tirsdag den 20. november 2012

Sko

Her ses årsagen til, at jeg ikke har været så aktiv på bloggen denne måned. Jeg har shoppet sko.
Du troede måske, ligesom jeg, at det må være en smal sag at finde et par sorte stiletter i København. Man har vel et par krav: de skal være flotte, man skal kunne gå i dem, de skal (men vi ved godt, det er at strække den) gerne være behagelige at have på. Åh ja, og de skal være til at betale på SU.

Hvis ikke det var for det sidste krav, var det sikkert også meget nemt - men hvad ved jeg, jeg har ikke vandret samtlige af hovedstadens skobutikker (inkl. HM!!) igennem for at prøve sko, jeg alligevel ikke har råd til.

Det korte af det lange: jeg har erfaret, at der bag det tilsyneladende uskyldige dameskosalg i Danmark ligger en modbydelig agenda, et hegemonisk krav om den perfekte fod og, hvis ikke jeg tager meget fejl, en plan om at overtage verdensherredømmet én fod ad gangen.
Det er sjovt, men højhælede med brede hæle har ofte runde snuder. De taler til komfortbevidste kvinder, der gerne vil have det sofistikerede numseløft, men ikke abonnerer på nødvendigheden af smerte i de aller nederste regioner. Sko med tynde hæle er gerne sylespidse, og hvis ikke det, så spidser de i hvert fald til midt på snuden, på en sådan måde, at de kun kunne være rigtigt rare at have på, hvis ens storetæer sad midt på foden. Det gør de ikke. Mine gør i hvert fald ikke... Måske er jeg en freak.

I så fald må jeg i hvert fald konstatere, at den ideelle kvindefod har smalle tæer som ender i en spids, er skridsikker underneden, således at man ikke glider længere ned i de højhælede - eller sidder på en kvinde med pengepungen i orden.

Når det er sagt, er jeg ret glad for mine nye, lidt for dyre, sko. De er vist nok for små, men de er flotte og shiny, og nu føler jeg mig på en eller anden måde lige en tand mere voksen (jeg tror, man skal eje et par sorte stiletter for at tælle som en rigtig kvinde).

Hvorfor har jeg shoppet sko? Jo, det har jeg såmænd fordi de skulle passe til resten af mit lækre look. Beware, jeg er ved at forvandle mig til en Bond babe. Langsomt, men sikkert. Dog har jeg stadig ikke lært, at sætte kunstige øjenvipper ordentligt på - jeg kan sige så meget, at det ikke, på længere sigt, kan anbefales at benytte et andet klistremiddel end øjenvippelim.

Hvis min makeup ser lidt slidt ud, er det fordi, jeg lige er kommet hjem fra makeshift-casino jobsamtale. Ikke fordi mit ansigt har været i nærkamp med vilde ildere eller noget i den stil.