Den sidste måned har været hård. Rigtig hård. 1. december byttede jeg min kreativitet, min fritid og min sundhed ud med intensiv eksamenslæsning, og har været optaget af den beskæftigelse indtil i fredags. De første par uger gik det ok. Jeg skrev opgave og blev langsomt mere og mere sindssyg, som det altid sker under den slags omstændigheder (så er det jo godt, jeg snart skal skrive bachelor i flere måneder), ..
Når Freja skriver opgave:
... og da jeg var færdig med det, fik jeg influenza, og efter jul, blev jeg syg igen med noget andet influenza- agtigt, der bare ikke ville gå væk og tilsyneladende ikke fattede at det altså er vigtigere at være velforberedt, end at have det godt - fjollede influenza.
Nå, men så blev jeg nogenlunde rask, og gav mig straks til at arbejde 14 timer i døgnet, så jeg kunne blive klar til min mundtlige eksamen. Jeg blev rigtig klog og dygtig, og da jeg gik op, havde jeg alt for meget materiale, og fuckede det hele op (det hjalp så heller ikke, at min underviser gjorde alt for at stresse mig - hvem fanden trommer i bordet med fingrene mens deres elev fremlægger til en eksamen?!!), og fik en elendig karakter ifht. det produkt, jeg egentlig stod med, fordi min hjerne gik ned. Tak for det, hjerne.
Men jeg tror, vi alle sammen kan lære noget af det her. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, for jeg fik 12 for min skriftlige, så noget i min teknik, må virke - men min teori er, at det ikke er det værd. At det er spild af liv at arbejde så hårdt for så lidt, og at jeg måske faktisk ikke har lyst til at grave mig selv ned i et sort hul af søvnløshed, sygdom og ensomhed (for så meget socialt liv, er der heller ikke tid til, når man læser 14 timer om dagen, og ellers er syg) i jagten på nogle relativt arbitrære tal.
Når det er sagt, ved jeg for øvrigt virkelig meget om koreansk kultur og vestlig marketingteori nu (ringe karakter til trods), hvis der er nogen, der skulle være interesserede. Jeg har en virkelig fin power point og alt muligt.
Når Freja skriver opgave:
Nå, men så blev jeg nogenlunde rask, og gav mig straks til at arbejde 14 timer i døgnet, så jeg kunne blive klar til min mundtlige eksamen. Jeg blev rigtig klog og dygtig, og da jeg gik op, havde jeg alt for meget materiale, og fuckede det hele op (det hjalp så heller ikke, at min underviser gjorde alt for at stresse mig - hvem fanden trommer i bordet med fingrene mens deres elev fremlægger til en eksamen?!!), og fik en elendig karakter ifht. det produkt, jeg egentlig stod med, fordi min hjerne gik ned. Tak for det, hjerne.
Men jeg tror, vi alle sammen kan lære noget af det her. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, for jeg fik 12 for min skriftlige, så noget i min teknik, må virke - men min teori er, at det ikke er det værd. At det er spild af liv at arbejde så hårdt for så lidt, og at jeg måske faktisk ikke har lyst til at grave mig selv ned i et sort hul af søvnløshed, sygdom og ensomhed (for så meget socialt liv, er der heller ikke tid til, når man læser 14 timer om dagen, og ellers er syg) i jagten på nogle relativt arbitrære tal.
Når det er sagt, ved jeg for øvrigt virkelig meget om koreansk kultur og vestlig marketingteori nu (ringe karakter til trods), hvis der er nogen, der skulle være interesserede. Jeg har en virkelig fin power point og alt muligt.