Om (følelsen af) vigtigheden af at opfylde egen skæbne
Jeg nægter langt hen ad vejen, at melde mig under de neurotisk perfektionistiskes banner. Jeg er så absolut ikke et af de unge mennesker, der så ofte bliver skrevet om i Politiken, og som fremhæves til advarsel for den almene studiestartsbefolkning i universitetets introuger. Ikke en af de skræmte skikkelser, hvis skygge har opgivet at rykke sig fra læsesalens mørke, let misfarvede vægge. Ikke en af de mange unge danskere, der går ned med stress over ikke at være sikker på, om jeg nu også virkelig gør alt hvad jeg kan.
For det første, er jeg ikke tynd nok.
Siden jeg første gang hørte om typen, og fik at vide, at hende skulle jeg passe på, ikke at blive, har jeg trukket på skuldrene og konkluderet, at det var der jo da heller ingen fare for. I min fantasi er hun nemlig en ganske anden, noget længere, blond hår, noget mildere personlighed, måske et lidt vildere blik i øjnene. Næh, min egen tilgang til livet, og i dette tilfælde studiet, er ganske vist grundig og altafgørende for mit personlige velvære, men på en fornuftigt funderet basis af den selvfølgelige nødvendighed af dette. Jeg arbejder sørme ikke hårdt uden grund. Jeg arbejder hårdt, fordi jeg er nødt til at levere det perfekte.
Efterhånden har jeg selvfølgelig indset, at jeg måske har en anelse mere til fælles med hende, end jeg troede. Jeg er nu kommet til at holde af min opgavesindssyge, og jeg synes også, jeg tackler den ganske pænt. Den har trods alt fået mig igennem et halvt års bachelorprojektskrivning og skaffet mig et godt resultat. Den har også snart været her så længe, at jeg lidt betragter os som gamle venner. Mig og sindssygen er homies. Vi er kravlet rundt under borde sammen, vi har drukket chokofant cocktails og vi har skrevet utroligt mange penis-jokes i vores opgaver, som mere klartsynede versioner af mig altid har formået at fjerne igen inden aflevering.
Men nu er vi nået til et nyt punkt. Jeg er næsten færdig med min bachelor og en af de der væmmelige overgangsperioder i livet, hvor man er nødt til at gøre et valg, står for døren. Nu er det selvfølgelig en illusion, vi vælger ubevidst at leve som vi gør, hver eneste dag, vi går ud ad døren (eller gemmer os under dynerne, som gode introverte), men hverdagen holder på en sær ro, hvor generende spørgsmål som: Er jeg lykkelig (nok)? Er jeg på vej i den rigtige retning? Opfylder jeg mit eget potentiale? holder sig behørigt og høfligt dybt under overfladen og kun titter frem, når jeg alligevel er så fuld, at jeg glemmer dem igen ganske kort efter.
De siger, at det er de ting, du ikke gør, som du fortryder. Den teori, har jeg altid været stor tilhænger af, også selvom de fra tid til anden har krævet en større åndsindsats heller ikke at fortryde, det, der så blev gjort i handlekraftens navn. Men hvad skal jeg gøre, når jeg ikke bare kan gøre alt, det jeg gerne vil, men er nødt til at vælge? Hvordan kan jeg vide det? Hvorfor har jeg overhovedet valget? Hvorfor er jeg ikke en yndig bondetøs i en idylliseret guldalderromantik, der kan leve hele sit (korte) liv uden at skænke det ubehagelige, eksistentialistiske valg en eneste tanke?
Jeg er bange. Jeg elsker mit studie højt. Jeg er blevet rigtig god til det. Jeg ville også være god, hvis jeg bare fortsatte derudad. Men jeg er bange for at vågne op og være døden nær og aldrig have skabt noget (ikke børn, noget ægte) (jeg føler, der burde have været en smiley i foregående parantes, for at indikere, at jeg ikke mener det så slemt, men lad os ikke bevæge os derhen).
I virkeligheden er jeg smadder lykkelig lige for tiden. Jeg har klaret ting, jeg aldrig troede, jeg ville klare. Jeg føler mig fri og levende og virkelig på måder, jeg ikke har gjort i årevis (no offence ekskæreste). Og jeg kan mærke en spirende, inspirerende trang til at opfylde reglen om 3.
Men er det den rigtige form for lykke?
Jeg nægter langt hen ad vejen, at melde mig under de neurotisk perfektionistiskes banner. Jeg er så absolut ikke et af de unge mennesker, der så ofte bliver skrevet om i Politiken, og som fremhæves til advarsel for den almene studiestartsbefolkning i universitetets introuger. Ikke en af de skræmte skikkelser, hvis skygge har opgivet at rykke sig fra læsesalens mørke, let misfarvede vægge. Ikke en af de mange unge danskere, der går ned med stress over ikke at være sikker på, om jeg nu også virkelig gør alt hvad jeg kan.
For det første, er jeg ikke tynd nok.
Siden jeg første gang hørte om typen, og fik at vide, at hende skulle jeg passe på, ikke at blive, har jeg trukket på skuldrene og konkluderet, at det var der jo da heller ingen fare for. I min fantasi er hun nemlig en ganske anden, noget længere, blond hår, noget mildere personlighed, måske et lidt vildere blik i øjnene. Næh, min egen tilgang til livet, og i dette tilfælde studiet, er ganske vist grundig og altafgørende for mit personlige velvære, men på en fornuftigt funderet basis af den selvfølgelige nødvendighed af dette. Jeg arbejder sørme ikke hårdt uden grund. Jeg arbejder hårdt, fordi jeg er nødt til at levere det perfekte.
Efterhånden har jeg selvfølgelig indset, at jeg måske har en anelse mere til fælles med hende, end jeg troede. Jeg er nu kommet til at holde af min opgavesindssyge, og jeg synes også, jeg tackler den ganske pænt. Den har trods alt fået mig igennem et halvt års bachelorprojektskrivning og skaffet mig et godt resultat. Den har også snart været her så længe, at jeg lidt betragter os som gamle venner. Mig og sindssygen er homies. Vi er kravlet rundt under borde sammen, vi har drukket chokofant cocktails og vi har skrevet utroligt mange penis-jokes i vores opgaver, som mere klartsynede versioner af mig altid har formået at fjerne igen inden aflevering.
Men nu er vi nået til et nyt punkt. Jeg er næsten færdig med min bachelor og en af de der væmmelige overgangsperioder i livet, hvor man er nødt til at gøre et valg, står for døren. Nu er det selvfølgelig en illusion, vi vælger ubevidst at leve som vi gør, hver eneste dag, vi går ud ad døren (eller gemmer os under dynerne, som gode introverte), men hverdagen holder på en sær ro, hvor generende spørgsmål som: Er jeg lykkelig (nok)? Er jeg på vej i den rigtige retning? Opfylder jeg mit eget potentiale? holder sig behørigt og høfligt dybt under overfladen og kun titter frem, når jeg alligevel er så fuld, at jeg glemmer dem igen ganske kort efter.
De siger, at det er de ting, du ikke gør, som du fortryder. Den teori, har jeg altid været stor tilhænger af, også selvom de fra tid til anden har krævet en større åndsindsats heller ikke at fortryde, det, der så blev gjort i handlekraftens navn. Men hvad skal jeg gøre, når jeg ikke bare kan gøre alt, det jeg gerne vil, men er nødt til at vælge? Hvordan kan jeg vide det? Hvorfor har jeg overhovedet valget? Hvorfor er jeg ikke en yndig bondetøs i en idylliseret guldalderromantik, der kan leve hele sit (korte) liv uden at skænke det ubehagelige, eksistentialistiske valg en eneste tanke?
Jeg er bange. Jeg elsker mit studie højt. Jeg er blevet rigtig god til det. Jeg ville også være god, hvis jeg bare fortsatte derudad. Men jeg er bange for at vågne op og være døden nær og aldrig have skabt noget (ikke børn, noget ægte) (jeg føler, der burde have været en smiley i foregående parantes, for at indikere, at jeg ikke mener det så slemt, men lad os ikke bevæge os derhen).
I virkeligheden er jeg smadder lykkelig lige for tiden. Jeg har klaret ting, jeg aldrig troede, jeg ville klare. Jeg føler mig fri og levende og virkelig på måder, jeg ikke har gjort i årevis (no offence ekskæreste). Og jeg kan mærke en spirende, inspirerende trang til at opfylde reglen om 3.
Men er det den rigtige form for lykke?