Sidst læseren mødte den hårdt prøvede eventyrer, stod hun ved en skillevej med mange valgmuligheder og kun lidet overblik. Situationen er sidenhen vendt totalt.
Jeg er nu i besiddelse af en lækker plads på Hauntings og ser frem til at indsøbe mit sind i senviktoriansk spøgelseslitteratur, og det kunne sådan set ikke være bedre. Imidlertid har holdet ikke nok ects point (studerende lever ikke på vand og brød som statens andre fanger, men på ects og SU-klip), og jeg kom, oh skræk og rædsel, ikke ind på det andet hold, der skulle have bidraget med disse livsvigtige tal.
Derfor måtte eders trætte rejsende, bedst som den blå himmels horisonter kom til syne mellem træerne, vende om igen, og begive sig tilbage ind mellem klistrede kodebregner og fugtige domæner, ind på KUnet - men hun skulle dybere ind - helt ind i Selvbetjeningen!
Det viste sig, at det, der offentligt blandt KUborgere er kendt som Selvbetjeningen, et sted, hvor man enkelt og nemt kan styre og overvåge sin studietid, havde udviklet en personlig vendetta imod netop mig.
Efter desperat at have forsøgt at tilmelde mig det ene fag efter det andet, måtte jeg give fortabt og falde på knæ for guderne (ringe til fagsekretæren) og bede inderligt om hjælp og nåde.
Det var da heller ikke et tilfælde af enormt uheld, at jeg ikke kunne få plads på hverken Nekroæstetik eller Digital erindring - det var Selvbetjeningen, der ikke ville lukke mig ind. Selvbetjeningen, der på overfladen er så blid og skøn som nogen hjemmeside, viste sit sande ansigt som ældgammet monster med aner i en tid før tiden, med tentakler og glødende, bitre væsker dryppende fra det enorme gab.
Jeg husker ikke meget herefter. Blot den stille susen i telefonen og fagsekretærens beroligende, moderlige lyde. Så stilhed.
Denne stund er problemet stadig ikke blevet løst. Ingen ved, hvorfor jeg således bliver holdt fanget i Tilvalgsjunglens labyrintiske indre. Jeres ydmyge rejsende afventer træt dommen og drømmer om at gense det klare valgs grønne enge og indånde den friske luft af sikkerhed. Guderne har visket mig i ørerne, at der stadig er håb om en plads på Dobbeltgængermotivet i litteraturen, men jeg er ikke sikker på, jeg endnu evner at håbe. Når jeg lukker øjnene, ser jeg stadig Selvbetjeningens skrækindjagende besked "Der er ikke plads på holdet."
Jeg er nu i besiddelse af en lækker plads på Hauntings og ser frem til at indsøbe mit sind i senviktoriansk spøgelseslitteratur, og det kunne sådan set ikke være bedre. Imidlertid har holdet ikke nok ects point (studerende lever ikke på vand og brød som statens andre fanger, men på ects og SU-klip), og jeg kom, oh skræk og rædsel, ikke ind på det andet hold, der skulle have bidraget med disse livsvigtige tal.
Derfor måtte eders trætte rejsende, bedst som den blå himmels horisonter kom til syne mellem træerne, vende om igen, og begive sig tilbage ind mellem klistrede kodebregner og fugtige domæner, ind på KUnet - men hun skulle dybere ind - helt ind i Selvbetjeningen!
Det viste sig, at det, der offentligt blandt KUborgere er kendt som Selvbetjeningen, et sted, hvor man enkelt og nemt kan styre og overvåge sin studietid, havde udviklet en personlig vendetta imod netop mig.
 |
| Ukendt billede, nådesløst udrevet af sammenhæng for illustrationens skyld. Selvom slangen er skræmmende for læserens blik, kan den blot virke som en symbolsk afbildning af den rædsel, der er Selvbetjeningen. Kun den, der selv har været der, vil forstå. |
Det var da heller ikke et tilfælde af enormt uheld, at jeg ikke kunne få plads på hverken Nekroæstetik eller Digital erindring - det var Selvbetjeningen, der ikke ville lukke mig ind. Selvbetjeningen, der på overfladen er så blid og skøn som nogen hjemmeside, viste sit sande ansigt som ældgammet monster med aner i en tid før tiden, med tentakler og glødende, bitre væsker dryppende fra det enorme gab.
Jeg husker ikke meget herefter. Blot den stille susen i telefonen og fagsekretærens beroligende, moderlige lyde. Så stilhed.
Denne stund er problemet stadig ikke blevet løst. Ingen ved, hvorfor jeg således bliver holdt fanget i Tilvalgsjunglens labyrintiske indre. Jeres ydmyge rejsende afventer træt dommen og drømmer om at gense det klare valgs grønne enge og indånde den friske luft af sikkerhed. Guderne har visket mig i ørerne, at der stadig er håb om en plads på Dobbeltgængermotivet i litteraturen, men jeg er ikke sikker på, jeg endnu evner at håbe. Når jeg lukker øjnene, ser jeg stadig Selvbetjeningens skrækindjagende besked "Der er ikke plads på holdet."