Regler:
Teksten er vanvittig. Teksten er ikke sekventielt domineret af tid og sted. Momentet er tekstens mindste gryn og forbinder du'erne. Afsenderen tråder drømme sammen efter tematisk sammenhæng og finder en særlig skønhed i dem, der giver genklang. Der vil være gentagelser, teksterne interagerer i netværk.
I
Igennem mit vindue ser jeg træer, mørke skyer samler sig, rumlen, lyden af
vingeslag. Fordærvet er smukt som en solnedgang, men den følelse, jeg opfyldes
af, når jeg ser dig, er sødmefyldt. I realise later that my mind is a beautiful place.
Livet er hule rum, vi opfylder med mening, i tavshedens øjeblikke mest virkelige. Døre lukkes op gennem førlogiske følelser, før forklaringen som had, misundelse, lyst. Berøringen en direkte genvej.
Jeg behøver ikke lukke øjnene
når vi er sammen, for at forestille mig, at du er en anden, skriger jeg ad teksten, som en udfordring. Kun et blink skal der til før alderen sætter ind og knoglerne begynder at skinne gennem huden.
Der vokser en fortælling frem i det indre. Den skal plejes, den skal underholdes. Dens skema er det folkelige eventyrs brutale dramatisering af individets prøvelser. Dens emne er køn i mødet mellem den personlige verden og samtidens ydre
omstændigheder.
Sorte birketræer, hvis stammer
skærer igennem horisonten, ikke noget som. Bare der. Bare sådan. Mærk det
Duften af kød i fordærv. Ikke den
seksuelle duft af sødmefuldt moskus – ikke de mange mænds forskellige savsmuldsfornemmelser i min seng. Alle mennesker har en særlig stemning over sig.
Det her er ikke en poetisering
af virkeligheden. Det
her er fantasien, når den ikke danser, men trænger igennem som vildskud op ad murværket, som
fortolkning, der sanselig forstår det, der ikke med ord kan forklares, men hvis stemmer danser.
Alt kan læres elsket. Råddenheden også.
Jeg ved ikke, om det er fordi
livet har været barskt, at jeg har lært at holde af modgang, om det er fordi det er vilkårene for det svage køn, for mennesket i det hele taget. Måske holder jeg
bare af den brutale ligefremme følelse, uanset dens indhold. I eventyret er der altid et mål, herude forladt for selvopfyldelse, der igen forrådes for følelsens umiddelbare
Jeg er grådig. Jeg har ikke
altid været sådan, det kommer fra barndommen, det land af gradvist forfald,
hvor alt endnu virker som et løfte. Det er et problem for mig. Jeg vil altid,
altid, altid have mere. Jeg kan næsten gribe det.
Tendens: jeg forelsker mig, når jeg begynder at skrive. Et kort øjeblik vil jeg ofre
alt for fortællingen, opslugt, opsat, indspundet i gyldne, magiske tråde, der
ikke er uvirkelige, men alligevel som feguld forsvinder i løbet af mørkets
timer, det næste er jeg fortabt i det man kunne kalde virkelighedens fantasier.
Der kommer altid et Du.
Kunsten er det tomrum i mit indre, der findes selv når mine øjne drukner sig i Du. Forhekset.
I det uigengældte findes balancen, i fremelskelsen af farlige følelser, før opklaringen, det virkelige, det evige, vejen til udødelighed ligger åben, den snor sig gennem en mytisk skov, på én gang usynlig og uendelig, her findes alle glemte drømme.
Der er et punkt på min hals, der
er ømt og følsomt. Når jeg rører ved det med spidserne af mine fingre, fyldes
jeg af dit bid og af den kølige morgen, som vi kaldte nat.
Det vil snart være væk. Jeg ved ikke engang hvem det Du var længere.
Jeg har altid sublimeret den,
jeg elsker. Efter idealet er brudt ned, forbliver kærligheden. Ikke så
glitrende som før, den er der bare, en dump banken, så lav og konstant, at den
bliver monoton.
Gennem arabeske, brutale
øjeblikke, slår virkeligheden igennem.
Køn er konstruerede, voldelige
eventyr.
Måske kan uendelige virkelighed
stadig bruges? Men der skal en ny titel
til. Jeg holder stadig af skønheden, men jeg vil have det brutale med. Jeg
forstår. Jeg vil have den rådne duft fra blomstervasens bund ind i siderne, jeg
vil bære skønhedens frugter på et blodigt fad.
Jeg er dekadent. Det er min
karakter. Jeg er hende, som finder skønheden.
Voldtægt.
Lidt det
samme som at tvinge en tekst
Men på hvilken
måde? Er der i virkeligheden nogen poesi i det?
Nogle gange
handler det om hævn. Vi var en gruppe af piger. Unge, ferske, hvide, smalle
lår, langt hår, hvis strå adskilte sig fra den fysiske verden og løb bort i
brisen. Vi gik i sort. Vi røg cigaretter og bar læbestift og læste digte.
Jeg kunne
sige, at det handlede om lyst eller hævn. Jeg kunne skrive, at jeg ville
udnytte din krop, som du havde udnyttet min troskyldighed og blotlagt min indre
sårbarhed, som jeg i dit kød tænkte at grave ud. Men i øjeblikket findes aldrig
den slags grunde. Bare en brændende, berusende intensitet og duften af dig. Jeg
kan ikke sige, at det var had eller ligegyldighed eller sorg, der greb mine
hænder. Men jeg var der, og jeg kunne have ladet være, og jeg kunne have stoppet
op og set dig, men der var kun krop.
Det er
aldrig bare en stor, forfærdelig ting, der sker imod os. Nu er det slut, vi må
videre. Det er aldrig slut. Man lærer godt af andres fejl. Jeg har lært meget. Jeg har
lært, at begå mig. Jeg spiser mænd som dig til morgenmad. Jeg har set på den
grå, uformelige skygge, der passivt overværede min opvækst, jeg har hørt hendes lyde, og jeg har kun ikke engang hån tilbage over for hende. Men hun har lært
mig meget.
En kvinde
skal ikke være mor, hun skal ikke være kæreste eller kone eller datter. En
kvinde er et menneske, og hvis hun vil gøre sig håb om nogensinde at hæve sig
over den ligegyldige masse, der er andre mennesker, må hun gro en personlighed.
Jeg drømte,
at jeg var gravid. Det er sket et par gange. Aldrig i virkeligheden. Jeg ser kun blod for mig, og de slimede klumper, der kommer med, lad
os kalde dem resterne af vor kærlighed. Tid til latter.
Et eventyr i
moderne kontekst. Ulvemænd. Det enestående ved folkeeventyret er kombinationen
af individuel styrke og tosomhed. Arbejd med omdannelsen af billeder til
indhold. En omvendt bevægelse end metaforen. Sorte birketræer.
Kærligheden
er det vigtigste, den er den skov, der omgiver alle karakterer, alle events.
Forkrøblet, smuk, farlig. Det er fucking vigtigt, det her!
I’m in love
with your brother. I’m in love
with my brother. Jeg kan ikke skelne. Det er ufordelagtigt at være
vokset op uden familie. Alle relationer bliver seksuelle. Min kæreste var både
min far og min bror og min elsker og min advokat.
Vi er stadig
i katastrofens efterskælv.
Jeg bliver
tit fortryllet. Mindre og hurtigere af kvinder. Langt hen ad vejen hader jeg dem
alle sammen, men der er en sød (ikke kvalm) ro i den kælne lille form.
Jeg vil
skabe mig selv i skriften gennem vilje og aflæggelse af frygt. Jeg vil løfte
ordene med jern af sensuel, smagende nydelse og forme et jeg, der transcenderer
transcendens og forankrer det imaginære i blikkets kærtegn af sit objekt. Jeg
vil genfinde æstetikken og nedsænke mig i dekadencens bad af hjerteblod og laudanum.
Jeg vil indgå en pagt og ikke atter lade noget eller nogen komme imellem mig og
mine kærtegn af kunsten. Intet er vigtigere. Nogle øjeblikke ville jeg ofre alt for at beholde. Blivende beruselse.
Jeg er helt
alene i verden, og jeg håber du dør. Jeg håber du dør, så det ikke bare er
symbolsk, men også reelt. Jeg håber du dør, så jeg kan blive fri for den cyklus
af umulighed, der følger med dig.