torsdag den 1. november 2012

Hvad bloggen i virkeligheden handler om

Der bliver støt flere og flere, der kigger på bloggen, og jeg føler lidt, jeg hellere må skrive noget på dage som i dag, hvor nogen har været herinde 29 gange (jeg spionerer på jer via Google, beware). Jeg går her ud fra, at det nok er de samme ca. 3 personer, der har tjekket siden på repeat i løbet af dagen, og ikke 29 forskellige mennesker - det ville være en tand for vildt, når nu jeg ikke engang har lagt et link på Facebook med en fængende, men totalt misledende titel* (gratis helfigur i af Jonny Depp udført i Valrhona chokolade).

Jeg forestiller mig altså 3 dedikerede læsere, der har udviklet en afhængighed af den særlige kombination af katte og glitter, man kan finde på netop denne blog, eller som  muligvis tror, der kommer en uddybning af orgie-historien på et tidspunkt.

http://picasion.com/resize-gif/
Verdenssituationen lige nu
- Orkanen Sandy raser i USA, men amerikanerne lader sig ikke genere og gennemfører lystigt marathoner, valgkampagner og forblæste modeblog-shoots.

- Jeg starter måneden på 3500 kr, hvilket ikke er fantastisk, taget i betragtning, at huslejen ikke er trukket endnu. Jeg fejrer alligevel dagen med lidt sushi og en ny pudder (min make up samling består hovedsageligt at alt muligt legendarisk, jeg har jagtet mig frem til på ebay, amazon, beautybay og det sorte marked. Jeg er ret stolt, og der kommer nok snart et meget tøset indlæg om fordelen ved, at bruge løs kohl lavet på fintmalede brændte geder fra Mellemøsten i stedet for eyeliner).

- Disney har købt Lucasfilm, og planlægger at producere flere Star Wars film. Vrede fans brokker sig på hele det internationale net, men flest har svært ved at tage kombinationen seriøst, og afventer katastrofen med stoisk komik. Jeg vil gerne spørge, hvorfor ingen taler om Indiana Jones? 

- Var en tur ved øjenlægen på  Østerbro og fik dryppet begge øjne med mystisk pupiludvider. Kom til at gå den forkerte vej hjem, da jeg ikke kunne se like overhovedet, og var på vej langt ud Øresund, før jeg opdagede, der var noget galt.

- StineStregen holder fernisering på Gl. Holtegaard d. 15. november. Vi ved vist godt alle sammen, hvordan jeg har det med ferniseringer (gratis kunst, fri alkohol, evt. snacks). Det bliver helt totalt årets event, og jeg vil dukke op i gallakjole (evt. korset) og pimpe vin hele aftenen, hvis jeg ellers bare kan finde en partner in crime (der er en 'fine line' mellem sørgelig alkoholisk dame og frisk kulturnyder til den slags events).

*Men det gør jeg så nu, for nu har jeg jo ligesom skrevet et indlæg.