af Gabrielle Wittkop- oversat fra fransk le Nécrophile af Don Bapst med ekspertise
Der er et særligt stille sted reserveret i mig, hvor stemmer (al litteratur er tale) som trækker det sublimt skønne frem fra det groteske, det bizarre, det forfærdelige, får plads. Det er et rum af tavshed, for gru blander sig i læsningen med ærefrygt og fascination, bliver ved mødet med den sidste side ikke forvandlet til ord. Der er brug for en pause.
Jeg lånte denne bog af en veninde som advarede mig mod den, med samtidig gav den sine varmeste anbefalinger. Det er nekroerotik. Hovedpersonen har samleje med lig. Repeatedly. Alligevel er det, det smukkeste hun har læst.
Jeg kan nu selv takke den lille grå værk for at have åbnet porte i mit imaginarium, som jeg ikke var klar over eksisterede. Det har været en stor æstetisk nydelse at læse den, en sanselig og intellektuel øjenåbner der lærte mig et og andet i den tomhed, der medfulgte. Men det var også en rejse, gjort i kuriøs melankoli, der ikke kun var behagelig, fordi jeg, titlen til trods, faktisk ikke var forberedt på, hvad jeg gik ind til. Det viser sig at Gabrielle Wittkop er en faktisk necromancer, en påkalder af de døde, af døden i sig selv, for læsningen fremkaldte hos mig ellers glemte sanseindtryk og ordene blev fulgt at en konstant stank af lig, som jeg, uden at være overdramatisk, havde glemt, jeg kendte. Med den duft som trofast følgesvend og erindringsrest læste jeg mig igennem den parisiske fortællers ene kødelige forelskelse efter den anden og besøgte samtidig mit eget forhold til det metafysiskes magtesløshed i den morgendag, der vil komme og tage åndedrættet fra os alle, i den fortids væld af kroppe, der ikke længere er, over for menneskeansigter opslugt af år og jord.
Læs den, hvis du kan holde fodfæstet i tågen når faste linjer bliver bløde og skarpe som vand. Læs den, hvis du kun er lidt bange for at dø.