Ben Lamberty: photographs

Ord er øjeblikke er skyer af ord (endelig version)

  Der forekommer fragmentarisk som dokumentation af forsøget på at fastholde momenterne i en teoretisering der ikke tager formelt hensyn til form, men bruger den plastisk.

  Modernitetens rammer for subjektivitetens udfoldelse lægger ikke op til kritisk selvransagelse, men møder menneskejeget med informationsstorm der stiller det i en her og snart, hvad vil du være, hvad vil du gøre, hvad er du værd situation, hvor alt står stille. Der findes tre overlappende reaktioner på denne position:

  I. Blasert ligegyldighed drikker klare agurkeginogtonics til jeg når dertil til det er gået over og kæderyger hvide cigaretter med hvidt filter fra begge ender i let københavnsk, men egentlig ikke synderligt geografisk tåge der trænger igennem når der ryges rigtigt og sløver den ordløse uro til den er slebet ned til let summen i knoglerne.

  II. Transgressiv sanselighed, jagten på det evige, altopslugende øjeblik. Fra Fuck det til Fuck Ja. Gennem følelsen dannet på ny i ellers konstant nedbrydelse af identiteten som frit tilfældigt voksende slyngplante eller hvad du nu har lyst til at gro som. Alt prøves mindst én gang og med endnu varm erfaring skelnes ikke mellem nydelse og affekt. Vægtes: Excessivitet, ekstravagance, bevidst synæstesi. Mere, meget, meget mere

  III. Tilvalgt naivitet i sublimering af skønheden, positionering for øjeblikket fylder det med symbolik for at forstørre det. Transcendens fra blot fysisk, udifferentieret sanselighed, hvad som helst til tro, håb, kærlighed, opstigning fra død. Farlig fordi faldet altid venter,  måske det ikke behøver være så hårdt, måske fordi håbet følger med og blomstrer op som solbeskinnet dampsamling i morgenglød ligesom meningsindlæggelsen i sætningen: "Jeg så engang Bent Fabricius-Bjerre sidde på Jægersborggade foran Grød, og det var det mest sofistikerede, jeg nogensinde har set." Symbolikken føles kun kunstig for den, der ikke tror den som den bedste løgner lyver ikke/også for sig selv. Forelskelsen er i livet, i idealerne, i noget udenfor stormen.

  Mørket/Stilheden. Tiden er tom og langstrakt. 

  Fraværet af følelse.

  Udslettelsen er livet. Kroppens momenter.

  Kærligheden. Der er altid et Du. Sindets evighed.

Hele tiden pendulsvingen mellem faser følger jordens omdrejninger om sig selv, s søger a i egen bane, engang imellem oplyst af A før muren smuldrer igen.

  På vej ned i mulden igen.

  En spændthed over brystbenet melder et øjeblik i horisonten, end ikke tæt på at sprænges, samtidig synker. Griber ud efter at være i nuet er at erkende at alt nyt er midlertidigt og leve det så fuldt at det alligevel hænger ved en stemning, en duft. 

  Da jeg vågnede i morges var det sommer. Et nu. Ubekymrede flirtende fugle aftaler vi ægteskab i den dybe sofa som jeg glider ned i ved første lejlighed i ren begejstring over hvor nem legen er (før man kender hinanden).

  I stilheden bærer man sine sår som mærker der hele tiden med voksende vilkår skaber en anden indeni. Det er at gå i stykker, men

   I flammerne kaster jeg det, der skal vokse og det, der skal dø og ilden lægger sig som et dunkelt varmt slør over ansigtet og bryder blikket.

  (du sammensætter de bedste dele)
  i Dine øjnes hullede lys er jeg hel og let igen og tyngden af døde bier bliver blå himmel.

  Fylder 25 og er lykkelig, vin sidder i solen på plettet lænestol og hører ”and the river flows beneath your skin.”

  Kys: Hun siger, ”Las os se, ”  men smager af varmt smør. Vi kliner os til hinanden som alting allerede er slut. Begæret er en følge af loven og længslen. Jeg elsker dig i dag dine øjne er blå du tænker på at kysse mig.

There are moments I want to save.

They are not so ugly as to be locked away in the abyss of never existed in the first place (this is the best place to hide your secrets). It was only a story.

Eskapismen vokser sig hurtigt omfattende, forvandles til næstensubstantiel æstetisk tilfredshed imod tendensen til levende død. Altid skal du kæmpe mod den levende død. Walter Pater forstås, udenfor tiden, som hedonist fordi han var skadet af sin kontakt med indholdets ubærlige skønhed. Transgression. For ham var kærligheden, ikke adskillelig fra lyst, altopslugende, kunsten det eneste sikre alternativ til ikke bare at vente på at dø. Hvem er vi, at vi har brug for sikkerhed?

  Den eneste måde at besejre døden på er at tage den i sine arme og elske den.

  De spiller jazz, jazz, jazz i et stillestående værelse ”Du kan ikke skjule noget for mig.”

Indskriver virkeligheden på min krop da jeg ramte gulvet

Køn er konstruerede, voldelige eventyr, og mine ellers talende fingre kan de (kan vi) tage noget der allerede er der og transformere, trans-partere, transcendere til en posthuman udkrængning  af kropsligheden der skaber plads til sjælen?

  "If we look closely at Victorian aspiration, we discover that the ideal object is often vague and sometimes nonexistent.”

  På en pladeafspiller skal nålen løftes og nedsættes igen, jeg kan ikke længere huske hvilken lyd, det laver, det er en god lyd. Genspiller gennemspillede sansebilleder igen

Trykken for brystet, angst kalder hun det og siger ”Jeg kender det fra mig selv” og fortiden indhenter nuet, ikke alle konsekvenser af dengangs handlinger sætter ind straks, de har ligesom en forsinket reaktionstid, pladen drejer rundt lidt før den når ind til musikken og skyggesiderne som fantasierne er udvidelser af det lille rum vi får til os selv.

  Jeg har tit ønsket mig andre drømme det imaginære er forankret i betragterens kærtegn af sit objekt.

  Hendes hår var det første jeg så. Det var gyldent mørkt som rug klar til høst,
Han var lidt skrøbelig på en måde.

  Efter idealet er brudt ned, forbliver kærligheden. Ikke så glitrende som før, den er der bare, en dump banken, så lav og konstant, at den bliver monoton. Men det gør ikke noget.

  Dans med mig.

Henvisninger: Studies in the history of the Renaissance [1873]. Ting der siges i Historisk emne: Grotesk, 2014. Jaqcues Lacan. Æsteticismen. Dødsdriften, men ikke Freuds. Vinter. Röyksopp og Susanne Sundfør ”Running to the Sea.”  Smagen af lunken rosé. Det kan jeg ikke gå op i.

17-11-2013 Everything returns, and everyone but you is dead 11-08-2015

Regler: 

Teksten er vanvittig. Teksten er ikke sekventielt domineret af tid og sted. Momentet er tekstens mindste gryn og forbinder du'erne. Afsenderen tråder drømme sammen efter tematisk sammenhæng og finder en særlig skønhed i dem, der giver genklang. Der vil være gentagelser, teksterne interagerer i netværk.

I

Igennem mit vindue ser jeg træer, mørke skyer samler sig, rumlen, lyden af vingeslag. Fordærvet er smukt som en solnedgang, men den følelse, jeg opfyldes af, når jeg ser dig, er sødmefyldt. I realise later that my mind is a beautiful place.

Livet er hule rum, vi opfylder med mening, i tavshedens øjeblikke mest virkelige. Døre lukkes op gennem førlogiske følelser, før forklaringen som had, misundelse, lyst. Berøringen en direkte genvej.

Jeg behøver ikke lukke øjnene når vi er sammen, for at forestille mig, at du er en anden, skriger jeg ad teksten, som en udfordring. Kun et blink skal der til før alderen sætter ind og knoglerne begynder at skinne gennem huden.

Der vokser en fortælling frem i det indre. Den skal plejes, den skal underholdes. Dens skema er det folkelige eventyrs brutale dramatisering af individets prøvelser. Dens emne er køn i mødet mellem den personlige verden og samtidens ydre omstændigheder.

Sorte birketræer, hvis stammer skærer igennem horisonten, ikke noget som. Bare der. Bare sådan. Mærk det

Duften af kød i fordærv. Ikke den seksuelle duft af sødmefuldt moskus – ikke de mange mænds forskellige savsmuldsfornemmelser i min seng. Alle mennesker har en særlig stemning over sig.

Det her er ikke en poetisering af virkeligheden. Det her er fantasien, når den ikke danser, men trænger igennem som vildskud op ad murværket, som fortolkning, der sanselig forstår det, der ikke med ord kan forklares, men hvis stemmer danser.

Alt kan læres elsket. Råddenheden også.

Jeg ved ikke, om det er fordi livet har været barskt, at jeg har lært at holde af modgang, om det er fordi det er vilkårene for det svage køn, for mennesket i det hele taget. Måske holder jeg bare af den brutale ligefremme følelse, uanset dens indhold. I eventyret er der altid et mål, herude forladt for selvopfyldelse, der igen forrådes for følelsens umiddelbare 

Jeg er grådig. Jeg har ikke altid været sådan, det kommer fra barndommen, det land af gradvist forfald, hvor alt endnu virker som et løfte. Det er et problem for mig. Jeg vil altid, altid, altid have mere. Jeg kan næsten gribe det.

Tendens: jeg forelsker mig, når jeg begynder at skrive. Et kort øjeblik vil jeg ofre alt for fortællingen, opslugt, opsat, indspundet i gyldne, magiske tråde, der ikke er uvirkelige, men alligevel som feguld forsvinder i løbet af mørkets timer, det næste er jeg fortabt i det man kunne kalde virkelighedens fantasier. Der kommer altid et Du.

Kunsten er det tomrum i mit indre, der findes selv når mine øjne drukner sig i Du. Forhekset.

I det uigengældte findes balancen, i fremelskelsen af farlige følelser, før opklaringen, det virkelige, det evige, vejen til udødelighed ligger åben, den snor sig gennem en mytisk skov, på én gang usynlig og uendelig, her findes alle glemte drømme.

Der er et punkt på min hals, der er ømt og følsomt. Når jeg rører ved det med spidserne af mine fingre, fyldes jeg af dit bid og af den kølige morgen, som vi kaldte nat.

Det vil snart være væk. Jeg ved ikke engang hvem det Du var længere.

Jeg har altid sublimeret den, jeg elsker. Efter idealet er brudt ned, forbliver kærligheden. Ikke så glitrende som før, den er der bare, en dump banken, så lav og konstant, at den bliver monoton.

Gennem arabeske, brutale øjeblikke, slår virkeligheden igennem.

Køn er konstruerede, voldelige eventyr.

Måske kan uendelige virkelighed stadig bruges? Men der skal en ny titel til. Jeg holder stadig af skønheden, men jeg vil have det brutale med. Jeg forstår. Jeg vil have den rådne duft fra blomstervasens bund ind i siderne, jeg vil bære skønhedens frugter på et blodigt fad.

Jeg er dekadent. Det er min karakter. Jeg er hende, som finder skønheden.

 II

Voldtægt.

Lidt det samme som at tvinge en tekst

Men på hvilken måde? Er der i virkeligheden nogen poesi i det?

Nogle gange handler det om hævn. Vi var en gruppe af piger. Unge, ferske, hvide, smalle lår, langt hår, hvis strå adskilte sig fra den fysiske verden og løb bort i brisen. Vi gik i sort. Vi røg cigaretter og bar læbestift og læste digte.

Jeg kunne sige, at det handlede om lyst eller hævn. Jeg kunne skrive, at jeg ville udnytte din krop, som du havde udnyttet min troskyldighed og blotlagt min indre sårbarhed, som jeg i dit kød tænkte at grave ud. Men i øjeblikket findes aldrig den slags grunde. Bare en brændende, berusende intensitet og duften af dig. Jeg kan ikke sige, at det var had eller ligegyldighed eller sorg, der greb mine hænder. Men jeg var der, og jeg kunne have ladet være, og jeg kunne have stoppet op og set dig, men der var kun krop.

Det er aldrig bare en stor, forfærdelig ting, der sker imod os. Nu er det slut, vi må videre. Det er aldrig slut. Man lærer godt af andres fejl. Jeg har lært meget. Jeg har lært, at begå mig. Jeg spiser mænd som dig til morgenmad. Jeg har set på den grå, uformelige skygge, der passivt overværede min opvækst, jeg har hørt hendes lyde, og jeg har kun ikke engang hån tilbage over for hende. Men hun har lært mig meget. 

En kvinde skal ikke være mor, hun skal ikke være kæreste eller kone eller datter. En kvinde er et menneske, og hvis hun vil gøre sig håb om nogensinde at hæve sig over den ligegyldige masse, der er andre mennesker, må hun gro en personlighed. 

Jeg drømte, at jeg var gravid. Det er sket et par gange. Aldrig i virkeligheden. Jeg ser kun blod for mig, og de slimede klumper, der kommer med, lad os kalde dem resterne af vor kærlighed. Tid til latter.

Et eventyr i moderne kontekst. Ulvemænd. Det enestående ved folkeeventyret er kombinationen af individuel styrke og tosomhed. Arbejd med omdannelsen af billeder til indhold. En omvendt bevægelse end metaforen. Sorte birketræer.

Kærligheden er det vigtigste, den er den skov, der omgiver alle karakterer, alle events. Forkrøblet, smuk, farlig. Det er fucking vigtigt, det her!

I’m in love with your brother. I’m in love with my brother. Jeg kan ikke skelne. Det er ufordelagtigt at være vokset op uden familie. Alle relationer bliver seksuelle. Min kæreste var både min far og min bror og min elsker og min advokat.

Vi er stadig i katastrofens efterskælv.

Jeg bliver tit fortryllet. Mindre og hurtigere af kvinder. Langt hen ad vejen hader jeg dem alle sammen, men der er en sød (ikke kvalm) ro i den kælne lille form. 

Jeg vil skabe mig selv i skriften gennem vilje og aflæggelse af frygt. Jeg vil løfte ordene med jern af sensuel, smagende nydelse og forme et jeg, der transcenderer transcendens og forankrer det imaginære i blikkets kærtegn af sit objekt. Jeg vil genfinde æstetikken og nedsænke mig i dekadencens bad af hjerteblod og laudanum. Jeg vil indgå en pagt og ikke atter lade noget eller nogen komme imellem mig og mine kærtegn af kunsten. Intet er vigtigere. Nogle øjeblikke ville jeg ofre alt for at beholde. Blivende beruselse.

Jeg er helt alene i verden, og jeg håber du dør. Jeg håber du dør, så det ikke bare er symbolsk, men også reelt. Jeg håber du dør, så jeg kan blive fri for den cyklus af umulighed, der følger med dig.

"I was already feeling uneasy. All at once, the silence stopped breathing.

   The infinite day suddenly splintered like steel. I crouched like an animal on the table, my hands useless claws gripping the smooth table top. A cruel light had entered every corner and every soul, and a voice from a nearby mountain fell from on high, a shout ripping the silken walls of the abyss. My heart stopped. My throat pounded. The only thing my mind was aware of was an inkblot on a piece of paper." 

- Fernando Pessoa, The Book of Disquiet.

..19.37

Jeg er her ikke helt. Jeg observerer.

Jeg plejer at elske at være alene, men jeg er dårligt selskab for tiden, det er bedre, det går ud over andre.

Jeg er ikke nem, at have med at gøre. Jeg siger fra og jeg siger også (for) meget ja. Jeg forsøger at kommunikere mig ud af alt. Jeg siger, at jeg har det svært med mennesker - jeg er bitter på mange måder. Det er åbenbart sådan nogle ting, der gør mig svær at holde af, sådan rigtigt, tæt på.

Jeg tænker lidt, at det jo er lykkedes i hvert fald én gang.