for hvem Pan derfor bliver farlig. Det er en fremstilling af guden, der løsriver ham endeligt fra den hellige formalismes dualitet mellem diabolsk><guddommeligt, og som atter indskriver ham i det mytisk, magiske verdensbillede, han i antikken var en del af. Skriver i gråt lys efter det ér for sent, skriver for at kunne lægge mig ned, skriver ikke ret meget, er ikke helt til stede efter det egentlig er for sent, i tiden efter den krig, der på én gang var civilisationens højdepunkt og dens undergang. Er det her mit liv? Er det her mit kød, mine momenter, min realitet? Jeg er en ø, skærer gennem dagene uden selv at tilhøre udstillet og udstødt, ynkelige, følelsesmæssigt forkrøblede moderne mennesker, der har tabt det guddommelige af syne i deres fornægtelse af livets grundlæggende, også erotiske, glæder. Novellens budskab bliver desillusioneret? Glemt? Jeg dykker ned i dine, du, dig, arme og falder op i drømme, i aften går vi ud, jeg lever mig selv mere, som jeg var, når jeg sover. Her går vi i biografen, her taler vi sammen, herfra vågner jeg til regnstorm og torden og ensomhed, hvor lyksagelige, nøgne nymfekroppe vrider sig orgiastisk under månen. Blackwoods skildring af seksualitet i denne scene, reflekterer den hidtil mest positive tilgang, der er blevet lagt for dagen i den moderne Panstrømning, og den, der ligner den mytiske mest, for der hersker en hellighed bag hedonismen, der genkalder antikke riter. Mest af alt er dette efterlivet, Folkvangr før daggry. Der bliver vel noget efter nu.

Om jeg sidder helt stille halvmørket, kan vi lade som om, jeg ikke findes.

“The muscles of her face were hideously convulsed, she shook from head to foot; the soul seemed struggling and shuddering within the house of flesh.”

- Arthur Machen, The Great God Pan (1894).