tirsdag den 24. juli 2012

Begivenheder i København

Copenhagen Cooking
Københavns madfestival afholder kulinariske events over hele byen, og tilbyder en særligt sanselig sommer.
24.august-2. september
copenhagencooking.dk
Se programmet her.

Copenhagen Fashion Festival
Modeugen kommer over os igen, og forvandler byen til et mekka af stilede begivenheder. F.eks. afholdes der d. 8.-10. august, hvad man kunne kalde en modefernisering, når Edith og Ella teamer op med La Glace, og en ny macaron kollektion præsenteres. Det kan man vist ikke tillade sig at gå glip af.
8.-12. august
copenhagenfashionfestival.com
Se programmet her.

Copenhagen Opera Festival
Forestillinger og Serenadeservice - perfekt til lidt-over-the-top romantiske sommer-dates.
27. juli-8. august
Hjemmeside og program: copenhagenoperafestival.com

Copenhagen Pride
Teater, filmvisning, udstillinger, bøssebanko, Pride Parade, mv.
14.-19. august
copenhagenpride.dk
Se programmet her.

Dark Market
Musik, modeshows og boder afholdt af Københavns alternative subkulturelle scene.
18. august fra klokken 14.
Studenterhuset, Købmagergade 50
facebook: Dark Market
Pris: Gratis indtil klokken 20, herefter entré på 50 kr.

Fernisering: Erotisk fotokunst og maleri af Nike Adler og Rit Lomo

Jeg kan aldrig besynge ferniseringer tilstrækkeligt. Der er kunst, der er alkohol - begge dele er gratis, og man får lov at tage fint tøj på og gå rundt og se vigtig ud, alt imens man diskret rager så mange hors d'oeuvres til sig som muligt.
Denne udstilling kombinerer forskellige medier i en udforskning af udtryksformer.
27. juli 18-21
Udstillingen kan ellers ses i weekenden fra den 28. - 29. juli fra kl. 12-16
Galleri KBH kunst, Øster Søgade 34

Fernisering: Kaosbørn
En interaktiv videoinstallation åbner. Temaet er generation fucked-up (det er os, fyi.).
fredag den 31.august kl. 17.00
Selve udstillingen løber fra 31. august-9. september
Galleri KBH kunst, Øster Søgade 34

Københavns Sandskulpturfestival
20 store sandskulpturer udstilles sommeren igennem på Ofelia Beach, Sankt Annæ Plads 36.
alle ugens dage 10-21.
Pris: 50 kr

Åbne loppemarkeder
Gratis adgang, hele sommeren.
  • Bag Frederiksberg Rådhus, lørdage og søndage 8-15
  • Halmtorvet, fredage og lørdage 9-17
  • Thorvaldsens Plads, fredage og lørdage
  • Østerbrogade 42, ved Svanemøllen station, søndage 9-16

The Lovers Matchmaking Agency arrangerer Walkabout
Et datingarrangement der befinder sig mellem kunst og rollespil. Man tilmelder sig og bliver så sendt på udfordrende, spændende, og frem for alt anderledes dates rundt omkring i byen.
Man behøver ikke være single, for det drejer sig først og fremmest om at opleve noget mindeværdigt og møde nye mennesker. Jeg synes det lyder interessant.
25.-29. juli
walkabout.happeningfish.com
Pris: 250

Trendsales Fødselsdagsreception
Hvis man er medlem af Trendsales kan man få gratis lagkage. Man skal bare skrive en mail med sit navn og brugernavn til foedselsdag@trendsales.dk senest d. 3. august.
Fredag d. 24. august 14-20
Langebrogade 6E, 1411 København K

mandag den 23. juli 2012

Kanelbrød og baconfedt

Jeg er mere eller mindre just hjemvendt fra Skovly og mæt på mange måder.

Det var et scenarie, der i høj grad handlede om mad. Mad er altid vigtigt når man spiller rollespil, for en af de første ting, der falder fra når sulten trykker, er overskuddet til at være en anden. Denne gang var maden også plotskabende, altså en del af selve spillet. Hvem havde stjålet skovmands kanelbrød? Hvem ville vinde tærtekonkurrencen? Hvor meget mjød kan man tilsætte en stuvning, før den bliver til suppe?
Jeg lærte følelsen 'tærtebitter* intimt at kende, og kæmpede mod den flere gange til trods for mit ellers rigelige daglige kageindtag. Jeg opdagede at en croutonmad** er en syndig, syndig lyst og at baconfedt er et alsidigt og smørbart produkt.

Når jeg ikke lige spiste, lærte jeg en masse nye og gamle mennesker bedre at kende, og megen dram og kærlighed blev delt. Sandelig er jeg mæt (og tung) af indtryk, og der må nu fordøjes.
(der vil komme billeder, når sådanne er blevet tilgængelige)

*når der står en lækker tærte, som du ikke må få noget af, fordi den er del af nogle andres plot, og den gør dig lækkersulten på en indebrændt måde

** Opskrift på croutonmad:
hjemmestegte croutoner af franskbrød og bagerens timianbrød placeres i rigelige mængder oven på en tyk skive hvidt sigtebrød med et gavmildt lag smør og eventuel creme fraiche dressing.
'And lo, a small world of cruchy, creamy, soft and puffy exploded in their mouths and there was much rejoicing.'

mandag den 9. juli 2012

Den fortabte københavner vender tilbage,

Wow. Jeg er så meget for luksus til festivallivet. Netop hjemvendt og lige så brugt som en tester fra Matas.
Jeg må mod min vilje konstatere, at en varieret farveskala (fra rester af den forgangne og optimale creme-til-fersken-farvede til en dyb orangebrun) har overtaget mit sørgelige og mørbankede legeme. Jeg ligner løgn.

Men i stedet for at fokusere på det negative, synes jeg, vi i stedet skal vende blikket mod det positive.

Som for eksempel varme bade. Varme bade er en gode, alt for mange mennesker tager som en selvfølge - som noget, man bare uden videre kan svælge i, når det passer en. Sådan er det ikke. Varme bade er en luksuriøs, fantastisk, ikke gudgiven, men rent faktisk guddommelig ting (entitet), der bør tilbedes inderligt med ofringer af sæbe og salte tårer.

Koldt vand fra hanen. Det varme bads kåde lillebroder, der altid er frisk. Mange foretrækker mere eksotiske tilbud, men det er med postevand, som med dyner, man indser først, hvad man havde, når det er væk.

Til sidst, vil jeg gerne lige slå et slag for ro. Altså kombinationen af stilhed og at-blive-ladt-alene. Ro er omtrent lige så godt og forfriskende for ånd og legeme som en god nats søvn eller et solidt morgenmåltid. Ikke at kimse ad!

Når alt dette er sagt, er der selvfølgelig også mange fantastiske oplevelser at hente på sådan en festival. Jeg tror bare, de kommer til at stå stærkere, når jeg lige har fået rent tøj på.

torsdag den 28. juni 2012

Paniksyning: bæltetaske

For godt 48 timer siden gik det op for mig, at jeg ikke var i besiddelse af en bæltetaske - et absolut nødvendigt mega must for lommeløs festivalgænger.
Jeg har derfor, sammen med Bernina, været travlt beskæftiget med at lave en.

Jeg synes, det er endt meget godt, omend jeg muligvis skulle have genovervejet den vrede ugle en ekstra gang.

mandag den 25. juni 2012

frøken på festival (lige om lidt)

Sommerregnen drysser ned hvert andet minut og netto har tilbud på fantastisk smarte festival pakkeløsninger bestående af klapstol med kopholder og minitelt kombination (men Asti Spunante er stadig ikke blevet sat ned efter nytår), alle skal på Roskilde eller har lige været til Northside eller er blevet for voksne til den slags og forhandler løn og har travlt med at avle.
Det er i denne skønne tid, at livets virkelige dilemmaer slår rod i de 14 m2, Nørrebro, og frøkenen indser hvor lidt hun i virkeligheden har opnået i løbet af sine 23 (!) år sådan rent fysisk.
Det er et par år siden vi sidst har beset den nordiske ungdom på så nært og beskidt hold som Roskilde festival, og vi vil gerne gøre et godt indtryk. Vi har derfor været ude og invistere i alskens gode sager, der gerne skulle hjælpe til med at holde os præsentable ude i det vilde. Blandt andet et par meget små denim shorts.
(det er for øvrigt interessant, hvordan beklædning ændrer navn. Der er jo ingen der vil gå med gamacher mere, det var sådan noget man gjorde i 5. klasse. Nu går man med leggings. På samme vis kunne jeg i Gina Tricot konstatere at man nu kan få biker shorts i stedet for fordums ingenlunde længere sexede cykelshorts. Bikershorts er seje og rå. Men stadig lavet af jersey)
Anyhow. Meget små shorts. Der så fantastiske ud bagfra (hvem vidste min bagdel kunne være så bootylicious?). Imidlertid opstod der et problem, når frøkenen satte sig ned. Vi kan refere til det som shorts-vs-lår-situationen. Kritisk. Fedt ud over det hele. Længe siden et par 27'' bukser har kunnet få mig til at skamme mig over mit flødeindtag.
I flere dage er situationen blevet vendt og drejet. Kæresten har været med på råd. Forskellige looks er blevet afprøvet. Men uanset hvad blev resultatet at frøkenen ikke ville kunne sætte sig ned og stadig opretholde en illusion om at bestå af andet end lår.

I dag har jeg så byttet de fantastiske shorts. Det er en trist, trist dag. Jeg tror aldrig, min numse bliver så smuk igen.

søndag den 24. juni 2012

Bærsnaps

Update, 24-07-2012
Det viste sig at snapseforsøget blev ganske fantastisk, og der følger derfor en opskrift.

½ liter hvid rom (så teknisk set måske ikke ligefrem snaps, men stadig godt)
1 pose frosne hindbær
1 pakke friske blåbær
så meget hvidt sukker som du tør
1 økologisk lime

Det hele blev gjort på slump, men frygt ikke - man kan ikke få for mange bær og sukker bliver det også svært at overdrive.
Hindbærrene fik lige et opkog i så lidt vand som muligt og blev hældt på glas sammen med rom, sukker og limebåde. Blåbærrene tilsatte jeg først efter en uge, da jeg syntes, det smagte for stærkt, men man kan vel også sagtens smide dem i med det samme.
Det hele stod kun 3 uger (alkohollen holder bærrene friske, bare sørg for de er dækkede til. 'Læg det i sprit, så holder det længere'). Så filtrerede jeg det. Jeg erfarede at kaffefiltre ikke rigtigt kan klare mosten, men et stykke lærred er helt perfekt. Jeg lod et par blåbær ligge i flasken til pynt - jeg kan ikke anbefale at spise dem.

Drikken har fået navnet Morgendram eller Kvistlig Lindesnaps, fordi manden, der drak, allerede var for fuld til at sige det ordentligt - drammen smager nemlig af saft, og det søde fra hindbærrene og det mere aromatiske fra blåbærene skaber tilsammen en behagelig balance.

torsdag den 14. juni 2012

Et kup for den shoppingtrængende MILF

Som vi ved fra The Bro code er leopard print et must for enhver ældre kvinde, der ønsker på subtil vis at signalere, at hun er med på lidt af hvert.*
Således er det et held, at der lige nu er udsalg hos Miss Selfridge, hvor disse to skønheder kan erhverves for en billig penge:

Link til kjole nummer 1       Link til kjole nummer 2

At de oven i købet er friskt pink, kan bestemt ikke skade.

*Article 89: "The mom of a Bro is always off-limits but the step-mom of a Bro is fair game if she initiates it and/or is wearing at least one article of leopard print clothing."

onsdag den 13. juni 2012

Gennem champagneskær

Jeg finder, at sund beruselse og eksamenslæsning ikke er et binært par, men akkompagnerer hinanden fint.

Hvad der til gengæld kan klassificeres som modsætninger:

læseferie >< sommerferie

skal læse Foucault >< lyst til at læse Foucault

overspringshandlinger >< tryg uvidenhed om ansigtsædende badesaltsnarkomaner, mv.

har penge til netshopping >< antallet af ting jeg er nødt til at eje

tid til at være kreativ >< geniale idéer

chokoladetrang >< chokoladebeholdning

slankekur >< gratis kage i køkkenet (og flaske med asti)

tirsdag den 12. juni 2012

Eksamensland

Det er tæt på. En svag summen buzzer et sted dybt inde i min hjerne, en lille glødepære presses til det yderste, popper måske snart.

Den frankofile forelæser fortalte os med advarsel i stemmen: "Man kan også være for genial. Jeg havde engang en studerende, der skrev fuldstændig som Adorno. Han forsvandt."


Her er hvad der skete med Adorno: solstik af en art. Slængende sig friskt på stribet strandstol hele sit bitre æuvre til trods (ingen ved, hvad der skete med den studerende, han blev sikkert taget af tyskerne).

Foucault er steget mig til hjernen, og jeg synes det er usædvanligt usympatisk at skulle læse om eksamination som kontrol, overvågning og normalisering netop nu. Jeg vil tilbage til Paris og spise mille feuilles kager med langskaftet teske.
Jeg kunne også godt bruge en asti. Brut.

mandag den 4. juni 2012

søndag den 3. juni 2012

Gratis kage feder ikke

Det er klart, at når man har levet på flødevarianter hele vinteren (flødeost, flødekartofler, flødechokolade, flødeis og flødesovs, m.v.) kan det, som solen begynder at titte frem, komme på tale med en kostomlægning. Ikke mere af alt det, der varmer fedtdepoterne så rart igennem, nu står den på kyllingekød og dampede grøntsager til dommedag.

Men livet er ikke nemt, og man må give plads for undtagelser.

Undtaget er naturligvis eksamensperiodens pres, der 'contrary to popular belief' faktisk kan føre til en tragisk død (implosion), hvis ikke kroppens lykkereserver holdes velfyldte ved hjælp af rigelige mængder  chokolade.

Alt, hvad man bliver budt, må man selvfølgelig tage imod. Det ville være synd, at virke uhøflig eller værre endnu, kræsen. Dette gælder også, når man selv har indbudt.

Når solen skinner, hvilket den jo gør alt for sjældent på disse breddegrader, bliver man nødt til at byde den velkommen og spise i hvert fald én is til dens ære (helst en inden for hver af de velkendte iskategorier: italiensk, gammeldavs, Magnum-variant, sodavand og isbåd (en is der er så awesome, at den fortjener sin egen kategori))

Det er klart, at har man indtaget nogen form for stimulanter (som f.eks. alkohol, kaffe eller chokolade) kan man ikke holdes ansvarlig for sine kulinariske handlinger.

Sidst, men ikke mindst ophæver enhver form for hjertesorg alle forbud, og man gør ikke bare sig selv, men også sin ganske omgangskreds en tjeneste ved at bestræbe sig på at holde den søde tand beskæftiget.