Iagttagelser gennem 3 år
Det 3. år er godt nok først lige begyndt, men jeg synes dog alligevel, jeg fornemmer en stærk tendens. Jeg vil derfor, i ren Roland Barthes stil, essayistisk beskrive mine sandsynligvist uhyggeligt korrekte fornemmelser af den materialistiske kultur, som den ser ud på Københavns Universitet Amager. Nok med særligt øje for IKK, Institut for Kunst og Kultur, hvor jeg alle dagene har haft min gang.
1. år
Dengang jeg startede som nyudklækket studine, stolt under armen bærende mit HF eksamensbevis, der officielt havde omformet mig fra vandfarve-afhængigt steinerbarn til ensrettet samfundsprojekt, var jeg allerede bevidst om socialcirklernes varierende forventning til præsentation. Jeg investerede i et par smalle, sorte læderstøvler med snører, der lignede noget fra den svenske skærgård anno 1890, og mente mig klar til at træde ind i lærdommens haller.
Hvad jeg først lærte: 1 ud af 3 kvindelige humanist studerende bærer smalle, sorte læderstøvler med snører. Det er Dresscode.
Skoene signalerer: "jeg er moderigtig uden rigtigt at gå op i det, pariserlækker à La Bohème." Dette budskab ødelægges ikke af at alle har dem (eller af, at vi ved de har kostet minimum 900 kr). Vi er jo en samling af kunstnersjæle på IKK, og det er ok at bruge mange penge på sko, så længe vi ikke bruger dem på mad - det er nemlig frås.
Med hensyn til tøjet kunne jeg hurtigt konkludere, at sort er den evige sort. Sort er Farven. Sort er dét. Sort. Man kunne lave et Haiku om dybden på farven sort, og det ville lyde således:
sort sort sort, dybtsort,
som vinterhimmel natsort
sort, mørksort sort-sort.
Det er velset at kontrastere forskellige stoftyper og nuancer af farven sort, således at det ekstra sorte rigtig fremstår tydeligt mod ens vinterblege, akademiske hud. Sort slanker jo også, og ved at bære snørestøvler med høje hæle og meget korte, sorte, nederdele, kan man fremhæve sine lange, tynde, forsultede, sort-nylon-bærende ben.
2. år
På 3. semester fik jeg øjnene op kua-brun. Den ekstraordinært akademiske farve, der, mere end noget andet i hele verden, fremhæver intelligensen hos den, der bærer den. Sort er primært it-farven hos kvindelige intellektuelle, studerende såvel som lektorer. Men kua-brun går igen i alle universitetets subkulturer. Kua-brun er den særlige farvetone, der findes på nynedfaldne kastanjer der har ligget lidt i solen. Når man først har lært farven at kende, vil man, med lidt kulturkritisk snilde, kunne spotte en vildfaren humanist i indre by på lang afstand.
Kua-brun er især populær når det kommer til tasker, sko (her findes forklaringen på at kun 1/3 af IKK'ernes snøresko er sorte) og jakker, men kan også gå til meget andet.
3. år
Nu har jeg netop i dag haft min første dag på KUA siden sommerferien, og det går op for mig, hvor blind jeg faktisk har været de sidste par år. Humanister er slet ikke farveforskrækkede, ej heller fremmede over for modeindustriens luner - vi har blot den éne faste regel, at vi kun bærer én farve ad gangen (ud over kua-brun), og at denne farve skal være i mol. Vi vil have brændt karrygul, sofistikeret rødvinsfarvet bordeaux, mørk flaskegrøn. Vi vil have farver, der fremhæver vore melankolske karakterer og understreger den naturlige sensualitet, der kommer af at læse så meget Freud.
For opskriften på en humanist, tag da 5 dele sort, en del solbrændt kastanjebrun, et optionelt og frækt pift mørke-farvet, og tilsæt rodet hår, lange lemmer og et let jaget udtryk i øjnene, der kommer af at drikke alt for meget kaffe. Denne information kan du f.eks. bruge til at holde en humanist-tema fest eller du kan forklæde dig og tage til forelæsninger (der jo er åbne for offentligheden), uden at føle dig udenfor.
Min materialistiske side og jeg har været en tur på Nørrebro byttemarked i dag. Et glimrende initiativ, hvor man kommer og smider de ting, man er blevet træt af, og rager en masse nyt til sig.
