lørdag den 13. februar 2016

Mødet

Tiden er knudret og snoet. Den er gennemskudt af tråde der forbinder øjeblikke, knuder, med hinanden. Fra ét punkt til det næste er ikke langt, men jo flere gentagelser, jo længere bliver rejsen, jo sværere gennemskuelig stien tilbage. Der er momenter jeg aldrig kommer til at gense selvom jeg måske forsøgte at gemme dem, og der er steder der pludselig træder klart frem når en duft mærkes igen, en stemning, en følelse.

Jeg har fundet mig selv som 17-årig igen. Det er okay. Det var dengang da jeg sad på min seng og hørte Evanescence og Metallica og læste LaVeyansk satanisme og Homer, satte ild til min vindueskarm ved et uheld og til min bogreol med vilje, rodede rundt i Wicca, næsten lærte mig selv lucid dreaming, men var nødt til at glemme mine drømme igen efter min mor begyndte at slå mig ihjel i dem alle sammen, gik i sort og var helt alene om det, scorede amoralske punkere til undergrundsfester og havde lammet, blindt samleje i mudder under fremmede menneskers gyngestativ. Lambrusco, msn, massiv ensomhed, en følelse af at være ved at dø hele tiden. Det var mens min familie bestod af katte, jeg malede al min lidelse med akrylmaling på væggene i huset, og jeg var ulykkeligt forelsket, også i mig selv.

Jeg tror ikke jeg ville skuffe mig selv, hvis jeg kunne se frem i tiden, ind i 16, fra 6. Det er en trøst. Vi kan være i det sammen nu.