger dine fejl for fællesskabet på Facebook. Du er ikke (længere) en af de allierede. Din opførsel er problematisk. Jeg er ikke interesseret i hvad du egentlig mener, men det kunne læses negativt. Din statusopdatering er forkert ift. konsensus, den afslører racistiske, sexistiske undertoner. Jeg bliver måske selv lidt praktiserende fascist når jeg erklærer mig tilhænger af overvågningssamfundet og melder dine immanent manifesterede endnu-ej-begåede fejl til mine uofficielle overordnede i utopiens tjeneste, men det er ikke mig, vi taler om. 

Det er heller ikke bare det, du gør, der er forkert. Det er den, du er. Din maskulinitet er giftig [toxic], men du kan ikke undslippe den så længe du stadig performer dit køn (interessant nok, gælder det også for femininiteten, der er blevet ødelagt af the male gaze). Den er en del af dit kød indtil den dag, du deler den fra dig selv og udpeger den som ulækker/abjekt. De hellige identiteter er kønløse eller udfordrer køn. Offeret er idealet for i dag: Hvorfor forbrydelsen ikke længere er forbundet statslig lov, men social.

I næste sekund, jeg har nu sænket min pegefinger fra dens antiobjektificering af dig, løfter jeg hånden igen for at pege på min transseksuelle veninde, der måske egentlig helst bare vil være min veninde, men det er ikke hendes valg, så jeg kan erklære min renhed gennem hendes transcendente kød. Vi er ét, hun og jeg, for jeg fejrer hendes kampe ved at kalde dem frem, hvorved jeg får del i hendes glorie. Jeg mærker ikke vægten af nogen af hendes udfordringer, men ved at bore i hendes stigmata, får jeg hendes blod på min hud og bliver selv hellig. Du siger, at hun er et menneske som alle andre, men du bør tie, for du er blændet af dine privilegier.

Erklær: "jeg har erkendt mine fejl og er nu en anden" og du kan blive som os. Erklær det ikke kun med ord, men med gerninger. Operer på din identitet, skær skidtet ud og erstat det med skam. Dit jeg er nu ét med kollektivet. Beskær også i dine relationer. Morgendagen er nær. Lyset tilhører os alle. Forstå: vi er forenede af kontrasten til de Andre, der endnu er udøvende undertrykkere.

Jeg påpeger: der findes ikke rene mennesker. Den, der begår destruktive gerninger, ser dem ofte selv som undtagelser eller frihedskamp frem for terrorisme. Der findes ikke den, der ikke har fejlet. Du bliver ikke et renere menneske af, at trække en anden frem i lyset og påpege hans fejl. Det ser blot sådan ud.

Det her er, når sammenlignet, et mindre interessant aspekt af venstrefløjens kamp for lighed, der hvert øjeblik er uvigtigt i forhold til overgreb og vold. Ikke desto mindre kan det beskrives som en bevægelse, der støt tager til: venstrefløjens angreb på sig selv, slangen, der fortærer sin egen hale, feministen, der kalder sin søster en slut og sin bror en født forbryder. 

Super over it.

Let us help you to help yourself

- Hello, excuse me, is this the number of the government sanctioned self-hospillization clinic for women with nervous tendencies?

- Yes, I'll hold.

- No, I did not recently start experiencing these cramping sensations of utter powerlessness in which my entire system seems to shut down as a reaction to the discepancy between society's expectations of me and what I feel I am able to live up to. They've lasted for, I don't know, weeks? Years?

- Really? Okay. Yes. Yes, I'll wait. I've been waiting all my life.

phone queue music plays in the background.

- Hi, yes. I don't know. Should I think of my mother's last miserable moments before she died a lot? It's all been a bit fuzzy.

- I mean, more than normally?

- I know that it's not unusual, it's just... I don't know why I get up in the morning.

- Yes. Yes, I'll hold.

- Hello. Yes, I'm sorry. I'm feeling a deep sense of existential dread, am I speaking to the right person? I'm worried I won't be able to continue

- Yes, Sir.

- I'm sorry. I didn't think of that/them/the future of society at large. I will.

The Global American Dream is in YOUR fragile hands. Pick up the phone today if you are beginning to feel yourself fall apart, and we will have someone tell you it Will Be All Right If You Just Get a Grip and Get On With It Because Who Will if You Do Not? TRUST in Us when you cannot trust in yourself. The number for the patriarchal help-line can be found on the back of statistically every third milk carton you buy, and if you call us from home rather than, say, from your lover's car phone or from a diner next to the highway leading out of town, you get the first five minutes for free.

Dominique Christina: "The Period Poem"

Apropos og så blev det eksamenstid igen

Monique Wittig, i: "Combat pour la libération de la femme" (70'erne sometime):

"We do not walk in the streets as individuals who are free to gaze or exchange glances. We are objects either of use or beyond use. The billboards and ads upon which our gaze casually alights are composed of images that humiliate us and unceasingly remind us of the sexual exploitations of which we are the objects. [...] We are consumable at every moment. A billboard launches a new beer: 'Drink a big blonde,' [...] to advertise the quality of its tobacco, a cigarette billboard invites us to 'Taste a redhead for a change.'"

 Jeg har redigeret kønnene ud.

Lad os starte året med noget bitterhed

Der er begyndt at dukke en ny type op til de sociale arrangementer. Han er 35-45 og han bliver pigefornærmet, når jeg ikke vil med ham hjem. Han starter en samtale, den er typisk interessant, for han er ikke dum og han har faktisk noget at sige, men han behandler den som en kontrakt. Han hænger ud i kanten af selskabet og sætter sig ved siden af når jeg taler med andre mænd indtil han får opmærksomhed. Han siger ting som "Jeg vil ikke vide, hvad du skal," når jeg siger godnat for at gå i seng, og "Hold kæft, hvor er du latterlig," når jeg siger at jeg ikke er interesseret i ham på den måde, selvom jeg måske var åben for muligheden lige da vi mødtes. Han virker som om, han mener det godt, når han lægger armen om mig for at undskylde for at have overskridt mine grænser (ved at gøre det igen) og han tror nok selv, han er charmerende, når jeg taler om hvor mange smukke ting, der er i verden, og han erklærer at jeg er en af dem.

Kære mand, det er ikke din alder, der gør at du pisser mig af. Men af en eller anden grund kan mine jævnaldrende godt finde ud af det. Det kan de fleste af dine faktisk også. Så jeg ved ikke helt, hvad der sker. Måske er du selv lidt for opfyldt af hvor spændende du er? Måske tror du virkelig selv på at du ved så meget mere om verden end unge, søde og fastkødede lille mig, at du burde have lov til at bestemme hvad der skal ske. Du er trods alt en succesfuld kunstner/erhvervsdrivende/selvstændig som ved hvordan en kvinde skal behandles. Men det ville altså bare klæde dig bedre hvis du respekterede min ret til at sige ellers tak, når du lægger an på mig. For det må du gerne, men det her er ikke en tag-selv-buffet og der er ikke kontant udlevering ved kasse 1 efter du har indleveret dit flirtedepositum. Og helt ærligt så er "Min sidste kæreste var også 25" ikke den bedste åbner alligevel. 

Jeg former mit kød ved at skære dit bort (og spytte på det)

Kun lidt distraheret af massiv mediehype omkring nørdet fritidsliv sidder jeg og prøver at channel stærk selvstændig SCUM kvinde, men altså uden alle de morderiske tendenser, mest med hensyn til at turde f.eks. skrive synopser færdig før deadline. 

Emnet er Litteraturteori med fokus på ANGREB. Uh. Jeg vil gerne tale om fremmedgørelse, så ret fremmedgjort selv, prøver jeg at skabe en problemformulering, jeg kan stå ved når jeg står op i januar og skal til eksamen. 

"The Director reads the ads and places an order for his wife so that he can order her to her place, which is in red nylon lace with holes in the silence for the stars to peep through. One woman isn't enough for the Man. But the threat of disease restrains him. Prevents him from putting forth his sting and supping honey. One day he will forget that his sex can be the end of him and he will demand his share in the great harvest. We want to have fun! We want to ramify!" - Jelinek, Lust

Psykoanalyse, strukturalisme, magtstruktur, krop, køn. Med teoretisk afsæt i kanoniske feministiske teoretikere som Simone de Beauvoir, Irigaray og Butler opstilles en mytisk grundproblematik der trækker på psykoanalyse (Lacan) og strukturalisme (Lévi-Strauss <3) hvor kvinden fremstår som mandens mindre halvdel i den kulturelle bevidsthed, samtidig med at denne struktur kritiseres og søges, om muligt, nedbrudt. 

Diskurs, narration, metaforen, hadets kreative kraft, politisk/privat. Jeg vil undersøge hvordan dette angreb (Rösing om brosten) som efterlyses, kan ageres (Badiou: begivenheden) i litteraturen, når tekst bliver handling (Lyon, Third: manifestet) og det private bliver politisk (Brudholms had). Under hensyntagen til manifestets og, romanens forskellige genremæssige muligheder som politiske agenter, vil jeg analysere strukturens (Mand > kvinde) genkomst i Elfriede Jelineks roman Lust og i Valerie Solanas SCUM Manifesto, dels på det tematiske plan, dels i de forskellige diskurser der gennemtrænger teksternes stemmer og kommer til udtryk i en subversiv mørk humoristisk tone.

Jelineks uflydende og omskiftelige fortællerstemme kan siges primært at udstille og kritisere forskelsstrukturen mens Valeries stærke monolog ikke blot kritiserer, men også omvender strukturen og sætter manden i kvindens sted. I mit fokus på fremmedgørelsen som narrativ handling og tematik vil jeg trække på Ngais og Kristevas tekster om det ulækre og abjekte.

Det er min hypotese (det kan humanister godt sige) at der i SCUM Manifesto ikke blot sker en omvendelse af strukturen, men endvidere en accentuering af nu mandens Andethed, og i forlængelse af Felman vil jeg diskutere hvorvidt Solanas opstiller en tredje kønskategori for den stærke, kreative, aggressive SCUM kvinde.

Hvis jeg får tid, kunne det være dejligt at perspektivere til Andrades ”Cannibal Manifesto” med nogle tanker om kroppen som kød og kvindens postition sammenlignet med den kolonialiseredes.

Interesseret i mødet mellem kønnene udspillet som en magtkamp i sprogets og kroppens arena. Fokus på radikal forskelsfeministisk litteraturs tagen magten tilbage – ikke mindst på tegnenes plan, hvor Mand><kvinde fremstilles som tegnpar, der udfyldes af Jelinek med al verdens lede og af Solanas gives nyt indhold i en psykoanalytisk og strukturalistisk samfundskritik hvor det personlige = det private. Sproget som en kampplads hvor symboler udryddes og skabes på ny, identitet i udvikling.

Oswalso de Andrade: ”Cannibal Manifesto” Alain Badiou: Etikken. Philosophia, 2007. s. 45-54. Judith Butler: ”Passing og Queering. Nella Larsens psykoanalytiske udfordring” Horace Engdahl: Beröringens ABC (uddrag). Shoshana Felman: ”Kvinder og vanvid. Litteraturvidenskabens falliske fejlslutning” Valerie Solanas: SCUM Manifesto. Alenka Zupancic: The Odd One in. Beauvoir, Simone de: “Introduction”, i: The Second Sex [1949]. Penguin, 1972 (17,2 n.s.) Butler, Judith: Gender Trouble [1990]. Routledge, 1999. s. 18-22, 33-44. (15,8 n.s.) Irigaray, Luce: This Sex Which is not One [1977]. Cornell University Press, 1985. s. 23-33, 68-105. (36, 8 n.s.) Irigaray, Luce: “Sexual Difference”, i: An Ethics of Sexual Difference [1984]. The Athlone Press, 1993. (12,3 n.s.) Jelinek, Elfriede: Lust [1989]. Serpent’s Tail, 1992. s. 7-49, 63-69, 88-103, 117-126, 159-173, 191-207.  (98,4 n.s.) Kristeva, Julia: Powers of Horror [1980]. Columbia University Press, 1982. s.1-8.  (7,4 n.s.) Lyon, Janet: “Manifestoes and Public Spheres: Probing Modernity” og “A Second-Wave Problematic: How to Be a Radical”, i: Manifestoes: Provocations of the Modern. Cornell University Press, 1999. (80 n.s.) Ngai, Sianne: “Afterword: On Disgust”, i: Ugly Feelings. Harvard University Press, 2005. (17 n.s.) Rösing, Lilian M.: “Hvornår er brosten guddommelig vold? Om vredens politik og litteraturens vrede stemmer”, i: Dansk Noter, Nr. 4, 2010, s. 14-21. (24,1 n.s.) Third, Amanda: “’Shooting from the hip’: Valerie Solanas, SCUM and the apocalyptic politics of radical feminism”, i: Hecate 32.2., 2006. s. 105-132. (35, 6 n.s. )

 Analyse I begge værker kommer kvindens oprindelige position som Anden til udtryk som et grundvilkår, men behandles forskelligt. I Lust bekræfter fortælleren strukturen i beskrivelsen af Mandens konstante undertrykkelse af og tagen ejerskab over kvinden i særligt den ydmygende seksuelle akt. Men kvinden som karakter forholder sig passivt og beskrives sådan set ikke som bedre end manden – det, der afsløres er selve den struktur, der undertrykker hende, og det er fortællerstemmen der tager afstand til strukturen. Fortælleren er fleksibel, flydende, lader sig nogle gange farve af mandens synspunkt andre gange af kvindens og afslører ofte den implicitte autors holdninger i en generel hånlig tone. Bibelsk diskursivt spor. I SCUM er genren manifestet og fortælleren er ensidig, stærkt kritisk og anvender en autoritativ retorik taget fra psykoanalysen og med apokalyptisk tone. Kvindens historiske placering i rollen som Anden tages som udgangspunkt, men Solanas vender det symbolske system om – manden gøres ikke blot til mindre end kvinden, men hadefuldt til abjekt, han er ulækker, hans eksistens kan ikke tolereres, han skal dø. Lust – kvinden som kød. Voldtægten læst som en performativ handling, en identitetsskabelse for manden – den fysiske vold sat over for den verbale. Mor som begærsobjekt (Freud – Gilbert, Guber). Scum – når den Anden overtager egoets plads og voldeligt skubber det ud. Litteraturen som fadermord, ned med autoriteterne (patriarkatet) en omvendelse af magtdynamikken. Teksten intervenerer. En omvending af den sociale orden der ikke sigter mod større lighed, men mod nye diktatorer. Storhedsvanvid. Latter som devaluering af den anden (Descartes og Hobbes) og forløsning (Freud). Hun vil ikke fortvivle, hun gør op med samtlige faderfigurer og holder fast i sin autonomitet. Den kvindelige digter som maskulin agent (Gilbert, Guber.) -> aggressiv skabende kraft, nødt til at gøre op med rollen som kvinde/kød. Patriarkatets sygeliggørelse af kvinden. Manden bliver abjekt – et pikdyr vi må leve med og som giver os opkastsfornemmelser (alle mænd er patriarker er voldsudøvere. En kategori.) 

Det er også et møde mellem den moderne produktion og den vilde natur. Instinkterne, begæret lægges på siden af det unaturlige.

Den gentagede voldshandling, umættelig lyst må slukkes. Ydmygelse. Kvinden som genstand. Kvinden som et spejl af alle de andre.

Kvinden dræber sin søn.
Sex as power.1989

Det maskinære >< det levende

Mand >< kvinde
tomhed >< kærlighed
the system >< SCUM

Alle er efter mig (læs: Strindberg), især de lesbiske

Mød August.
August havde det svært. Det kan man se på
hans intense blik

Okay, okay, jeg har lige brugt de sidste fem uger af mit liv på at læse Le Pladoyer d'un fou (1893) af August Strindberg til en undervisningsgang i litteraturteori med temaet 'vrede stemmer'. 

Wiki skriver: As his stormy marriage to Siri von Essen was coming to an end, August Strindberg feared there was a secret conspiracy between the women of Europe, and that they were planning to silence him by conducting a campaign to make people believe he was insane... Strindberg therefore decided to hurridly write a book revealing the truths about the marriage.

Der er dog ikke tale om ren autobiografi her, det er ret tydeligt. I stedet er vi ude i noget selvforherligende svælgen i elendighed der opløfter den måske utilstrækkeligt traumatiske virkelighed til noget virkelig elendigt. 

Refereret sker der følgende:
A er utilfreds med sit liv. Han får ikke nok anerkendelse eller guld. Derfor lader han sig forføre af en gift baronesse fordi hun minder ham om jomfru Maria og udstråler en slags renhjertet og uskyldig omsorg. Mystisk firkantsrelation opstår mellem M, hendes mand, hendes kusine og A. Der bliver sejlet en del. A forsøger at forlade M, men kommer altid til at tænke på sin mor. Han vil helst bare passes på. M bliver skilt, men M får hele tiden hysteriske anfald fordi hun gerne vil være skuespillerinde. A ved at sådan noget kan løses med graviditet fordi hormonelle kvinder er gode kvinder. De bliver gift. A begynder at kalde M for Maman.
3-4 børn senere: Det går op for A at M må være lesbisk. Hun har helt sikkert forsøgt at forgifte ham, hun flirter hele tiden, hun går med make up og ryger cigarer og hans eneste ven i hele, hele verden er Absinth. Mmmm, absinth. Mange gange er de ved at forlade hinanden, seperation kalder man det i dag, men altid bliver A overtalt til at blive hos sin petite maman, det er noget hun gør med sine kvindelige magiske kræfter. Endelig lykkes det ham at kurere hendes hysteri ved at slå hende. Børnene ser det, men hun bliver helt kærlig og de knalder hele natten, så det er okay. Dagene efter er hun som forelsket. Hvis bare han havde vidst det fra starten af!
Men så indrømmer hun og ødelægger det hele: hun er blevet voldtaget. A bliver nødt til at forlade den utro skøge. Sådan noget gør kvinder jo med vilje. A har det hårdt, han savner sine børn og sin mor/kone/lesbiske ærkefjende. Men endelig har han fået hævn! Litterær hævn! Ingen vil nogensinde igen være i tvivl om hvis skyld det hele var. Altså det var ikke A's. 

Siri, inspirationen bag Maria. Læg mærke til den
markante profil der er typisk for lesbiske.

Min fortolkning i noteform fra margenen:

Allerede fra starten en romankarakter. Hele forfatterskabet feberramt. På kanten af døden. Super træls type. Han husker det hele. Lidt må hun alligevel godt. Verden er smuk. Hun skuespillerinden, han dramaturgen. Ind og ud af oplevet og fortalt tid. Man skal aldrig mixe kærlighed og cash. Offer for den snedige kvinde. En femme fatale, en domina. Strindberg har læst Mme Bovary og taget hendes ægteskab som sandheden. Han vil skrive sig frem til sandheden om sit liv. Oh, c'est terrible. Et brev fra en dame... la femme prenait la place du Dieu. Idealkvinden (det er der jo ingen der kan leve op til, Strindberg). Én kvinde kan vel være lige så god som den næste. Under 'Moders' blik. Han gør hende om. Gudinde. elle elle elle. Kærlighed er svaghed. Et koldt bad hjælper altid. Forsvarer sin baronesse mod gadesangere. Vi er forelskede. Foregiver knust hjerte for at blive hos hende. Han vil beskyttes. Vil gøre alt. Damn! Men han som ulven og hun den lille rødhætte. Det kan du godt lide, hva? Men hun har ikke lyst til bare at være mor. Hun har ambitioner. En anden kvinde. Den store plan. OMG Boobs. Firkantsdramaer er ikke ukomplicerede. Indrømmelser. Yeah, right. Hun har overgivet sig, det tog tre dage. Kroppen må med. Selvfølgelig er hun hysterisk. Utroligt optaget af hendes udseende. Fortrydelse. Mutterwut: Is this a thing? Sagde hun ikke for 50 sider siden at hun ikke ville have flere?! Too late. Han får skylden. Selvmedlidenheden begynder. Kærligheden er svær når man ingen penge har. (u)lighed. Degeneration. Kan ikke stå for tårer. Hvem ofrer sig? "Samson, hun ved ikke, hvad hun gør." elsker hendes modbydelighed. Faldet er begyndt. Sult. Ingen vil tage imod en fraskilt kvinde. Hendes kunstneriske virke fylder hans virkelighed, overtager hans liv. hende hende. Nørd. Datteren dør ubelejligt. Godt for dig. Sex sex sex. Is that a thing? Ligner ikke længere idealet, much surprise. Stop dig selv, Strindberg. Hun roder! Åh! Mon Dieu! Ham der ledte hende i dekadence. Typisk victoriansk logik. Altid god stil - altså ikke hans skyld, hun er blevet stilforladt. Antimoder. Nu faderlig. Hvis han forlader hende falder hun helt [soit q'elle devienne la maîtresse de tout le monde]. Gravid, nu skal vi giftes. Endelig kan kærligheden renses! Moderne løsning. Økonomi. Flere børn løser alt. Åh nej, en hund! Hunden får koteletter. Han vidste ikke bedre. Plus de vovse. Bankkrak. Gravid. Roman redder alt! Jalousi. Had=kærlighed. Feminismen, ad. Huset falder ned om ørerne på ham. Lesbiske tendenser. So 18th century. Pas d'argent. Det kan også være, du bare skal lære at sige nej. Hun skriver imod ham (vrede, tavse, stemmer). Åh! Nej! Undskyld! Nu tager vi til Finland! Hævn. Her, tag et drama! Nu siger de, at han er gal. Elle a gagné. Tilbage til starten. Det er lidt dobbeltmoralsk, Strindberg. Hvem er stærkest? Jeg, jeg! Er han hysterisk syg for at fremkalde hendes moderlige følelser? Godt, at I kan tale sammen. King Charles afskedsfest. Gifthundemorder. Er jeg gal eller ej? Det er også en kompliceret relation. Vil ikke være far igen. Bedre med hende end alene. Maman. Horrible! Op ad bakke. Strindbergs lov [La femme n'est point une esclave puisqu'ele et ses enfants se nourissent du travail de l'homme]. Stop nu. Han læser hendes breve. Men vi har altid absinth. Kunstnertyper. Uha. Lesbiske affærer! Flygt, flygt, I tåber! Men hun ligner ikke en lebbe! Væmmelige væsen. Se mig, jeg er en vigtig mand. En elskerinde? En løjtnant! Vous êtes fou, Monsieur. Unge piger. Hævn over død, og dog. violé=voldtaget. Han vil skilles. Siger han lige at han vil skilles fordi hun er blevet voldtaget? Han gør sig hård. Ad, styr din moderskabsmetafor [Je suis comme un fætus détaché avant terme du cordon ombilical]. Så kan du lære det. Wow. Yeah, you asshole. 

Citatbevismateriale:

    Une haine s'est allumée en moi, haine plus fatale que l'indifférence, puisqu'elle constitue le revers de l'amours qui s'y dérobe a tel point que je serais tenté de formuler l'axiome ainsi: je la hais parce que je l'aime. - kap. X, fjerde del

"Destroy the male sex" [Exterminate!]

Efteråret er begyndt på universitetet (du skal ikke bilde mig ind, at det stadig er august) og jeg er igen gået på jagt efter grænsebrydende fag og ubehagelige tekster. Dette semester står den på vred feminisme.
Jeg har altså siden 2013s bachelorprojektskrivningsvanvid bevæget mig, i det intellektuelle forestillingsunivers, fra kvindeforherligende samtidig misogynistisk dekadence 1880 til Freuds fantasier om 14-årige onanister med sovekammerøjne, ikke smalt, til homoerotisk hedonistisk dekadence vol. 2 anno 1980 - og hviler nu ved aggressivt voldelig maskulinitetshad.

Svar mig, når jeg spørger om kærlighed, ikke med dit kød

Solanas

Jeg læser SCUM Manifesto af Valerie Solanas, et individ misbrugt, bittert, livsopgivende, kæmpende for kunst, prostitueret, hadende, lesbisk, ødelagt, nedskyder af pop art Andy Warhol (en vigtig karakter i Dorian), afvist af feministerne som en vanvidskarakter, bærende samtidig på sig alle de værste fordomme om the feminazi.

Forord ved Michelle Tea, misbrugt, bitter, prostitueret, hadende, lesbisk, ødelagt, kæmpende, radikal beskriver af biografiske årsager til at hade manden:
"I was learning about the global history of male violence against women and how all social systems accomodated it, from the government to my family."
"I realized that going totally fucking insane is a completely rational outcome for an intelligent woman in this society." [Tak]

Der fornemmes et mønster. Kvinder reagerende på omstændigheder hvor manden har været monster.

Solanas beskriver missionen:
" Life in this society being, at best, an utter bore and no aspect of society being at all relevant to women, there remains to civic-minded, responsible, thrill-seeking females only to overthrow the government, eliminate the money system, insitute complete automation and destroy the male sex."

I hendes beskrivelser af manden er han en deform kvinde (Y kromosonet er et aborteret X), et halvt menneske, ude af stand til at føle andet end grådighed, had, vrede, misundelse, dybt hadende sig selv, konstant kneppende eller in hot pursuit of the next fuck - en slags autoritær undertrykkelsesmaskine der med pik og penge forsøger at hæve sig selv op på kvindens uopnåelige niveau, som han dog, i samarbejde med samfundet generelt, har formået at markedsføre som langt under hans eget.

Ægteskab og faderskab er her blot to sider af samme slags begær, længslen efter at herske over kvinden (en forvrænget erstatning af omsorg). Kone og datter er, efter Solanas personlige erfaring, det samme.
Altså er hendes vrede forståelig, hendes ord er klistrede klamme, hendes oplevelser ulækre sandheder bag hendes galdesorte af længsel plettede spy. Had kravler ud af æggene og letter som fluer, summende vanvidsagtigt gennem lokalet.
Også jeg hader manden imens og husker da jeg skrev "Kvinden er krøbling." og mente det inderligt. Andre ord vælter frem. De stod her, men jeg har slettet dem, fordi jeg gemmer mine parasitter i mig selv.

Det groteske menneskemonster er også mig

Men Solanas monstre er ikke nødvendigivs monstre fordi de er mænd, selvom hun med mange knuder binder manden op med magtmisbrug. Faderfiguren er altid undertrykkende, skrev en, en bitter type, måske Kertesz der i verdenskrigens krigsherrer og i koncentrationslejrens fangevogtere så faderens kvælende omsorg for sit uelskede folk. Men når moder bliver dobbelt i den hanfri familie overtager hun faders autoritære svigt som en del af sin splittede personlighed. Kvinden idealiseres af Solanas som særligt følsomt, intelligent, uselvisk - moder vil gøre alt for sine børn. Men der bliver aldrig spurgt hvorfor.
"Leisure time horrifies the male, who will have nothing to do but contemplate his grotesque self." Moderskabet er mening, er noget at foretage sig, er eksistensberettigelse. At være egoist er ikke bundet til kønnet og kvinden er også grotesk.

Med magten følger magtmisbruget. Hvis mand har magt forvandler han sig, kafkask, til en grotesk skikkelse sort og mangebenet, bygget af svulmelegemer og ejerfornemmelser. Kvinden ligeså. Måske nok er hendes skikkelse anderledes, hendes magtudøvelse misbruger af andre våben. Men kønnet er ikke, tror jeg, i sig selv den afgørende faktor for diktatoren, derimod omstændighederne der former os.

Det er dig, jeg taler til

Solanas skriver tidsbestemt, 1967. Der er noget naivt i at svare hende som om hun talte direkte igennem til 2014. Manden ér en anden og ikke alle mennesker er ens. Omstændighederne har forandret sig. Den danske mand er blevet følsom og genert, tager barsel og opvask og kan komme med en undskyldning når presset tilstrækkeligt. Her overfor, repræsentativt, ser vi den danske kvinde skrive vrede feministiske blogs om hankønshadende bøger hun læser.
Vi er alle nogle andre. Måske er vi bedre på begge sider af stregen. Alligevel er det inderligt relevant. Vreden er så tung, at den flyder ud af siderne og trækker erindringer med sig i slimede spor. Jeg ikke så meget læser SCUM som deltager i en samtale med det fortællende, fordømmende jeg. Endnu ikke lyst til at skyde popkunstnere.
- Det kommer nok, svarer Valerie. 

Alexandra Khitrova

 

Havfruen er i virkeligheden en generel figur. Jeg skriver, at jeg er feminist og jeg mener, at jeg dyrker min personlighed og mit jeg mere end jeg mit køn. Det skal forestille at fremstille stillingtagen til ligestilling og være lige værd egentlig seen ud over sig selv. En smule mere optaget af hjerne end af krop, dumt dømmende at også andre ser verden ved først og fremmest at se på sig selv, tænker jeg og tolker mine tastende spidser af krop, at kønnets opdeling ér en fantasi, en spændende en af slagsen, en spændingskurve i eksistensens maskineri, og en spøg.
Jeg tror også stadig, til den dag i dag og til dette øjeblik, hvor stearinlysets skær står upoetisk stille, ikke flakkende, kastet over det grønne skrivebord og en liste med to-do-punkter og Sticky Tabs i fiskeform fra Magasin, fordi jeg fantaserer om, at det er mere udholdeligt, at være akademiker og skrive opgaver, når man kan markere de vigtigste steder med papirsfisk, at køn er primært konstruktion og at kastet ind i mandens krop også jeg ville kunne tale mandens sprog, eller det vil sige mit egentlige eget, uden at nogen ville overskue at ordene var kvinde-ord og ikke sådan rigtigt hørte til i det kød, gennem hvis præsentationsapparat de blev præsteret.
Men når jeg siger kød, er det også med en ekstra erkendelse, der findes et stærkere, og ofte større, køn, og det er dét, der får kroppen, mens vi andre får kødet, som mange af dem, uden at overgeneralisere, men blot talende ud fra erfaring, siden vil bruge al energi på at genvinde, og fine personligheder med feministiske tendenser kan, når det kommer til livstykket og kjolekanten løftes op, ligesom for at lette stemningen med stoffet, ikke ændre på, at ligestillingen, uanset hvor ens vi ellers er, flænses og bremses og dør, når alt der skal til for at reducere kvinde til kød, er et nej, der ikke bliver hørt.
For når der findes øjne, som er spejle, som øjne både i litteraturen og i livet ofte er, hvor du ser, at du er smuk og du er farlig og du er en lækker lille sag, du er lige til at spise, som sushi, må det forstås, at der med disse blikke, der ikke ser sig selv, men kun ser udefter, uegentligt, udifferentierende, som et slags ikke-syn og sult, også findes forskel.
Kvinden er krøbling.

The Patriarchy is a Lie: "Don't be a pussy"

Definitioner på det engelske udtryk  "pusillanimous"

Merriam-Webster: lacking courage and resolution : marked by contemptible timidity
ex.:"pusillanimous politicians who vote according to whichever way the political wind is blowing"
Etymologi: Late Latin pusillanimis, from Latin pusillus very small (diminutive of pusus boy) + animus spirit; perhaps akin to Latin puer child
First Known Use: 1586
Synonymer
chicken, chickenhearted, chicken-livered, craven, dastardly, gutless, lily-livered, milk-livered [archaic], poltroon, cowardly, recreant, spineless, unheroic, yellow
Antonymer
brave, courageous, daring, dauntless, doughty, fearless, gallant, greathearted, gutsy, hardy, heroic (also heroical), intrepid, lionhearted, stalwart, stout, stouthearted, valiant, valorous

Se det er der jo ikke meget vagina over.

Det var bare det.

Kønnede fortællinger

Redegørelse for ideologisk perspektiv
Jeg er (stadig) feminist. Dette er en erklæring, der ikke sjældent medfører indignerede, let nedvurderende kommentarer, da mange forbinder dette med noget dårligt. Feminister har et ry for at være vrede, egoistiske, selvcentrerede, uden vilje til at se sagen fra (m)anden side, verdensfjerne - for ikke at tale om ufeminine, fjender af både det maskuline og det kvindelige og altså af egentlig frihed.
Det har heller ikke altid været lige kønt. Den tidlige amerikanske feminisme, med ledende figurer som Betty Friedan, så ned på den tilfredse  forstadshusmoder som mandens villige slave. Her var ingen forståelse for det aktive valg et menneske kan tage af, hellere at ville bruge tid med ægtemand og børn end arbejde i det grå kontorlandskab.
I dag finder vi også feminister, der synes at mene, at det er deres ret at afgøre, hvad rigtig kvindelighed er, helt ned til mængden af acceptabel kvindelig kropsbehåring (der skal ikke være for lidt). Helt ude på ekstremismens yderfløje findes aktive debattører, der forsøger at definere al (!) samleje som voldtægt, under den argumentation, at penetrationen er underkastende. Også denne fortælling undervurderer individets evne til selvbestemmelse.
Jeg kan godt forstå, at man som et menneske af noget som helst køn, kan blive lidt træt af den slags typer.
Men når jeg, til trods for alle de mulige misforståelser, vælger alligevel at påråbe mig titlen, skyldes det, at den netop med sin flertydighed også beviser, at den stadig er under dannelse. Jeg kalder mig feminist, fordi jeg synes mænd og kvinder er lige, og først og fremmest mennesker, dernæst køn. Jeg mener, der stadig er behov for at understrege dette, dels gennem arbejde med lige vilkår, dels gennem politisk og kulturel tekstproduktion.
Sådan set går jeg ikke så højt op i lige kvinden. Vi kan lige så godt tale om alle mulige andre varianter af menneskeheden, der er nødt til at deale med fremmedgørelse. Men kvindelighed er et af de merkater jeg ofte selv konfronteres med, hvorfor det er meget naturligt for mig, at tage udgangspunkt her.

Indspark i debatten
Jeg er i løbet af det sidste stykke tid faldet over tre interessante indlæg, jeg gerne vil dele med jer.

Det første er Eini Grønvolds debatindlæg til information: "Jeg blev feminist, fordi jeg hadede kvinder". Her beskriver hun sin egen oplevelse af at vokse op som hunkøn, og hvordan hun kom til at foragte, de forventninger til hendes pigelighed, som hun blev mødt med, og alle deres attributter. Hovedpointen er, at mange netop ser ned på feminister, fordi de ofte uundværligt er kommet til at holde fast i nogle bestemte forestillinger om 'rigtige kvinder', der alt efter varianten forventer af enhver kvinde, at hun for at leve op til idealet enten skal vogte kysk om sine klassisk feminine sider eller skal tage dem i brug i stædig insisteren på sin ret til anderledeshed.
Grønvolds afsluttende pointe går på, at feminismens vigtige rolle, der samtidig også er det, der gør den brugbar, er at den skal bane vejen for, at vi som kvinder, kan skabe vores egne kønslige identiteter: "Vi skal aktivt fortælle vores egen ’kvindelighed’ i stedet for at tro på alt det, de voksne fortalte os."
Det synes jeg er et rigtig spændende perspektiv, der godt nok er en smule reduktivt (mænd har også identitetsproblemer, og ikke alle har behov for aktivt at være kønnede (tror jeg)).

Men med fokus rettet mod selve fortællingen af og om køn, vil jeg rette blikket videre mod et indlæg på bloggen The Last Word on Nothing: "One Weird Old Trick" af Michelle Nijhuis. Hun foreslår et eksperiment med læsningen af skønlitteratur, en løbende oversættelse af køn, fra dreng til pige, fra mand til kvinde, uden ellers ændring af karaktertrækkene (tankerne ledes hen på Michel de Certaus brug af taktik og strategi, men forsøger at styre sig). Nijhuis fokuserer på højtlæsning for børn, da hun som forældre selv har oplevet at mangle rollemodeller i børne- og ungdomslitteratur, som hendes datter kunne spejle sig i, uden at den kønslige særlighed var særligt understreget.
Det er ofte tilfældet i fiktionsværker hvor heltinden er af hunkøn, at det exceptionelle og fantastiske ved dette understreges igen og igen. I mine egne formative ungdomsår var jeg relativt besat af Tamora Pierce's værker om teenagepiger, der er lige så stærke og vilde og modige som drenge. Det kan også være fint nok, at få at vide, at en pige kan alt muligt når hun virkelig kæmper for det - men måske der faktisk også kunne være en pointe i, at det også ville være sundt for piger, at høre, at de selvfølgelig kan en hel masse, også uden at det skal være til trods for deres køn.
Dog synes jeg (igen), at eksperimentet, som pædagogisk praksis, lige så godt kan udføres på drenge. Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke også skulle have godt af, at finde ud af at piger også kan være seje.
Men også set helt for sig selv, er eksperimentet interessant. Ikke mindst i forhold til queer teori og diskussionen om seksualitet. Der sker noget spændende når fiktionen ikke tager hensyn til køn*, det bliver op til læseren selv at tage stilling.

Men også rollemodellerne kan vi bevæge os bort fra. For sidst, men ikke mindst, har BuzzFeed, ja, BuzzFeed, lagt et indlæg af Roxane Gay op: Not Here to Make Friends - On the importance of unlikable female protagonists. Den enorme underholdningsside er ikke kendt for seriøse artikler, men her har vi simpelthen en, der behandler litteraturen som en arena for kampen om identitet - og mere specifikt, kvindens kamp for retten til at være en kælling.
Inden for fiktionen foretrækkes generelt protagonister med rare personlige egenskaber: de skal være 'likeable' og de skal have hjertet på rette sted. Hvis de gør noget dårligt, skal det kunne retfærdiggøres med et større gode.
Gay skriver både om liv og fiktion, men med hovedvægten på det sidste. Vi er ikke alle sammen søde, derfor skal fiktionens karakterer heller ikke være det. I stedet lægger hun vægt på realisme. Nogle kvinder ude i verden prioritererer helt andre mål end at blive holdt af. Men af den grund mister de ikke deres stemme og litteraturen bør stadig tale for dem.
Det er ikke fordi fiktionen skorter på ulidelige kvindelige karakterer, men det er også min oplevelse, at når de tager scenen går hele deres udvikling ofte ud på at opnå denne likeability, at blive populære, elskede, accepterede. Det er da også ganske menneskeligt, men Gays pointe er også, at den maskuline karakter i langt højere grad får lov til at være antihelt og hvile i sig selv, mens kvindens udviklingskurve er en jagt på bekræftelse.
Teorien er netop mere end generel, men samtidig finder jeg perspektivet på kvinden, der gør som hun vil, befriende. Ikke nødvendigvis moralsk, men sandt. At skrive kvinder, der er antihelte og ikke ønsker at være andet, synes at være et oplagt våben i Grønvolds kønskamp, på lige fod med Nijhuis' ringe agtelse for de forudtildelte køn.
Mit perspektiv på en skabende, kunstnerisk feminisme som deltager på det kulturelle felt i formningen af fremtidens opfattelser af køn, er at den skal kæmpe for individets (utvungne) frigørelse fra kønnets rammer. Med det mener jeg, vi er stadig køn, men jeg er ikke kvinden Freja, jeg er kvinde og Freja.

*Tv-serien Lost Girl gør det rigtig godt.

Blurred Lines, blurred genders

Det startede med Robin Thickes video Blurred Lines, i dels en 'rated' version med nogenlunde påklædte kvinder og i en unrated version med en høj grad af nøgenhed:

Med lyrik som "I hate these blurred lines/I know you want it" og "you the hottest bitch in this place" kombineret med tavse nærtnøgne kvinder, der lystigt valser omkring, kan der ikke herske nogen tvivl om, at kvindens rolle i Thicke's video er af objekt.
Der har været en del debat efterfølgende. Nogle stemmer læser sangen som en mere eller mindre implicit retfærdiggørelse af voldtægt - mens andre diskuterer, at den bare er et udtryk for sjov og ballade, og alligevel bare er én kvindeobjektificerende sang/video blandt mange, mange flere i industrien, der ligesom dem, ikke skal tages seriøst.

Så lavede Mod Carousel, 'Seattle's best boylesque troupe' gender-bender parodien, der vendte op og ned og rundt på kønnene:

Denne video kritiserer ikke nødvendigvis objektificeringen, men laver 'rod' i kønsrollerne og viser hermed, at begge køn kan agere objekt såvel som subjekt.

Det nyeste skud på udviklingens stamme er en række jurastuderende fra New Zealand, der også er udkommet med en parodi, der dog ændrer teksten og sætter en kritisk stemme på udtrykket:
http://www.scoop.co.nz/multimedia/tv/entertainment/83456.html
Denne video blev  uploaded på youtube sidste fredag, men blev dog hurtigt fjernet igen - hvorfor den her kun står som link. At den ikke måtte være på youtube, mens Thicke's barbrystede babes lystigt blotte sig i adskillige udgaver synes lidt mistænkeligt.
Videoen er en feministisk parodi, der fremstiller kønnene lige så skarpt opdelt som i originalen, men i total modsætning, og via lyrikken kritiserer Thickes budskaber.

Der er altså lidt forskellige vinkler på sagen. Skal Blurred Lines ses som en festlig sang, der i sin simplicitet udtrykker den festgående mands driftsliv eller skal den tages seriøst som en slags reklame for kvindeundertrykkelse, der promoverer negativ forskelsbehandling og betragter kvinden som et primitivt driftsdrevet animalistisk væsen, der bare lige skal mindes om, hvor hun hører til, og hvis pik, hun skal sutte?

Personligt synes jeg sangen er god, og når noget er vellavet, kan jeg sjældent hidse mig meget op over indhold. Jeg tror, at hvis man vil voldtage nogen, gør man det uanset om Thicke synes det er en god idé eller ej. Jeg synes, det er en rigtig fornuftigt, at holde fast i at der er forskel på fantasi og virkelighed - og jeg mener bestemt også, at populærkulturen kan smitte af på samfundets mere grundlæggende idéer. Men man kan også indføre, at dét at mene, at en musikvideo skulle gøre nogen til voldtægtsforbrydere, svarer til at forbyde teenagere at spille voldelige computerspil eller høre Marilyn Mansonm fordi de så bliver til mordere (og det er fjollet).
Jeg tøver med at kalde Robin Thickes musik for kunst, men den må nok alligevel høre ind under mærkatet i en vis grad. Man skal passe på med at forveksle kunstens emne med kunsten selv. Den kan gøre opmærksom på problematikker i det samfund, den er fremkommet af, men det gør den ikke til en integreret del af det.
Lad os inspirere af videoen til at tænke over om et menneske på én gang kan være objekt og subjekt, men lad os ikke glemme, at den er en leg, en virtuel virkelighed, der kan afspejle, men ikke er identisk med vores egen virkelighed.

Om forskellen på mænd og kvinder

'Jeg er fucking træt af mænd, de er aldrig til at regne med. Hver gang man tror, man har fundet en, der er noget særligt, viser han sig bare at være ligesom alle de andre.'

Der er ingen tvivl om, at der er reelle forskelle på de to køn. Obviously, er der den fysiske side, og derudover finder vi en lang række generelle træk i personligheden og verdenssynet, som man kan diskutere hvorvidt har basis i nationalkulturelle variationer eller i det fysiologiske. I Danmark vil det, i mine øjne, ikke være løgn at sige, at mænd, generelt set oftere end kvinder, går op i sport, har en tendens til at guddommeliggøre bacon, oftere spiller voldelige computerspil, og for den sags skyld begår voldtægter og mord.
Men jeg tror ikke på generaliseringens magt over individet. Jeg måtte for nylig overfuse en af mine ellers gode venner verbalt, da han formasteligt beskyldte mig for i fortiden at have udtalt, at jeg har perioder, hvor jeg ikke gider bruge tid på mænd. Med mindre, han har optaget det, ville jeg aldrig sige den slags. Det passer i hvert fald overhovedet ikke overens med mit verdenssyn eller med den grundlæggende ideologi, der guider mit menneskesyn og måden, jeg danner relationer.
Jeg kan snildt have perioder, hvor jeg ikke lige orker en bestemt type, som 'den gifte mand, der søger en yngre, diskret, elskerinde, der kan få ham til at glemme, at han nærmer sig the big 4O' - men at betragte ham som repræsentant for hele det maskuline køn, kan da kun være en fornærmelse mod ethvert penisbærende individ, der falder udenfor - og det er heldigvis de fleste.
Jeg tror ikke på at tænke i os og dem. Generaliseringer kan være et nyttigt redskab, men de bør aldrig tage over, og forvandle individer til uformelig masse. Alligevel sker det igen og igen.
Det er mændenes skyld.
Det var en joke.
Jeg tror det bunder i seksualdriften og længslen efter kærlighed. Når manden er den eneste, der kan udfylde tomrummet i din sjæl (med sit betragtelige lem) bliver han på én gang til frelser og fjende, for med den magt, får han også muligheden for at lade være. Men det er noget pjat, når alle potentielle sexpartnere bliver en slags fjender som vi skiftevis kan overgive os til eller gå i krig med, på grund af deres anderledeshed.
Jeg tror på kønsforskelle, og jeg har bestemt ikke noget i mod, når de er der. Jeg er en af den slags feminister, der sætter pris på en holdt dør, og min tilstand af studerende forbyder mig nogensinde at sige nej tak til et betalt måltid. Jeg synes også, at upassende jokes, der spiller på generealiseringer, kan være rigtig sjove. Og jeg tager det som regel som en kompliment, når fremmede kommenterer på min krop (creepy fyr klokken 01 i nat, da jeg var på vej hjem fra arbejde, du er en undtagelse, du skal seriøst genoverveje måden, du kontakter andre mennesker). Dette er ikke et indlæg om, at vi alle sammen er ens. Min pointe er: Vi er alle sammen forskellige.
Så jo, jeg ér en kvinde. Det gør mig forskellig fra alle mændene. Men en endnu større forskel på mig og resten af verden, af min personlighed. Før jeg er en kvinde, er jeg mig. Jeg er Freja. Jeg har passioner og ideologier og et stort forbrug af hvidvin og de ting, vil jeg langt hellere anerkendes for, end for en række løse generaliseringer der gennem kulturel diskurs er blevet tilknyttet mine fænomenale attributter.

Denne strøm af mening er ment som en opfordring til større skelnen mellem generalisering og individ. Jeg tror på mænd og kvinder, men i højere grad tror jeg på personlighed.

Hvis du vil læse flere fornuftige feministiske tilgange til køn, kan jeg på det varmeste anbefale Sanne Søndergårds blog SoloSanne, der med journalistisk snilde pilder det danske syn på køn fra hinanden, medsamt bloggen, der ledte mig videre til hende, den dejlige og voldsomt ligefremme Kussesumpen, der i en kærlig leg med fordomme udforsker forskellene på de to køn set gennem et slør af personlige erfaringer med sex og kærlighed og alt det, der følger med.

  

Jardin Fleuris

Billedserie, der repræsenterer forskellige stadier i kvindens liv, skabt af den franske fotograf Alexandra Sophie, der har udforsket verden gennem sit kamera, siden hun var en lille pige.

Jardin Fleuris fejrer kvindens køn som ophav til liv, og som en kernekraft i hendes udvikling. Skønhedens mangfoldighed udforskes kunstnerisk uden at blive reduceret til tom æstetik og uden pornoficering, og den enkle symbolik tillader beskueren ganske intuitivt og umiddelbart at nyde både det visuelle og det fortællende i værket som helhed.
Billederne kan dog også betragtes enkeltvis, og opbryder på denne måde en ellers overhængende risiko for en fastholdelse af den rigtige måde at være kvindelig. Som Sophie selv skriver på sin hjemmeside, gennemgår ikke alle kvinder alle stadier, men det gør dem ikke mindre vidunderlige. Jardin fleuris skal altså på ingen måder betragtes som et reduktivt værk, men for en fejring - af livet, af kvinden, af kønnet og af skønheden.

Se flere af hendes smukke og tankevækkende billeder her.