I dag skal vi snakke om vaginaer. Man skulle ikke tro, det var nødvendigt, jeg mener, er deres eksistens ikke ret selvfølgelig? Halvdelen af menneskeheden har en, og den anden halvdel vil (grov generalisering, men overdrivelse fremmer...) gerne i nærheden af en.
Jeg lige har set en dokumentar om vaginal plastikkirurgi. Kvinden, som man følger i videoen, er ude på en mission for at finde ud af hvorfor der tilsyneladende er gået mode i missen, og om man kan gøre noget for at stoppe det.
Der er i vidoen især fokus på den operation, der reducerer de indre kønslæber.
The Perfect Vagina
(Vidoen indeholder meget eksplicitte scener)
Problemet er, i følge denne dokumentar, at alt for mange kvinder, og især i forvejen usikre unge teenage-piger, går rundt med en følelse af at
deres er unormal.
Man kunne tænke, at det ikke burde være nogen særlig big deal, for det er jo ikke fordi man behøver at lufte den offentligt i nabolaget, og når først to mennesker er nøgne sammen, er der da vel ikke nogen, der er så uhøflige, at de ville finde på at afvise den anden part på grund af rent æstetiske detaljer... eller hvad?
Dokumentaren konkluderer, at en kvindes kønsdele faktisk ikke er så private, som de var engang. Eller det vil sige, den individuelle kvindes er stadig tabu - men 'punanien' som koncept er i høj grad blevet offentlig. Alle har en mening om, hvor lange kønslæberne må være, hvor meget hår, den må have og hvor mange mennesker, den må have været i nærkontakt med.
Mange kvinder har en mere eller mindre bevidst forestilling om idealet, og når det kombineres med, at det ikke rigtigt er et emne, der tales om, kommer de hurtigt til at tro, at deres egen er forkert, fordi den afviger på en eller anden måde.
Jeg synes, det er rigtig fint, at videoen sætter fokus på bagvedliggende psykologiske problemer, der kan få helt normale piger til at gå rundt og være kede af deres egne kønsdele. Den forsøger at bryde tavsheden, italesætte vaginaen og sprede et budskab om, at vi kvinder ikke skal lade os dominere af andres forventninger, men elske os selv som vi er.
Det er jo som udgangspunkt meget godt. Men der er dog også et par punkter, som jeg synes, trænger til kritik:
På et tidspunkt interviewer reporteren en kirurg, for at finde ud af, hvordan han kan have samvittighed til at udføre disse operationer på piger helt ned i 16-års alderen. Han viser et før- og efterbillede (27m. 25s.) - hvor det er ret tydeligt, at genen ikke kun er æstetisk, men altså også i høj grad fysisk. Reporteren ignorerer dog fuldstændig, at der kan være andre, måske mere valide, grunde ti1 at ville ændre på sine kønsdele, end, at der er noget galt med ens psyke. Det er virkelig en skam, for budskabet ville jo ikke blive ødelagt af, at hun indrømmede, at sådan noget som fysiske defekter også eksisterer. Dét, at hun fastholder, at
alle bør være tilfredse, får hende desværre til at virke meget naiv.
Det generer mig også lidt, at det kun er kvinder, der er fokus på. Det er jo ikke fordi, det er et helt ukendt fænomen, at mænd også kan have det dårligt med deres udstyr. Men det kan jo selvfølgelig være nødvendigt at begrænse sig. Jeg synes bare, det er vigtigt, at have i baghovedet, at dårligt selvværd og usikkerhed ikke kun plager kvinder.
En sidste ting, som ikke er meget er kritik, som en overvejelse, er dokumentarens behandling af at det er muligt, at få indopereret en kunstig jomfruhinde. Reporteren er mildest talt chokeret, og synes slet ikke, en sådan operation burde eksistere. Vi kan godt blive enige om, hende og jeg, at den ikke burde være nødvendig. Men når nu faktum er, at der eksisterer familier og samfund, hvor ekstremistiske religiøse dogmer dominerer i en så høj grad, at det kan afgøre liv og død, synes jeg, det er en rigtig fantastisk mulighed for kvinder, der ellers ingen alternativer har.
Jeg mener ikke, det er muligheden for at blive opereret (hverken når det gælder æstetik eller mangel på alternativer), der skal stilles spørgsmålstegn ved, men det, der til at starte med skaber en efterspørgsel.
Opsummering (mini antimanifest)
Jeg er for fri dialog og kampen for den naturlige krops ret til at være naturlig. Jeg er enig i at tabu skal brydes, men samtidig mener jeg ikke, det skal gøres for enhver pris.
Ultimativt må det være det enkelte menneskes valg om hun vil løse sine problemer med kirurgi, psykologi eller meditative gruppeseancer.
Jeg tror på den praktiske tilgang, der tager hensyn til individets behov, frem for en frelst, utopisk forestilling om den perfekte verden, hvor ingen kønslæbe er for stor, ingen psykisk ballast for voldsom, og ingen ekstremistisk-muslimsk risiko for æresdrab kan overskygge det
fundamentalt forkerte i principielt unødvendige skønhedsoperationer.
Frihed til folket og fred til fissen!
