In vases of coloured glass, expensive cut flowers were silently screaming as they smellily expired.- Will Self, Dorian.
I modernitetens fascination af det immanente og i fantasien om den lurende undergang, fremkommer et netværk af grænser og transgressioner. Hvis den historiske modernitets reaktion på det usikre møde med det groteske eksistentialistiske i mørket uden Gud, er at bygge nye historier og opsætte regler, er den æstetiske modernitets kunstarter beskæftiget med at pille ved disse. Dekadencen som en strømning der beskæftiger sig med forfaldet, udfordrer æstetiske og moralske normer samtidig med at den, påvirket af dødsbevidstheden, søger at vinde ind på livet.
I sin dobbelte afvisning og sensuelle flirten med forfaldet, antager dekadencen på én gang form af orgastisk stønnen og langtrukkent dødsskrig, som den smyger sig gennem den moderne tids kulturelle overlevelsesforsøg.
Over for moderniteten erklærer den sit transcendente ærinde i jagten på øjeblikkets evige skønhed, men i tråd med dens moderne natur, drives den mod grænsebruddet og fejrer den perverterede seksualitet, forfaldet, den ubegrænsede hedonisme.
Som en repræsentant for kulturens fantasi og samtidig for dens mareridt, samler Dorian to former for transgression, den transcendente sublimering og den groteske abjektion. Han sætter som figur håb og
håbløshed op imod hinanden forenet i én splittet karakter, der er både objekt, billede betragtet, og subjekt, handlende aktør.
Som objektificeret ideal er han hentet fra antikken, klædt i solskin og utopier af kunstner-æsteten der ønsker
sig en ny hellenisme. Som frontfigur for en kulturelt dejekt samfundsgruppe, de dekadente og de homoseksuelle, dem, der søger værdierne på den anden side af normerne, fremstår han som personifikationen af det evige øjeblik, som en evigt ung, evigt smuk bringer af bedre tider.
Forvandlet gennem dekadent dødsild, svedet og i mødet med det groteske mørke, begæret af også den desillusionerede moderne hedonist, får han øje på den lurende undergang og forvandles til handlende
moderne monster der bærer på det abjekte. Desillusionen smitter og i en rejse gennem meningsløshed og
vridende kroppe, overfører Dorian døden til dem, der begærer ham. Som en personificeret dialektik mellem skønhed og forfald, lover han både evighed og død.
Som et symptom på den kultur, der har skabt ham, findes han i myten om det evige, frie liv og den smukke kærlighed, samtidig bærende erkendelsen af, at intet varer evigt og døden venter på os alle. Mens vi venter på døden, kan vi drømme om evigheden.