'Jeg er fucking træt af mænd, de er aldrig til at regne med. Hver gang man tror, man har fundet en, der er noget særligt, viser han sig bare at være ligesom alle de andre.'Der er ingen tvivl om, at der er reelle forskelle på de to køn. Obviously, er der den fysiske side, og derudover finder vi en lang række generelle træk i personligheden og verdenssynet, som man kan diskutere hvorvidt har basis i nationalkulturelle variationer eller i det fysiologiske. I Danmark vil det, i mine øjne, ikke være løgn at sige, at mænd, generelt set oftere end kvinder, går op i sport, har en tendens til at guddommeliggøre bacon, oftere spiller voldelige computerspil, og for den sags skyld begår voldtægter og mord.
Men jeg tror ikke på generaliseringens magt over individet. Jeg måtte for nylig overfuse en af mine ellers gode venner verbalt, da han formasteligt beskyldte mig for i fortiden at have udtalt, at jeg har perioder, hvor jeg ikke gider bruge tid på mænd. Med mindre, han har optaget det, ville jeg aldrig sige den slags. Det passer i hvert fald overhovedet ikke overens med mit verdenssyn eller med den grundlæggende ideologi, der guider mit menneskesyn og måden, jeg danner relationer.
Jeg kan snildt have perioder, hvor jeg ikke lige orker en bestemt type, som 'den gifte mand, der søger en yngre, diskret, elskerinde, der kan få ham til at glemme, at han nærmer sig the big 4O' - men at betragte ham som repræsentant for hele det maskuline køn, kan da kun være en fornærmelse mod ethvert penisbærende individ, der falder udenfor - og det er heldigvis de fleste.
Jeg tror ikke på at tænke i os og dem. Generaliseringer kan være et nyttigt redskab, men de bør aldrig tage over, og forvandle individer til uformelig masse. Alligevel sker det igen og igen.
Det er mændenes skyld.
Det var en joke.
Jeg tror det bunder i seksualdriften og længslen efter kærlighed. Når manden er den eneste, der kan udfylde tomrummet i din sjæl (med sit betragtelige lem) bliver han på én gang til frelser og fjende, for med den magt, får han også muligheden for at lade være. Men det er noget pjat, når alle potentielle sexpartnere bliver en slags fjender som vi skiftevis kan overgive os til eller gå i krig med, på grund af deres anderledeshed.
Jeg tror på kønsforskelle, og jeg har bestemt ikke noget i mod, når de er der. Jeg er en af den slags feminister, der sætter pris på en holdt dør, og min tilstand af studerende forbyder mig nogensinde at sige nej tak til et betalt måltid. Jeg synes også, at upassende jokes, der spiller på generealiseringer, kan være rigtig sjove. Og jeg tager det som regel som en kompliment, når fremmede kommenterer på min krop (creepy fyr klokken 01 i nat, da jeg var på vej hjem fra arbejde, du er en undtagelse, du skal seriøst genoverveje måden, du kontakter andre mennesker). Dette er ikke et indlæg om, at vi alle sammen er ens. Min pointe er: Vi er alle sammen forskellige.
Så jo, jeg ér en kvinde. Det gør mig forskellig fra alle mændene. Men en endnu større forskel på mig og resten af verden, af min personlighed. Før jeg er en kvinde, er jeg mig. Jeg er Freja. Jeg har passioner og ideologier og et stort forbrug af hvidvin og de ting, vil jeg langt hellere anerkendes for, end for en række løse generaliseringer der gennem kulturel diskurs er blevet tilknyttet mine fænomenale attributter.
Denne strøm af mening er ment som en opfordring til større skelnen mellem generalisering og individ. Jeg tror på mænd og kvinder, men i højere grad tror jeg på personlighed.
Hvis du vil læse flere fornuftige feministiske tilgange til køn, kan jeg på det varmeste anbefale Sanne Søndergårds blog SoloSanne, der med journalistisk snilde pilder det danske syn på køn fra hinanden, medsamt bloggen, der ledte mig videre til hende, den dejlige og voldsomt ligefremme Kussesumpen, der i en kærlig leg med fordomme udforsker forskellene på de to køn set gennem et slør af personlige erfaringer med sex og kærlighed og alt det, der følger med.