onsdag den 22. juli 2015

Giovanni's Room

af James Baldwin

Ud af de mange bøger, jeg læser, er der en håndfuld som jeg værdsætter ekstra meget, fordi de beriger, ikke blot mit litteraturvidenskabelige overblik, men også mit hjerte. I det bibliotek af blod, skabes der nu plads til endnu et værk. Anbefalet og foræret af en veninde, som ikke for første gang, og forhåbentlig heller ikke sidste, har bidraget med titler - hun bærer tilsyneladende på en hemmelig nøgle og kender min smag så godt som jeg selv.

Giovanni's Room blev udgivet i 1956. Den følger amerikaneren Davids flugt igennem fornægtelse, forelskelse og fornedrelse (litteraturens tre store f'er?), fra hans følelsesmæssigt afstumpede opvækst, hans opdagelse og afvisning af sit begær efter andre drenge til hans flugt til Paris. Her ender rejsen.

I Europa kan lysterne løbe fri. Tiden sitrer på samme sted, som luften i august kan gøre det. Det meste af den forløber, klaustrofobisk og svedigt på Giovannis værelse, mellem rå mursten og bjerge af noder og skrald. Der er en verden udenfor, som truer med at snige sig ind, men den gør sig mest bemærket gennem pengemangel, som kan indhentes med lån, og gennem breve, som David lader være med at hente eller læse. Der er en insisterende stemning. Jeg kender den godt, den minder om at blive i et forhold for længe, at elske nogen af vilje alene.

Et ikke-sted i periferien af fortællerkarakterens bevidsthed rejser hans forlovede rundt. Hun er en kvinde han ikke interesserer sig synderlig for. Jeg er til gengæld dybt fan: Hella drikker for meget, hun kigger for meget på mænd uden skam, og hun tager til Spanien når kærligheden kommer for tæt på. Hun er primært til stede i romanen ved at være væk. Hun er en bikarakter, men hendes funktion er vigtig. På mange måder bliver hendes hele tiden truende mulige ankomst til Paris et billede på den tid, der, før eller siden, må indhente den forelskede og selvhadende David.

Davids verden består herudover af to aldrende bøsser, Jacques og Guillaume, som ingen længere kan elske eller begære, som køber og truer sig til sex med alt for unge mænd, og som afspejler alt det, han ikke vil være, og af erindringer om hans far, alkoholiseret, ansvarsfralæggende og ensom, som han hverken vil skuffe eller blive som. Det handler i høj grad om at slippe væk.
Hele tiden er fortælleren splittet mellem det, han løber fra, og det han længes efter. Den illusoriske Giovanni, gyldenbrun, blød, håbløst forelsket, dybt såret, altid åben, samler begge dele.

I hans værelse sidder vi og længes efter at være alle andre steder, men uden at kunne gå. Det bedste for dig, er ikke altid det, du vil have.

Illustration af Mark Burrow

lørdag den 18. juli 2015

mandag den 13. juli 2015

Grimheder

Det er de små øjeblikke.
Det er den menneskelige nærhed, som man aldrig finder derude i kulden, natten, mørket, som man så desperat griber efter og forsøger at erstatte med stof som guld, som ord.

What have you done to my mermaids? They used to be terrible creatures, now there is nothing left of their greatness, withered in the cages of their soft bodies.
Og jeg kigger stadig længselsfuldt i det mørke vand, når jeg krydser Seinen. Som i dine øjne, døden lugter sødt og kvalmt. Jeg drømmer stadig om at drukne. Bare et af de steder.

Mørke. Sved. Varme.
Læg dig på sengen. Tag dit tøj af. Rør ved dig selv. Tag min pik i munden. Tag dit tøj på. Forsvind.

Kan du holde på en hemmelighed?

En såret fugl. Forsøget på at åbne mig for dig. Fortæller dig alt, men holder alligevel det vigtigste skjult. Ikke at det betyder noget. Ikke at det gør nogen forskel. Ikke at det ændrer noget om du stadig ville elske mig, hvis du vidste det.

Det er den modsatte dualitets princip. At der i den mest helhjertede nydelse vil være en sorg, at der i dens modsætning findes en bizar form for lykke. Og det er fordi jeg elsker dig, at jeg vil skade dig. Det er fordi jeg elsker dig, at jeg vil lægge mig for dine fødder, kysse dine hænder og overgive mig til dig i alt.

At that time of the evening she was still wearing lipstick, her red smudged lips were forming o's and ah's while she laughed and I considered how it would feel to press my fingers into her mouth and pull at each corner of her till it would crack, how her eyes would change from mild hysteria to chock, horror, maybe a kind of pleashure, I'm sure she could find a way of liking something like that. I waved the wine in front of her and she reached for it, her clumsy fingers failing to take it as I moved it out of her reach. I told her, you can have it if you take of your stockings. She did. She always does as she's told. Her eyes were filled with something then, too.

Jeg vil trykke min nøgenhed imod dig som et helkropskys
Uden lyd. Uden autoritet. Uden anerkendelse. Jeg kan ingenting, jeg er ingenting, Mere end bare maling og skallede tapetrester der søber ned ad væggene som savl ad din hage, når du engang bliver gammel, hvilket kommer før end nogen af os regner med. For jeg ser ting, der ikke findes, og jeg ser ting, der findes, men som jeg endnu ikke ved, eksisterer, før jeg ser dem. Jeg drikker rødvin, og det bliver blod og det har aldrig tilhørt nogen gud. Det strømmer ud af Jordens åbne sår. Det strømmer ud af hendes hylende, gabende huller. Som Hesten på himlen der trækker den vogn, der er solen, når den falder over de stjerner der er dig og spredes som døde klumper af kød ud over os alle sammen. Solen slukkes. Der er ingen midgårdsorm, der er ingen fenrisulv. Der er ingen fucking mig og fucking dig, for vi er ét og vi er ingenting. Men alligevel.
Vi er desperate, nøgne kroppe, der klamrer sig til hinanden i et mørke, der er tungt og vådt.
Et hjerteslag et sted i skoven.

fredag den 10. juli 2015

Klippe-klistre

Min tid som blogger for Academic Books er slut. Bloggen kan ses endnu, men bliver pillet ned når Atheneum lukker. Her er nogle af de bøger, jeg nåede at læse:

mandag den 6. juli 2015

lørdag den 20. juni 2015

T-rex

Fødselsdagsgave til en, jeg holder af. Flasken er fra Urban Outfitters, T-rex er fra internettet. 
Materiale: permanent marker og akrylmaling.

Det er altså grundlæggende nemmere og sjovere at motivere sig selv til produktivitet, når det er for nogen andres skyld. Flere gaver.

torsdag den 18. juni 2015

tirsdag den 16. juni 2015

Suicides 1-3

And I shall wear a long dress which will swosh around my legs in the water. I shall fashion a mask made of leather and rubbed in cow fat which I will in time pull close to my face and tighten with straps under my hair. I shall bring a metal chain and walk out on the bridge a clouded summer's day. I shall look out into the horizon and hum a silent melody, sitting down on the edge, putting my feet in the water, feeling the stream caress my calves before putting on my mask and leaning forward. I hope my hair will look beautiful in the silence below.

It is 10.30 in the morning this day as I pedal over the inner city bridge. I am mostly alone in the streets as people are working. The sun is shining hard but this day it does not make my eyes hurt so much. I consider it for a good while, all the way up hill, a little longer than it takes me to get to the middle. I lean my bicycle on the railings, I take off my backpack before climbing up, purposely without looking around, then I swiftly and forcefully throw myself over.

The street by my house often makes me nervous. All those cars between me and the cigarettes and maybe today will be the day I'll not make it. I imagine the blood and brains smeared all over the front window of the car that passes me. The mess. I want to crawl inside your skin and lie there like a dead thing slowly coming back to life.


The essence is walking on the verge, dare open your eyes in dream and continue in spite. No one is making us stay. 

lørdag den 6. juni 2015

fredag den 5. juni 2015

Gråd

Det gik galt på et eller andet tidspunkt. Hjemsøgt af fremtidens umulige horisonter søger subjektet ny identitet uden formål. Konfronteret ved den mindste rystelse med det dunkle rum indeni når sårvæske flyder ud af øjenkrogen. Men tåren kan også læses som en krystalbro mellem det fortrængte og det virkelige, på den måde er den smuk selvom den efterlader jeg'ets øjne varme og panden tung.

 photo x1uJDL9_zpsncmj1iyc.gif

Nogle dage er det umuligt at spise. Det 21. århundredes neoliberale samfund skjuler over sine egne grave. Som melankolikeren har begravet modersubstansen levende i et forsøg på at holde fast, har kapitalismen, der ellers havde taget livet af enheden med Gud i bytte for en ny selvstændighed, gjort en uncanny dukke ud af de utopiske fremtidsdrømme der lovede sikkerhed. Som kultur kan vi i vesten ikke slippe ideen om den individualistiske perfektion. Alt er blevet overflade fordi vi skal lege at dukken er levende. Derfor er både subjektet og nationen nu pinligt hjemsøgt af ulykke og utilstrækkelighed.

 photo eKychoz_zpsy08isobg.gif

Ligegyldigheden over for livet, over for andre mennesker, over for fremtid og drømme og håb. "I thought there were nights that if a person could, I mean even physically, go insane, I thought that's what would happen to me. If my parents didn't stop fighting, or whatever was going on, that I probably would go crazy. And I wondered if that's how it happened. Like if people could just physically sit there, you know, and go crazy. [So now] I look at the world differently. Like I look at things sort of as gloomy and very precarious."- Speaking of Sadness.

 photo SgJaQiw_zps92oncg4r.gif

Jeg kan sagtens se, at verden kan være smuk. Men det er enten mig eller jer. Vi kan ikke alle sammen være i den. Depressionen skaber en enorm ensomhed, dels fordi den deprimerede er fysisk udmattet, ikke kan overskue andre mennesker selvom en følelse af fællesskab er håbløst tiltrængt, dels fordi den bryder med nogle grundlæggende kulturelle forventninger til hvad det vil sige, at være menneske. Grænsen mellem tristhed og patologi kan være svær at definere, men begge dele betragtes som normbrud i vores tidsalder. Tag nogle lykkepiller for dine følelser.

 photo hUnPeWe_zpsvgbjebfe.gif

Farlige steder: Tagensvej, Langebro, min altandør. Gråden afslører skellet mellem realiteterne og det reelle (jeg er nogle gange helt forelsket i Lacan). Folk vil altid have en forklaring fordi det at bryde ud i gråd er en afbrydelse, det er en transgression og uden en sublimering bliver den opfattet som grotesk symbolik: dine røde øjne afslører din tilstand af monster, og så er det ud af det symbolske system. Men som regel er årsagen fortrængt, begravet et eller andet sted dybt nede i psyken ved siden af mor og gud. Men der ér altså en årsag, gråden ér en reaktion.

Livet er angst og det er okay. Du må gerne græde. Det er okay. Okay, okay. 

 photo vsvwzSx_zpschubpcsq.gif