onsdag den 21. november 2012

Ved at blive til et godt menneske

create an animated gifIngen havde set det komme. Mindst af alle jeg. Men tegnene er der.

Vi behøver ikke uddybe, vi bor jo i Danmark, hvor gode gerninger
somehow holder op med at være gode det øjeblik man nævner dem for
andre, for dét er nemlig pral, og så har det været nytteløst, at man gjorde noget godt, for så var det nemlig i virkeligheden bare fordi man ville forbedre sit eget image.
Så galt står det nu heller ikke til. Jeg begår ikke ligefrem gode gerninger. Jeg er bare lige ved og næsten på nippet til det oftere, og any day now falder jeg i, og gør måske rent faktisk noget rart for nogen - helt uden selv at få noget ud af det.

Dette indlæg var også lidt tænkt som en undskyldning for at skrive om en hjemmeside, jeg har haft åben i min browser i sådan noget a la en måneds tid efterhånden, fordi jeg ville skrive om den, men ikke kunne tage mig sammen. Yes.
Det drejer sig om http://www.kiva.org/, der formidler private lån til uheldigt stillede mennesker i den tredje verden, så de f.eks. kan investere i husdyr og på den måde tjene til dagen og vejen.
Nu har jeg researchet lidt dybere, og er derfor nødt til at revidere min omtale. Jeg har ikke selv lånt ud, da jeg er fuld af gode undskyldninger, så jeg kan ikke bidrage med personlig erfaring, men det virker som en meget seriøs side, og det gode ved den er, at man kan låne ned til $25 ud, så hvis man er nervøs for at der går noget galt, og man ikke får sine penge igen, kan man nøjes med det, og så løber man ikke så stor en risiko.
Det lyder imidlertid til, i en online artikel i New York Times, at man ikke nødvendigvis låner lige så direkte og personligt, som det ser ud til på hjemmesiden. En del af pengene går vist til administration - og resten ikke partout til den låner, man har valgt. Men i stedet for at blive bitter over denne nye disillusionering, vil jeg hellere konkludere, at man stadig gør mere gavn ved at hoppe på vognen, end man gør ved bare at trække på skuldrene og bruge alle sine penge på stiletter.
...Men verden er altså et inviklet sted.

Simple og let gennemskuelige gode hverdagsgerninger
Giv en uventet kompliment
Rejs dig op i bussen
Lad være med at brokke dig højlydt over at ingen rejser sig op i bussen, hvis du faktisk ikke har brug for at sidde ned, og hende pigen tydeligvis har ømme fødder
Spørg folk, om de har brug for hjælp, når de ser fortabte ud
Insister på at hjælpe, når de siger nej og det tydeligvis er løgn (ikke så nemt, som det lyder)
Vær venlig over for sælgere og servicepersonale, de har brug for det
Smil til en fremmed
Tilgiv
Del dine bedste sider og sæt pris på dine medmenneskers.