Der forekommer fragmentarisk som dokumentation
af forsøget på at fastholde momenterne i en teoretisering der ikke tager
formelt hensyn til form, men bruger den plastisk.
Modernitetens rammer for
subjektivitetens udfoldelse lægger ikke op til kritisk selvransagelse, men
møder menneskejeget med informationsstorm der stiller det i en her og snart,
hvad vil du være, hvad vil du gøre, hvad er du værd situation, hvor alt står
stille. Der findes tre overlappende reaktioner på denne position:
I. Blasert ligegyldighed drikker
klare agurkeginogtonics til jeg når dertil til det er gået over og kæderyger
hvide cigaretter med hvidt filter fra begge ender i let københavnsk, men
egentlig ikke synderligt geografisk tåge der trænger igennem når der ryges
rigtigt og sløver den ordløse uro til den er slebet ned til let summen i
knoglerne.
II. Transgressiv
sanselighed, jagten på det evige, altopslugende øjeblik. Fra Fuck det til Fuck
Ja. Gennem følelsen dannet på ny i ellers konstant nedbrydelse af identiteten
som frit tilfældigt voksende slyngplante eller hvad du nu har lyst til at gro
som. Alt prøves mindst én gang og med endnu varm erfaring skelnes ikke mellem
nydelse og affekt. Vægtes: Excessivitet, ekstravagance, bevidst synæstesi.
Mere, meget, meget mere
III.
Tilvalgt naivitet i sublimering af skønheden, positionering for øjeblikket fylder
det med symbolik for at forstørre det. Transcendens fra blot fysisk, udifferentieret
sanselighed, hvad som helst til tro, håb, kærlighed, opstigning fra død. Farlig
fordi faldet altid venter, måske det
ikke behøver være så hårdt, måske fordi håbet følger med og blomstrer op som solbeskinnet
dampsamling i morgenglød ligesom meningsindlæggelsen i sætningen: "Jeg
så engang Bent Fabricius-Bjerre sidde på Jægersborggade foran Grød, og det var
det mest sofistikerede, jeg nogensinde har set." Symbolikken føles kun
kunstig for den, der ikke tror den som den bedste løgner lyver ikke/også for
sig selv. Forelskelsen er i livet, i idealerne, i noget udenfor stormen.
Mørket/Stilheden. Tiden er tom og
langstrakt.
Fraværet af følelse.
Udslettelsen er livet. Kroppens
momenter.
Kærligheden. Der er altid et Du.
Sindets evighed.
Hele
tiden pendulsvingen mellem faser følger jordens omdrejninger om sig selv, s
søger a i egen bane, engang imellem oplyst af A før muren smuldrer igen.
På
vej ned i mulden igen.
En spændthed
over brystbenet melder et øjeblik i horisonten, end ikke tæt på at sprænges,
samtidig synker. Griber ud efter at være i nuet er at erkende at alt nyt er
midlertidigt og leve det så fuldt at det alligevel hænger ved en stemning, en
duft.
Da jeg vågnede
i morges var det sommer. Et nu. Ubekymrede flirtende fugle aftaler vi ægteskab
i den dybe sofa som jeg glider ned i ved første lejlighed i ren begejstring
over hvor nem legen er (før man kender hinanden).
I
stilheden bærer man sine sår som mærker der hele tiden med voksende vilkår
skaber en anden indeni. Det er at gå i stykker, men
I flammerne kaster jeg det, der skal
vokse og det, der skal dø og ilden lægger sig som et dunkelt varmt slør over
ansigtet og bryder blikket.
(du sammensætter de bedste dele)
i Dine øjnes hullede lys er jeg hel og let igen og tyngden af døde bier bliver blå himmel.
i Dine øjnes hullede lys er jeg hel og let igen og tyngden af døde bier bliver blå himmel.
Fylder 25 og er lykkelig, vin sidder i solen på
plettet lænestol og hører ”and the river flows beneath your skin.”
Kys: Hun siger, ”Las os se, ” men smager af varmt smør. Vi kliner os til
hinanden som alting allerede er slut. Begæret er en følge af
loven og længslen. Jeg elsker dig i dag
dine øjne er blå du tænker på at kysse mig.
There are moments I want to save.
They are not so ugly as to be locked away in the abyss of never existed in
the first place (this is the best place to hide your secrets). It was only a story.
Eskapismen vokser sig hurtigt omfattende, forvandles
til næstensubstantiel æstetisk tilfredshed imod tendensen til levende død.
Altid skal du kæmpe mod den levende død. Walter Pater forstås, udenfor tiden,
som hedonist fordi han var skadet af sin kontakt med indholdets ubærlige
skønhed. Transgression. For ham var kærligheden, ikke adskillelig fra lyst,
altopslugende, kunsten det eneste sikre
alternativ til ikke bare at vente på at dø. Hvem er vi, at vi har brug for
sikkerhed?
Den eneste måde at besejre døden på er at tage den i
sine arme og elske den.
De spiller jazz, jazz, jazz i et
stillestående værelse ”Du kan ikke skjule noget for mig.”
Indskriver virkeligheden på min krop da
jeg ramte gulvet
Køn er konstruerede, voldelige eventyr, og mine ellers
talende fingre kan de (kan vi) tage
noget der allerede er der og transformere, trans-partere, transcendere til en
posthuman udkrængning af kropsligheden
der skaber plads til sjælen?
"If we look closely at
Victorian aspiration, we discover that the ideal object is often vague and
sometimes nonexistent.”
På en pladeafspiller skal nålen løftes og nedsættes
igen, jeg kan ikke længere huske hvilken lyd, det laver, det er en god lyd.
Genspiller gennemspillede sansebilleder igen
Trykken for brystet, angst kalder hun det og siger
”Jeg kender det fra mig selv” og fortiden indhenter nuet, ikke alle
konsekvenser af dengangs handlinger sætter ind straks, de har ligesom en
forsinket reaktionstid, pladen drejer rundt lidt før den når ind til musikken
og skyggesiderne som fantasierne er udvidelser af det lille rum vi får til os
selv.
Jeg har tit ønsket mig andre drømme det imaginære er
forankret i betragterens kærtegn af sit objekt.
Hendes
hår var det første jeg så. Det var gyldent mørkt som rug klar til høst,
Han var lidt skrøbelig på en måde.
Han var lidt skrøbelig på en måde.
Efter idealet er brudt ned, forbliver kærligheden.
Ikke så glitrende som før, den er der bare, en dump banken, så lav og konstant,
at den bliver monoton. Men det gør ikke noget.
Dans med mig.
Dans med mig.