Hvis man ikke vil udstilles på nettet, skal man lade være med at date forfattertyper. Jeg faldt for ham, fordi han (som den eneste) gad læse min roman. Stort advarselstegn lige der. Jeg aner ikke, hvorfor han faldt for mig. Formodentlig fordi jeg er fantastisk - for det var romanen altså godt nok ikke.
For at komme til sagen. Vi er ikke kærester mere. Vagtelæg til trods. Men jeg er stadig mega fucking pisse stolt. Fik jeg lige understreget pointen rigtig godt der? Det tror jeg nok, jeg gjorde. Jeg er ved at revne af stolthed over min flotte, intelligente, selvcentrerede eks - også selvom han på det sidste, er blevet exceptionelt irriterende. Hvorfor så jeg aldrig det før?
'Hvad skal jeg bruge den information til?', må læseren nu tænke. Prøver hun at vinde ham ved at stryge hans ego i det offentlige rum?
Nej, det kan han godt klare selv, der er ingen skjult agenda. Det handler om glæde. Jeg vil gerne fortælle verden, at vi klarede det, også den del med at komme videre.
Jeg har efteråret igennem gået rundt og været glad fordi han var min kæreste og glad for, han ikke er det mere og glad i låget over, at dét, at ingen af os rigtig gad hinanden så meget mere, somehow overhovedet ikke ødelagde alt det foregående, lidt til trods for, hvad jeg nok havde regnet med.
Nu har jeg sådan set aldrig troet på evig kærlighed.
Måske i en kort overgang da jeg var 16 og drømte om at stikke af fra verden med mørk melankoliker. Det gik over. Noget har man vel lært af at vokse op i en topersoners husholdning.
Til gengæld har jeg gået ret meget op i at tro på værdifulde forhold, der varer akkurat så længe, som begge parter bliver ved med at få noget positivt ud af det. Indtil i år, har det primært været teori. Slutninger er uhyggelige. Tidligere har jeg tacklet dem ved at flytte ud af landet (det kan anbefales), det store ukendte er meget mere overskueligt geografisk end mellemmenneskeligt. Nu viser det sig, at teorien holder: slutninger forvandler ikke (nødvendigvis) fortid til støv.
Jeg har godt nok også været heldig (læs: grundig og gennemtænkt) med hensyn til at have fornøjelsen af at slå op med et individ, der hele vejen igennem var med på, at det var et fælles projekt, og vi begge skulle komme ud på den anden side OK.
Sådan er det selvfølgelig ikke for alle. Det er nok i virkeligheden ret usædvanligt at folk går fra hinanden udelukkende på en basis af, at de erkender, at de lidt er begyndt at kede sig. Det forekommer mig, at det langt mere generelt er et spørgsmål om at ting begynder og bliver ved med at gå galt, og at folk ikke kan tage sig sammen til at komme videre. Det kan jeg også godt forstå. Kurt Vonnegut ville sige, at så længe, vi opfører os ordentligt over for hinanden, skal det nok gå. Men dette kræver selvsagt, at de mennesker, man omgiver sig med, er med på idéen. Altså må trin ét til et ordentligt liv, være at holde dig fra mennesker, der ikke behandler dig pænt. Ud med dem. Med mindre, du altså prioriterer at indsamle tekstmateriale. Eller ikke er en koldblodig menneskesorteringsmaskine.
Livet er svært. Det er de andre menneskers skyld, men samtidig er det også dem, der gør det godt. Det er noget rod. Kaos! Vi må altså huske at glæde os over, når det går godt. Det vil jeg gerne lige gå lidt op i.
Så, kære eks, tak for alt, du dejlige mand. Jeg håber du får et langt og lykkeligt liv fyldt med succes, at det lykkes dig, at blive lige så god til at manipulere med sagesløse individer, som du går og drømmer om, og at du på et tidspunkt falder for nogen, der er lige så awesome som mig, men på nogle sikkert helt andre måder - jeg følger med på sidelinjen.
Måske det er en gammel nyhed, at det er muligt at glæde sig over også det, der ikke er mere, men jeg tror, den for mig var en smule mytisk.
For at komme til sagen. Vi er ikke kærester mere. Vagtelæg til trods. Men jeg er stadig mega fucking pisse stolt. Fik jeg lige understreget pointen rigtig godt der? Det tror jeg nok, jeg gjorde. Jeg er ved at revne af stolthed over min flotte, intelligente, selvcentrerede eks - også selvom han på det sidste, er blevet exceptionelt irriterende. Hvorfor så jeg aldrig det før?
'Hvad skal jeg bruge den information til?', må læseren nu tænke. Prøver hun at vinde ham ved at stryge hans ego i det offentlige rum?
Nej, det kan han godt klare selv, der er ingen skjult agenda. Det handler om glæde. Jeg vil gerne fortælle verden, at vi klarede det, også den del med at komme videre.
Jeg har efteråret igennem gået rundt og været glad fordi han var min kæreste og glad for, han ikke er det mere og glad i låget over, at dét, at ingen af os rigtig gad hinanden så meget mere, somehow overhovedet ikke ødelagde alt det foregående, lidt til trods for, hvad jeg nok havde regnet med.
Nu har jeg sådan set aldrig troet på evig kærlighed.
Måske i en kort overgang da jeg var 16 og drømte om at stikke af fra verden med mørk melankoliker. Det gik over. Noget har man vel lært af at vokse op i en topersoners husholdning.
Til gengæld har jeg gået ret meget op i at tro på værdifulde forhold, der varer akkurat så længe, som begge parter bliver ved med at få noget positivt ud af det. Indtil i år, har det primært været teori. Slutninger er uhyggelige. Tidligere har jeg tacklet dem ved at flytte ud af landet (det kan anbefales), det store ukendte er meget mere overskueligt geografisk end mellemmenneskeligt. Nu viser det sig, at teorien holder: slutninger forvandler ikke (nødvendigvis) fortid til støv.
Jeg har godt nok også været heldig (læs: grundig og gennemtænkt) med hensyn til at have fornøjelsen af at slå op med et individ, der hele vejen igennem var med på, at det var et fælles projekt, og vi begge skulle komme ud på den anden side OK.
Sådan er det selvfølgelig ikke for alle. Det er nok i virkeligheden ret usædvanligt at folk går fra hinanden udelukkende på en basis af, at de erkender, at de lidt er begyndt at kede sig. Det forekommer mig, at det langt mere generelt er et spørgsmål om at ting begynder og bliver ved med at gå galt, og at folk ikke kan tage sig sammen til at komme videre. Det kan jeg også godt forstå. Kurt Vonnegut ville sige, at så længe, vi opfører os ordentligt over for hinanden, skal det nok gå. Men dette kræver selvsagt, at de mennesker, man omgiver sig med, er med på idéen. Altså må trin ét til et ordentligt liv, være at holde dig fra mennesker, der ikke behandler dig pænt. Ud med dem. Med mindre, du altså prioriterer at indsamle tekstmateriale. Eller ikke er en koldblodig menneskesorteringsmaskine.
Livet er svært. Det er de andre menneskers skyld, men samtidig er det også dem, der gør det godt. Det er noget rod. Kaos! Vi må altså huske at glæde os over, når det går godt. Det vil jeg gerne lige gå lidt op i.
Så, kære eks, tak for alt, du dejlige mand. Jeg håber du får et langt og lykkeligt liv fyldt med succes, at det lykkes dig, at blive lige så god til at manipulere med sagesløse individer, som du går og drømmer om, og at du på et tidspunkt falder for nogen, der er lige så awesome som mig, men på nogle sikkert helt andre måder - jeg følger med på sidelinjen.
Måske det er en gammel nyhed, at det er muligt at glæde sig over også det, der ikke er mere, men jeg tror, den for mig var en smule mytisk.