Før i tiden når jeg mødte nye mennesker og skulle bedømme om vi mon kunne ville blive venner, tænkte jeg ting som disse:
Har vi nogen fælles interesser? Hvad siger hun, hvordan taler hun, kan hun fange min opmærksomhed og hvad læser hun for bøger? Har hun forstået konceptet Bordeaux og kan han holde sig ovenvande i en let diskussion af Foucault? Er han sød? Kan han kage? Ses vi alligevel hele tiden og næsten hver dag? Er han her i virkeligheden primært for at tage mit tøj af? Eller har han hørt i byen at jeg har en symaskine og kan lappe hans bukser? Bruger hun lige så meget tid på nettet som jeg selv, så vi kan chatte og hvordan har han det med katte og folk som miaver for at udfylde pinlig tavshed (det virker ikke)? Har vi det sjovt sammen? Er han empatisk? Er hun dramatisk? Og alt muligt andet shit min overophedede hjerne kunne finde på at tænke op i min grundlæggende mistro til det menneskelige motiv.
Men efter jeg er begyndt at lave events, tænker jeg kun én ting:
Er du typen, der ikke tager mere ansvar på dig end du kan leve op til? For så elsker jeg dig.
