Efteråret er begyndt på universitetet (du skal ikke bilde mig ind, at det stadig er august) og jeg er igen gået på jagt efter grænsebrydende fag og ubehagelige tekster. Dette semester står den på vred feminisme.
Jeg har altså siden 2013s bachelorprojektskrivningsvanvid bevæget mig, i det intellektuelle forestillingsunivers, fra kvindeforherligende samtidig misogynistisk dekadence 1880 til Freuds fantasier om 14-årige onanister med sovekammerøjne, ikke smalt, til homoerotisk hedonistisk dekadence vol. 2 anno 1980 - og hviler nu ved aggressivt voldelig maskulinitetshad.
Svar mig, når jeg spørger om kærlighed, ikke med dit kød
 |
| Solanas |
Jeg læser
SCUM Manifesto af Valerie Solanas, et individ misbrugt, bittert, livsopgivende, kæmpende for kunst, prostitueret, hadende, lesbisk, ødelagt, nedskyder af pop art Andy Warhol (en vigtig karakter i
Dorian), afvist af feministerne som en vanvidskarakter, bærende samtidig på sig alle de værste fordomme om the feminazi.
Forord ved Michelle Tea, misbrugt, bitter, prostitueret, hadende, lesbisk, ødelagt, kæmpende, radikal beskriver af biografiske årsager til at hade manden:
"I was learning about the global history of male violence against women and how all social systems accomodated it, from the government to my family."
"I realized that going totally fucking insane is a completely rational outcome for an intelligent woman in this society." [Tak]
Der fornemmes et mønster. Kvinder reagerende på omstændigheder hvor manden har været monster.
Solanas beskriver
missionen:
" Life in this society being, at best, an utter bore and no aspect of society being at all relevant to women, there remains to civic-minded, responsible, thrill-seeking females only to overthrow the government, eliminate the money system, insitute complete automation and
destroy the male sex."
I hendes beskrivelser af manden er han en deform kvinde (Y kromosonet er et aborteret X), et halvt menneske, ude af stand til at føle andet end grådighed, had, vrede, misundelse, dybt hadende sig selv, konstant kneppende eller in hot pursuit of the next fuck - en slags autoritær undertrykkelsesmaskine der med pik og penge forsøger at hæve sig selv op på kvindens uopnåelige niveau, som han dog, i samarbejde med samfundet generelt, har formået at markedsføre som langt under hans eget.
Ægteskab og faderskab er her blot to sider af samme slags begær, længslen efter at herske over kvinden (en forvrænget erstatning af omsorg). Kone og datter er, efter Solanas personlige erfaring, det samme.
Altså er hendes vrede forståelig, hendes ord er klistrede klamme, hendes oplevelser ulækre sandheder bag hendes galdesorte af længsel plettede spy. Had kravler ud af æggene og letter som fluer, summende vanvidsagtigt gennem lokalet.
Også jeg hader manden imens og husker da jeg skrev
"Kvinden er krøbling." og mente det inderligt. Andre ord vælter frem. De stod her, men jeg har slettet dem, fordi jeg gemmer mine parasitter i mig selv.
Det groteske menneskemonster er også mig
Men Solanas monstre er ikke nødvendigivs monstre fordi de er mænd, selvom hun med mange knuder binder manden op med magtmisbrug. Faderfiguren er altid undertrykkende, skrev en, en bitter type, måske Kertesz der i verdenskrigens krigsherrer og i koncentrationslejrens fangevogtere så faderens kvælende omsorg for sit uelskede folk. Men når moder bliver dobbelt i den hanfri familie overtager hun faders autoritære svigt som en del af sin splittede personlighed. Kvinden idealiseres af Solanas som særligt følsomt, intelligent, uselvisk - moder vil gøre alt for sine børn. Men der bliver aldrig spurgt hvorfor.
"Leisure time horrifies the male, who will have nothing to do but contemplate his grotesque self." Moderskabet er mening, er noget at foretage sig, er eksistensberettigelse. At være egoist er ikke bundet til kønnet og kvinden er også grotesk.
Med magten følger magtmisbruget. Hvis mand har magt forvandler han sig, kafkask, til en grotesk skikkelse sort og mangebenet, bygget af svulmelegemer og ejerfornemmelser. Kvinden ligeså. Måske nok er hendes skikkelse anderledes, hendes magtudøvelse misbruger af andre våben. Men kønnet er ikke, tror jeg, i sig selv den afgørende faktor for diktatoren, derimod omstændighederne der former os.
Det er dig, jeg taler til
Solanas skriver tidsbestemt, 1967. Der er noget naivt i at svare hende som om hun talte direkte igennem til 2014. Manden ér en anden og ikke alle mennesker er ens. Omstændighederne har forandret sig. Den danske mand er blevet følsom og genert, tager barsel og opvask og kan komme med en undskyldning når presset tilstrækkeligt. Her overfor, repræsentativt, ser vi den danske kvinde skrive vrede feministiske blogs om hankønshadende bøger hun læser.
Vi er alle nogle andre. Måske er vi bedre på begge sider af stregen. Alligevel er det inderligt relevant. Vreden er så tung, at den flyder ud af siderne og trækker erindringer med sig i slimede spor. Jeg ikke så meget læser SCUM som deltager i en samtale med det fortællende, fordømmende jeg. Endnu ikke lyst til at skyde popkunstnere.
- Det kommer nok, svarer Valerie.
