300
millioner +/- og en generation af studerende
Lad det være sagt med det samme, skønt ingen kan være i tvivl. Jeg er humanist through and through. Jeg kan lide at skrive om kunst, kultur og nogle gange kage. Når jeg blogger er det en dybest set meningsløs kærlighedserklæring til livet og sproget igennem et medie, der er et fristed og fungerer som alternativ til mere intimiderende skribentvirksomhed som den sjælsuddrivende fremskrivning af akademiske tekster, jobansøgninger og deslige. Internettet er min hule, et sted for glitter, gifs og ubekymret forundring.
Men nu er jeg blevet presset til det punkt, hvor jeg vil skrive om politik. Så kan man altså godt være bange. Jeg vil skrive om Studiefremdriftsreformen. Ikke fordi det er sjovt, men fordi det er nødvendigt, for den kommer dundrende og banker selv uskyldsrene litterater som undertegnede i jorden. Jeg ville virkelig helst være i fred med min dekadence og min strukturalisme og mine relativt fredelige kulturanalyser. Sådan skal det ikke være, ikke hvis det står til regeringen og ikke hvis KU bøjer sig for den.
Hidtil har de fleste af mine indlæg om universitetslivet forholdt sig galgenhumoristisk til bureaukratiets udfordringer, besværlige tilmeldelsesprocesser, uklare akademiske udfordringer og mine egne livtag med opgaveskrivningsprocesser der har ledt til mild (ha, nej) momentan sindssyge og smuldrende selvforståelse. Men i virkeligheden synes jeg langt hen ad vejen KU(A) er et vidunderligt land, fyldt af muligheder, lærdom, passionerede undervisere, befolket af skønne mennesker som forholder sig kritisk og gennemtænkt til verden. Fra første dag, da jeg satte mine ben på de brostensbelagte kanalbredder og gik igennem bygning 21, har jeg følt mig hjemme. Mit liv er, om end også let forslået, blevet dybt beriget de år, jeg hidtil har tilbragt der.
Jeg er taknemmelig. Men når universitetet er den institution, det er i dag, er det fordi, der er blevet kæmpet for frihed til lærdom, uddannelse under ansvar, fordi de studerende siden de i 68 insisterede på at ville være medbestemmende over egen fremtid, er blevet behandlet som ansvarlige borgere, der kunne tage vare på sig selv. Det var rigtig vigtigt. Siden er det dog gået ned ad bakke. I dag lever vi i en krisetid og opfører os som samfund som om selvbestemmelse er en luksusgode, der kun dårligt er råd til. De studerende bliver ikke længere betragtet som tænkende individer, men som dovne, dyre børn, man er nødt til at regulere, presse, tage i hånden og lede eller skubbe fremad, som om vi ellers ville undergrave selve det velfærdssamfund, der støt alligevel spares væk.
De seneste år er der blevet skåret mere og mere. Jeg har ikke sagt noget til det. Vi brokker os lidt i krogene. Jeg synes måske nok at 2 timers undervisning om ugen pr. 15 points. fag er lidt rigeligt lidt. Men jeg kan godt selv indhente det Foucault, jeg ikke får serveret - det er en af fordelene ved humaniora. Det er ikke fordi, der ikke bliver læst. Man må spinde hør af lommeuld og det går langt hen ad vejen fint, når man først har værktøjerne. Jeg har altså kunnet trække skyklapperne ned, navigere udenom reduktionerne af mine læringsmuligheder og arbejde selvstændigt for egen dannelse.
Nu får jeg at vide, at jeg ikke længere selv bedst kan bestemme, hvordan jeg får mest muligt ud af min uddannelse. Prorektor Lykke Friis skriver til min KU-mail og fortæller mig, at jeg skal være en god lille studine og tilmelde mig for 30 ects-point fag ganske straks, for vi skal alle sammen gøre vores del. Imens sidder jeg og kigger på praktikpladser og studierelevante jobs fordi jeg læser et kulturfag og ved at drømmejobbet ikke bare kommer dumpende og det er så, så vigtigt at supplere videnskab med erfaring - og er pludselig nødt til at tage med i mine overvejelser, om det overhovedet kan betale sig for mig, at starte på kandidaten allerede til næste semester, hvis jeg ikke længere selv kan tilrettelægge den.
Centrale ændringer
Reformen er ikke særligt overskuelig. Studenterrådet har forklaret omstændigheder og (mulige) konsekvenser her: http://srku.dk/hurtigere-ud-reformen/
Jeg bider særligt mærke i to forhold: kravet om studieaktivitet og fratagelsen af orlovsretten.
I følge reformen vil studerende fra sommeren 2014 blive tvangstilmeldt 60 ects pr. år, 30. pr. semester og det inklusiv eksamener. Hvis man dumper et fag, vil det blive lagt oven i ved næste tilmelding, indtil man har indhentet det tabte. Reelt betyder det, at man risikerer at sidde med flere semestres prøver på én gang. Der kommer et krav om beståede 45 point om året og fejler det, bliver man 'udskrevet'. Farvel uddannelse.
Som det ellers har været, har studieaktivitetskravet ligget på 30 point pr. år og det har været op til den enkelte studerende, hvordan de skulle fordeles. Dette har skabt en vigtig fleksibilitet og tilladt den studerende at tilrettelægge egen arbejdsbyrde under hensyn til alle de individuelle forhold, som kun den studerende selv, kan holde styr på.
Den ubegrundede orlov er på bacheloren er blevet skåret ned til ½ år og det vil ikke længere være muligt at tage orlov på kandidaten. Dette begrænser muligheden for praktik, studierelevant arbejde, udlandsophold og personlige sammenbrud. Inden for mit felt er den slags nu ellers som sagt ret vigtigt, hvis man vil undgå dagpengeperioden. Men til trods for at det tyder på, at studerende, der prioriterer at skabe brede erfaringer under uddannelsen klarer sig bedre efterfølgende, har regeringen altså valgt at forsøge at skubbe os igennem hurtigere og ikke bedre.
Nok er nok
Taget i betragtning at SUen er så godt som den laveste understøttelse vi har, kan jeg ikke se, hvordan det er andet end en lappeløsning at uddanne til arbejdsløshed. Vi bør som samfund uddanne kvalitetskandidater, ikke en kvantitet af stressede og usikre studerende, som der ikke er plads til på arbejdsmarkedet og som ikke har haft tid til eller mulighed for at sætte sig ind i, hvordan de selv kan skabe pladsen.
Det gør mig bange og det gør mig vred. Det føles som om regeringen er imod mig. Jeg bliver umyndiggjort - og det af mennesker, der i sin tid fik tid til at 'fjumre' rundt og engagere sig som frivillige, arbejdsomme, prøvende studerende, der spredte deres potentialer ud og opdyrkede talenter og fandt ud af hvad de ville og hvordan de kunne opnå det, og som nu sidder på topposter i staten, og forhindrer deres efterfølgere i at gøre som dem selv.
Hvis vi lader stå til, skal de nok opdage, at det ikke holder. Men hvornår? Vi bør kæmpe imod inden en generation af intellektuelle får frataget deres selvstændighed (og hvad er så pointen?). Det er vores ret, at forsøge at få de bedst mulige vilkår og vi ved bedst selv hvordan de ser ud. Vi er individer og vi er faktisk ret gode tænkere, (man kunne nærmest sige, at det er vores spidskompetence), og vi har gode mulgiheder for at drive verden frem og skabe arbejdspladser til os selv og til hinanden, men det kræver, at vi får lov til at forberede os ordentligt!
Regeringen har truffet deres beslutning. De studerendes mest presserende og mest reelle mulighed for indflydelse går derfor på at få KU i tale. Vores håb ligger hos universitetsbestyrelsen, der kan vælge at takke nej til statens 300 millioners "færdiggørelsesbonus" under hensyntagen til, at de nok også kommer til at tabe en del kontanter sammen med de studerende, hvis de vælger at smide dem ud med badevandet.
Underskriftsindsamling imod reformen her: http://www.skrivunder.net/hurtigereudreformen
På tirsdag stiller Humanioras dekan op til debat: https://www.facebook.com/events/174425406097742/?ref=25
På onsdag er der manifestation: https://www.facebook.com/events/244888829009059/?ref=25
Løbende opdatering over protesterne: Momentum følger protesterne mod studiefremdriftsreformen dag for dag
Anden lekture:
http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2134317/universitetsreform-kan-give-bureaukrati-og-frafald/ Universiteterne kommer også lidt til orde. De er heller ikke glade.
http://www.b.dk/kronikker/er-den-rette-vej-lige diskussion af hvorvidt det er en god ting at skynde sig igennem, uagtet om man kan overskue det eller ej
http://www.information.dk/478849 om SU-reformen, der heller ikke er alt for sjov, og straffer dumpet eksamen med fratagelse af SU indtil de 45 point pr. semester er indhentet.
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2138037/fremdriftsreformen-umyndiggoer-os-studerende/ En række statskundskabsstuderende skriver også om umyndiggørelse
Lad det være sagt med det samme, skønt ingen kan være i tvivl. Jeg er humanist through and through. Jeg kan lide at skrive om kunst, kultur og nogle gange kage. Når jeg blogger er det en dybest set meningsløs kærlighedserklæring til livet og sproget igennem et medie, der er et fristed og fungerer som alternativ til mere intimiderende skribentvirksomhed som den sjælsuddrivende fremskrivning af akademiske tekster, jobansøgninger og deslige. Internettet er min hule, et sted for glitter, gifs og ubekymret forundring.
Men nu er jeg blevet presset til det punkt, hvor jeg vil skrive om politik. Så kan man altså godt være bange. Jeg vil skrive om Studiefremdriftsreformen. Ikke fordi det er sjovt, men fordi det er nødvendigt, for den kommer dundrende og banker selv uskyldsrene litterater som undertegnede i jorden. Jeg ville virkelig helst være i fred med min dekadence og min strukturalisme og mine relativt fredelige kulturanalyser. Sådan skal det ikke være, ikke hvis det står til regeringen og ikke hvis KU bøjer sig for den.
Hidtil har de fleste af mine indlæg om universitetslivet forholdt sig galgenhumoristisk til bureaukratiets udfordringer, besværlige tilmeldelsesprocesser, uklare akademiske udfordringer og mine egne livtag med opgaveskrivningsprocesser der har ledt til mild (ha, nej) momentan sindssyge og smuldrende selvforståelse. Men i virkeligheden synes jeg langt hen ad vejen KU(A) er et vidunderligt land, fyldt af muligheder, lærdom, passionerede undervisere, befolket af skønne mennesker som forholder sig kritisk og gennemtænkt til verden. Fra første dag, da jeg satte mine ben på de brostensbelagte kanalbredder og gik igennem bygning 21, har jeg følt mig hjemme. Mit liv er, om end også let forslået, blevet dybt beriget de år, jeg hidtil har tilbragt der.
Jeg er taknemmelig. Men når universitetet er den institution, det er i dag, er det fordi, der er blevet kæmpet for frihed til lærdom, uddannelse under ansvar, fordi de studerende siden de i 68 insisterede på at ville være medbestemmende over egen fremtid, er blevet behandlet som ansvarlige borgere, der kunne tage vare på sig selv. Det var rigtig vigtigt. Siden er det dog gået ned ad bakke. I dag lever vi i en krisetid og opfører os som samfund som om selvbestemmelse er en luksusgode, der kun dårligt er råd til. De studerende bliver ikke længere betragtet som tænkende individer, men som dovne, dyre børn, man er nødt til at regulere, presse, tage i hånden og lede eller skubbe fremad, som om vi ellers ville undergrave selve det velfærdssamfund, der støt alligevel spares væk.
De seneste år er der blevet skåret mere og mere. Jeg har ikke sagt noget til det. Vi brokker os lidt i krogene. Jeg synes måske nok at 2 timers undervisning om ugen pr. 15 points. fag er lidt rigeligt lidt. Men jeg kan godt selv indhente det Foucault, jeg ikke får serveret - det er en af fordelene ved humaniora. Det er ikke fordi, der ikke bliver læst. Man må spinde hør af lommeuld og det går langt hen ad vejen fint, når man først har værktøjerne. Jeg har altså kunnet trække skyklapperne ned, navigere udenom reduktionerne af mine læringsmuligheder og arbejde selvstændigt for egen dannelse.
Nu får jeg at vide, at jeg ikke længere selv bedst kan bestemme, hvordan jeg får mest muligt ud af min uddannelse. Prorektor Lykke Friis skriver til min KU-mail og fortæller mig, at jeg skal være en god lille studine og tilmelde mig for 30 ects-point fag ganske straks, for vi skal alle sammen gøre vores del. Imens sidder jeg og kigger på praktikpladser og studierelevante jobs fordi jeg læser et kulturfag og ved at drømmejobbet ikke bare kommer dumpende og det er så, så vigtigt at supplere videnskab med erfaring - og er pludselig nødt til at tage med i mine overvejelser, om det overhovedet kan betale sig for mig, at starte på kandidaten allerede til næste semester, hvis jeg ikke længere selv kan tilrettelægge den.
Centrale ændringer
Reformen er ikke særligt overskuelig. Studenterrådet har forklaret omstændigheder og (mulige) konsekvenser her: http://srku.dk/hurtigere-ud-reformen/
Jeg bider særligt mærke i to forhold: kravet om studieaktivitet og fratagelsen af orlovsretten.
I følge reformen vil studerende fra sommeren 2014 blive tvangstilmeldt 60 ects pr. år, 30. pr. semester og det inklusiv eksamener. Hvis man dumper et fag, vil det blive lagt oven i ved næste tilmelding, indtil man har indhentet det tabte. Reelt betyder det, at man risikerer at sidde med flere semestres prøver på én gang. Der kommer et krav om beståede 45 point om året og fejler det, bliver man 'udskrevet'. Farvel uddannelse.
Som det ellers har været, har studieaktivitetskravet ligget på 30 point pr. år og det har været op til den enkelte studerende, hvordan de skulle fordeles. Dette har skabt en vigtig fleksibilitet og tilladt den studerende at tilrettelægge egen arbejdsbyrde under hensyn til alle de individuelle forhold, som kun den studerende selv, kan holde styr på.
Den ubegrundede orlov er på bacheloren er blevet skåret ned til ½ år og det vil ikke længere være muligt at tage orlov på kandidaten. Dette begrænser muligheden for praktik, studierelevant arbejde, udlandsophold og personlige sammenbrud. Inden for mit felt er den slags nu ellers som sagt ret vigtigt, hvis man vil undgå dagpengeperioden. Men til trods for at det tyder på, at studerende, der prioriterer at skabe brede erfaringer under uddannelsen klarer sig bedre efterfølgende, har regeringen altså valgt at forsøge at skubbe os igennem hurtigere og ikke bedre.
Nok er nok
Taget i betragtning at SUen er så godt som den laveste understøttelse vi har, kan jeg ikke se, hvordan det er andet end en lappeløsning at uddanne til arbejdsløshed. Vi bør som samfund uddanne kvalitetskandidater, ikke en kvantitet af stressede og usikre studerende, som der ikke er plads til på arbejdsmarkedet og som ikke har haft tid til eller mulighed for at sætte sig ind i, hvordan de selv kan skabe pladsen.
Det gør mig bange og det gør mig vred. Det føles som om regeringen er imod mig. Jeg bliver umyndiggjort - og det af mennesker, der i sin tid fik tid til at 'fjumre' rundt og engagere sig som frivillige, arbejdsomme, prøvende studerende, der spredte deres potentialer ud og opdyrkede talenter og fandt ud af hvad de ville og hvordan de kunne opnå det, og som nu sidder på topposter i staten, og forhindrer deres efterfølgere i at gøre som dem selv.
Hvis vi lader stå til, skal de nok opdage, at det ikke holder. Men hvornår? Vi bør kæmpe imod inden en generation af intellektuelle får frataget deres selvstændighed (og hvad er så pointen?). Det er vores ret, at forsøge at få de bedst mulige vilkår og vi ved bedst selv hvordan de ser ud. Vi er individer og vi er faktisk ret gode tænkere, (man kunne nærmest sige, at det er vores spidskompetence), og vi har gode mulgiheder for at drive verden frem og skabe arbejdspladser til os selv og til hinanden, men det kræver, at vi får lov til at forberede os ordentligt!
Regeringen har truffet deres beslutning. De studerendes mest presserende og mest reelle mulighed for indflydelse går derfor på at få KU i tale. Vores håb ligger hos universitetsbestyrelsen, der kan vælge at takke nej til statens 300 millioners "færdiggørelsesbonus" under hensyntagen til, at de nok også kommer til at tabe en del kontanter sammen med de studerende, hvis de vælger at smide dem ud med badevandet.
Underskriftsindsamling imod reformen her: http://www.skrivunder.net/hurtigereudreformen
På tirsdag stiller Humanioras dekan op til debat: https://www.facebook.com/events/174425406097742/?ref=25
På onsdag er der manifestation: https://www.facebook.com/events/244888829009059/?ref=25
Løbende opdatering over protesterne: Momentum følger protesterne mod studiefremdriftsreformen dag for dag
Anden lekture:
http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2134317/universitetsreform-kan-give-bureaukrati-og-frafald/ Universiteterne kommer også lidt til orde. De er heller ikke glade.
http://www.b.dk/kronikker/er-den-rette-vej-lige diskussion af hvorvidt det er en god ting at skynde sig igennem, uagtet om man kan overskue det eller ej
http://www.information.dk/478849 om SU-reformen, der heller ikke er alt for sjov, og straffer dumpet eksamen med fratagelse af SU indtil de 45 point pr. semester er indhentet.
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2138037/fremdriftsreformen-umyndiggoer-os-studerende/ En række statskundskabsstuderende skriver også om umyndiggørelse