Jeg holdt min far i hånden og vi gik igennem byen. Jeg stoppede op uden at tænke over det da jeg så et butiksvindues glitrende indhold. En rød og gylden gyngehest med store, sorte øjne der syntes at kigge på mig, selvom de var malet på.
- Papa, den er flot, sagde jeg, se, men jeg vidste bedre end at bede om noget så dyrt. Vi havde næsten ikke engang penge nok til kul til komfuret og mor spiste altid lidt for lidt, det vidste jeg godt.
- Ada, der er gode tider på kontoret, havde Papa sagt, du skal snart få hesten at se igen. Dens sorte øjne.
En sommer ved vandet. Vi tog ikke tit på stranden, den første gang jeg så havet måske. Solen, de skrigende måger, mors smil. Nu er der en melankoli ved det hele der gør mig vred, men i det simple er der stadig godt. I fornemmelsen af sol på hud.
Min nabo Ivo's violinspil. Han syntes jeg var så sød. Mange af de andre børn drillede mig fordi mine forældre var fattige og Papa var hvem han var, men Ivo fik mig altid til at le og når jeg kunne høre ham øve igennem væggen, følte jeg mig mindre alene i verden.
- Papa, den er flot, sagde jeg, se, men jeg vidste bedre end at bede om noget så dyrt. Vi havde næsten ikke engang penge nok til kul til komfuret og mor spiste altid lidt for lidt, det vidste jeg godt.
- Ada, der er gode tider på kontoret, havde Papa sagt, du skal snart få hesten at se igen. Dens sorte øjne.
En sommer ved vandet. Vi tog ikke tit på stranden, den første gang jeg så havet måske. Solen, de skrigende måger, mors smil. Nu er der en melankoli ved det hele der gør mig vred, men i det simple er der stadig godt. I fornemmelsen af sol på hud.
Min nabo Ivo's violinspil. Han syntes jeg var så sød. Mange af de andre børn drillede mig fordi mine forældre var fattige og Papa var hvem han var, men Ivo fik mig altid til at le og når jeg kunne høre ham øve igennem væggen, følte jeg mig mindre alene i verden.