Panic

from French panique, from Latin panicus, from Greek panikos "pertaining to Pan" - the god of woods and fields who was the source of mysterious sounds, creaking and shrieking, and who liked to cause terror in herds, crowds, and in people in lonely spots.

Ambrose understood nothing except the approach of doom.

- Arthur Machen, "The Secret Glory."

Mødet

Tiden er knudret og snoet. Den er gennemskudt af tråde der forbinder øjeblikke, knuder, med hinanden. Fra ét punkt til det næste er ikke langt, men jo flere gentagelser, jo længere bliver rejsen, jo sværere gennemskuelig stien tilbage. Der er momenter jeg aldrig kommer til at gense selvom jeg måske forsøgte at gemme dem, og der er steder der pludselig træder klart frem når en duft mærkes igen, en stemning, en følelse.

Jeg har fundet mig selv som 17-årig igen. Det er okay. Det var dengang da jeg sad på min seng og hørte Evanescence og Metallica og læste LaVeyansk satanisme og Homer, satte ild til min vindueskarm ved et uheld og til min bogreol med vilje, rodede rundt i Wicca, næsten lærte mig selv lucid dreaming, men var nødt til at glemme mine drømme igen efter min mor begyndte at slå mig ihjel i dem alle sammen, gik i sort og var helt alene om det, scorede amoralske punkere til undergrundsfester og havde lammet, blindt samleje i mudder under fremmede menneskers gyngestativ. Lambrusco, msn, massiv ensomhed, en følelse af at være ved at dø hele tiden. Det var mens min familie bestod af katte, jeg malede al min lidelse med akrylmaling på væggene i huset, og jeg var ulykkeligt forelsket, også i mig selv.

Jeg tror ikke jeg ville skuffe mig selv, hvis jeg kunne se frem i tiden, ind i 16, fra 6. Det er en trøst. Vi kan være i det sammen nu.

Minder til Ada - barn af krigen

Jeg holdt min far i hånden og vi gik igennem byen. Jeg stoppede op uden at tænke over det da jeg så et butiksvindues glitrende indhold. En rød og gylden gyngehest med store, sorte øjne der syntes at kigge på mig, selvom de var malet på.
- Papa, den er flot, sagde jeg, se, men jeg vidste bedre end at bede om noget så dyrt. Vi havde næsten ikke engang penge nok til kul til komfuret og mor spiste altid lidt for lidt, det vidste jeg godt.
- Ada, der er gode tider på kontoret, havde Papa sagt, du skal snart få hesten at se igen. Dens sorte øjne.

En sommer ved vandet. Vi tog ikke tit på stranden, den første gang jeg så havet måske. Solen, de skrigende måger, mors smil. Nu er der en melankoli ved det hele der gør mig vred, men i det simple er der stadig godt. I fornemmelsen af sol på hud.

Min nabo Ivo's violinspil. Han syntes jeg var så sød. Mange af de andre børn drillede mig fordi mine forældre var fattige og Papa var hvem han var, men Ivo fik mig altid til at le og når jeg kunne høre ham øve igennem væggen, følte jeg mig mindre alene i verden.

"February has taken my wife and daughter and is destroying the town, I said. I'm sorry. We too feel an overwhelming sadness. We too cry more than we laugh."

- Shane Jones, Light Boxes. 

Vil februar gøre mig den tjeneste at være mild og smuk netop det år hvor jeg skal skrive speciale?

Death and Desire. Dissertation prep.

To dance with joy in the forest. Umberto Eco, Interpretation and Overinterpretation. On the syndrome of the secret in western culture, sacred text, Pars pro toto. Nietzsche, Birth of Tragedy, Apollonian, Dionysian. Hermann Nitsch. Eurypides, Bacchantinderne. Heinrich Heine. Sacher-Masoch, Venus in Furs. Furies. Ecstasy. Transgressions. The Devil. Paganism and Christianity. Praz, The Romantic Agony, Medusean beatury, the metamorphoses of Satan. Walter Pater. Bullen, The Sun is God. Arthur Evans, The God of Ecstasy. Arthur Machen, The Great God Pan -> Clark Ashton Smith, Lovecraft, Weird Fiction. Stefano Evangelista, British Aestheticism and Ancient Greece. Théophile Gautier, Les Dieux et les Demi-Dieux de la Peinture, Mes fantômes. Georges Bataille, Erotism: Death and Sensuality. René Girard, Violence and the Sacred. Brian de Palma, Richard Schechner, Dionysus 69. Kleist, Penthesilea. Karl Heinz Bohrer, Skrækkens æstetik. Rita Felsky, chok. Balzac, La Peu de chagrin. Bloody fairytales. Mysticism, religious delirium. Taste for evil. Marquis de Sade. Fr. Paulnan, Le Nouveau Mysticisme, 1891. Gothic flesh. Vernon Lee, spectres of antiquity, walking art. Satanism, occultism, LaVey. Joost van den Vandel, Lucifer. Joseph Roth.

Immanent Evil

Writing report.

Like a proper nineteenth-century artist-genius I like to do my work last minute in fits of desperation and sublime inspiration.

Tonight we are developing a grand theory, which has nested in our minds for weeks, reading Vernon Lee's gothic tale "A Wicked Voice" as an intricate critique of hegemonic ideals of aesthetic theory from the side of those ideals. The chilling ghost story relates a musicological battle between Wagner and the baroque opera set on the stage of fin de siècle Venice, as the effeminate ghost of a castrato singer hunts down the composer Magnus and tragically prevents him from finishing his Tannhäueresque grand work. Venus in the Mountain is an over-sexualised, uncannily high-pitched voice which troubles the composer's composition.

In a surprising twist everything is revealed to the avid student of history, as its complete contradiction. The author in reality hated Wagner with a passion (or rather, without a passion), and the protagonist/narrator has by the end of the work, rather than simply become obsessed with the past, actually finally, after years of copying his idol, come across some original inspiration. It is frigtening to him only, we realise, because he is the inadequate product of his time.

Choisy le Conin aka Franz von Bayros

Decadent Croatian artist and illustrator, active around 1900. Best known for his controversial Tales of the Dressing Table.

DREAMSCAPES AND WATERY WOMEN:

Essay insanity has hit (finally). Hard. Am now, as by magic, pulling out words from invisible sleeves, building a new theory: The theory of painting as dreaming (as Freudian wish-fulfilment), delivered through pictoral landscapes which are both symbolic (clearly narrating of sexually desirable water women etc.) and only vaguely referential, ornamental, patches of colour, abstract shapes illustrating the unclarity of the dream-language, un-understandable by the waking mind as whispers from subsconscious, mildly neurotic voices.
By the end of this year I shall have discovered the language of inspiration. A half-mad language, a grammar of Saussure and the abyss. Monsters shall rise as golden-coloured fireworks also memories, and all shall shudder and despair with (stressful) wonder.