Gråd

Det gik galt på et eller andet tidspunkt. Hjemsøgt af fremtidens umulige horisonter søger subjektet ny identitet uden formål. Konfronteret ved den mindste rystelse med det dunkle rum indeni når sårvæske flyder ud af øjenkrogen. Men tåren kan også læses som en krystalbro mellem det fortrængte og det virkelige, på den måde er den smuk selvom den efterlader jeg'ets øjne varme og panden tung.

Nogle dage er det umuligt at spise. Det 21. århundredes neoliberale samfund skjuler over sine egne grave. Som melankolikeren har begravet modersubstansen levende i et forsøg på at holde fast, har kapitalismen, der ellers havde taget livet af enheden med Gud i bytte for en ny selvstændighed, gjort en uncanny dukke ud af de utopiske fremtidsdrømme der lovede sikkerhed. Som kultur kan vi i vesten ikke slippe ideen om den individualistiske perfektion. Alt er blevet overflade fordi vi skal lege at dukken er levende. Derfor er både subjektet og nationen nu pinligt hjemsøgt af ulykke og utilstrækkelighed.

Ligegyldigheden over for livet, over for andre mennesker, over for fremtid og drømme og håb. "I thought there were nights that if a person could, I mean even physically, go insane, I thought that's what would happen to me. If my parents didn't stop fighting, or whatever was going on, that I probably would go crazy. And I wondered if that's how it happened. Like if people could just physically sit there, you know, and go crazy. [So now] I look at the world differently. Like I look at things sort of as gloomy and very precarious."- Speaking of Sadness.

Jeg kan sagtens se, at verden kan være smuk. Men det er enten mig eller jer. Vi kan ikke alle sammen være i den. Depressionen skaber en enorm ensomhed, dels fordi den deprimerede er fysisk udmattet, ikke kan overskue andre mennesker selvom en følelse af fællesskab er håbløst tiltrængt, dels fordi den bryder med nogle grundlæggende kulturelle forventninger til hvad det vil sige, at være menneske. Grænsen mellem tristhed og patologi kan være svær at definere, men begge dele betragtes som normbrud i vores tidsalder. Tag nogle lykkepiller for dine følelser.

Farlige steder: Tagensvej, Langebro, min altandør. Gråden afslører skellet mellem realiteterne og det reelle (jeg er nogle gange helt forelsket i Lacan). Folk vil altid have en forklaring fordi det at bryde ud i gråd er en afbrydelse, det er en transgression og uden en sublimering bliver den opfattet som grotesk symbolik: dine røde øjne afslører din tilstand af monster, og så er det ud af det symbolske system. Men som regel er årsagen fortrængt, begravet et eller andet sted dybt nede i psyken ved siden af mor og gud. Men der ér altså en årsag, gråden ér en reaktion.

Livet er angst og det er okay. Du må gerne græde. Det er okay. Okay, okay.