Dorian

Artsy præsentation af forholdet mellem The Picture og Dorian som en modstilling af
18- og 1900-tals fin de siècle. Jeg er så kreativ, altså.

af Will Self

Hvis du endnu ikke har læst Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray bør du gøre det straks og først vende tilbage til dette indlæg, når du har gjort det.

Dorian er nemlig en genskrivning, An Imitation, af Wildes dekadente fin de siècle roman fra 1890. Det er kun passende at The Picture får en efterfølger, for roman en var selv stærkt inspireret af den franske J.K.Huysmans' A Rebours (1884). Grundtemaet i alle tre værker er den sanselige udforskning af eksistensen i et forsøg på at udsætte døden ved at omdanne livet til kunstværk.

I The Picture møder den unge, vanvittigt smukke, let påvirkelige Dorian Gray to mænd i det urbane, moderne metropolis, som på hver deres vis forandrer ham grundlæggende: Den blide kunstner Basil Hallward forelsker sig i Dorian og søger at fastholde hans naive skønhed i et portrætmaleri, mens den hedonistiske Lord Henry ligeledes er fascineret af Dorians særlige åbne ungdommelighed - men hvor Basil lader sig inspirere af Dorian i kreationen af sit mesterværk, betragter Lord Henry Dorian selv som et blankt lærred og giver sig i kast med at forme ham i sit eget billede. Da portrættet er fuldendt udtaler Dorian henkastet, at han ville ønske han kunne tage billedets plads og beholde sin skønhed for evigt. Netop dette sker, og herefter forbliver Dorian ung og dejlig mens alt og alle omkring ham ældes og forfalder. Men med sin ungdom i sikker forvaring og realiseringen af, at intet længere kan skade ham, føler Dorian ikke længere noget ansvar for sine omgivelser.

The Picture er fortællingen om uskyldighed fordrejet til amoralsk hedonisme, og serveret med dekadente markører som: besættelse af overflade frem for moralsk dybde, detaljerigdom og stænkt af subtil homoerotisme, blev den af mange senvictorianere læst som en afspejling af samtidige kulturelle forsøg på at fastholde livet i en periode, som mange mente var kendetegnet af historisk tilbagegang og degeneration. Dorian genfortæller historien, men sat 100 år senere. Handlingen er grundlæggende den samme, men med interessante twist and turns. Vi bringes fra portræt til videoinstallation og fra subtil homoeroticisme til udbasuneret udforskelse af 80ernes queer miljø - og det moralske forfald, der gennemtrænger The Picture er blevet literaliseret, seksualiseret, overdrevet og mere fatalt - som det sig passer for det 20. århundrede. Romanen er interessant fordi den dels tilføjer til den oprindelige version og opfordrer til genovervejelse, dels fordi den sporer det moderne i det postmoderne og holder et spejl op for den fortid, der indtil for ganske nylig var samtid, på en sådan vis, at læseren må studse over sit eget forhold til tidens gang og kroppens forfald. På selve det sproglige niveau går dekadencen igen i et lækkert, kompliceret, dekoreret sprog, der ganske vist er svært at komme helskindet igennem, men som på stilet vis understreger den blanding af skønhed og det groteske, der genfindes i handlingen. Mest imponerende er det, at Will Self formår at vinkle værket således, at det trods dets umiskendelige lighed med originalen stadig formår at overraske og endda chokere. "It was true that his raving, rampant and still rambunctious drug addiction took up much of his energy, but he wasn't impotent - yet; and there was a deeper, stranger ambivalence at work in him than straightforward and manly homosexual self-hatred. Henry Wotton was prone to saying - to anyone who would listen - that 'the chameleon is the most significant of modern types'." "'Hard what? Hard talk? Hard cocks? Hard labour? Hard drugs? Hardly anything? You should remember, my young friend, if you don't know what you want to do, at least do something." Læs den hvis du har læst The Picture og kunne lide det, hvis du er desillusioneret med din samtid eller hvis du er i tvivl om det betaler sig at bruge beskyttelse.