Fundet på lolsnaps.com

Resultat af formidlingsprojekt

I december arbejde jeg og min gruppe,som nævnt, på et formidlingsprojekt til udstillingen "Toulouse-Lautrec. Den menneskelige komedie" på Statens Museum for Kunst.
Vi skrev bloggen Toulouse-Lautrecs Paris, der skulle fungere som en selvstændig helhed bestående af 31 indlæg. Læs mere om den her.

Jeg vil bare lige sige, at vi fik 12.!
En del af opgaven var også at skrive en rapport, men den får I ikke at se.

Kunsten at stege en hel kylling

At lave helstegt kylling er faktisk lettere end man tror, men koncentration, vilje og mod, må man have. En god ovn er også godt. Den skal forvarmes til 230 grader, ikke noget med varmluft, bare helt almindelige grader.

Så skal fuglen vaskes. Skyl den godt indeni og fjern eventuelle indvolde. Det er essentielt at fuglen ikke kommer ind i ovnen i våd tilstand. Derfor må den duppes forsigtigt med køkkenrulle på en sådan måde, at den bliver nogenlunde tør både udenpå og indeni, men så blidt, at der ikke sætter sig papir fast over det hele. 

Husk at kigge efter små fjer, der ikke er blevet fjernet. 

Massér så kyllingen med groft, godt salt og friskkværnet peber. Andre krydderier kan tilføjes, men jeg foretrækker at kyllingen kommer ud af ovnen ærlig og uforfalsket i smagen. 

Lårene skal bindes sammen med madlavningssnor (eller andet, man lige har for hånden, og som ikke virker som om det vil: 1. forgifte maden, 2. smelte, 3. smitte af). Jeg kunne ikke opstøve snor denne gang, så mine fugle, blev slutty fugle. De smagte stadig fint, så det er altså mest for at holde på formerne.

Stil kyllingen på en rist, men over noget, som safterne kan løbe ned i. Forlad så fuglen. Den skal have mellem 50-60 minutter, måske mere, hvis den er stor. Hvis man er i besiddelse af et stegetermometer, kan man stikke i fuglen, for at tjekke om den er færdig. Men ellers er den det som regel, når skindet har fået en smuk, gylden farve og buler ud over det hele på grund af safter og fedt, der er fanget under det. Hvis man, når man tager fuglen ud, har problemer med at holde den samlet, fordi den er så mør, er det også en god indikator. 

Så skal fuglen parteres. Faktisk skal den helst spises straks, da det absolut er i de korte øjeblikke efter fuglens befrielse fra ovnen, at den smager aller bedst. Men vil man ikke på barbarisk vis nedsvælge hele dyret over køkkenbordet, kan man jo altid bare skære lidt fra mens man forbereder den på servering. Gør man det ikke, snyder man sig selv. 

Husk, at kyllingen skal stå alene i ovnen. Det gælder om, at den har det så tørt som muligt, for kun sådan bliver skindet rigtig sprødt. Derfor ikke noget med nogle kartofler i bradepanden nedenunder. Med mindre, man kan leve uden sprødt skind, selvfølgelig. 

Jeg synes, det er lækkert, at servere fuglen med en masse forskellige salater, stegte auberginer, frisk flute og en god sennep. Og vin. Husk vin. 

Smil så!

Fra tegneserien "a softer world", stribe 759
Læs mere om serien her og start forfra her

Den er mægtig dyb og anderledes end alt muligt andet, der findes derude.

Er lige blevet klippet

Ikke er det sket, at en professionel siden mit 14. år, har sat saksen til mit hår. Dengang med et ingenlunde kønt resultat, hvilket da også forklarer misvilligeholdelsen af lokkerne.
I lange tider har jeg forhindret mig selv og sagesløse andre, i at falde i den enorme mængde af hår, der dengang var mit, ved med måneders mellemrum at klippe 10-15-20 cm af, når jeg skønnede det blev for meget.
Denne ordning fungerede meget godt, den var både praktisk og billig, men jeg begyndte alligevel at kunne mærke en længsel efter kyndige hænder.
I dag skete det så, jeg er blevet godt og grundigt gennemklippet. Kun små, uskyldige 10 cm er forsvundet i længden, men ca. halvdelen i fylde - den stakkels frisør blev næsten fanget i hår, og måtte gøre retræte efter kosten flere gange under prøvelsernet, hun kæmpede dog tappert, og her er altså resultatet.

Jeg er pænt glad og frisøren var rigtig sød og dygtig. Det var frisør Cseelig på Klosterstræde 24, Kbh. K.

Postsecret

Udvalgte postkort med anonyme tilståelser fra siden http://www.postsecret.com/

Forelskelse

TED: 5 million books

TED er et projekt, der går ud på at dele idéer ved at afholde konferencer, hvor tænkere mødes og deler deres opdagelser med hinanden. Den første konference blev holdt i 1984 og havde temaet Technology, Entertainment, Design - deraf navnet.
På hjemmesiden ted.com uploades videoer fra konferencerne, så man kan sidde behageligt hjemme i sit 14 m2 1-værelses kollegiepalads og blive klogere.

Der er virkelig mange interessante videoer om alt muligt på siden, her er en om bøger:

What we learned from 5 million books

Talerne er  Jean-Baptiste Michel og Erez Lieberman Aiden fra Harvard Cultural Observatory. De taler, meget humoristisk, om hvordan man gennem ord kan komme til at forstå  menneskets historie og kulturhistorie bedre. Konklusionen er, at det mest optimale ville være simpelthen at læse alle de bøger, der nogensinde er blevet skrevet og observere forandringerne.

Da vi har at gøre med forskere, har de naturligvis lavet et diagram for at illustrere dette løsningsforslag. Som vi kan se, ville det være virkelig awesome at give sig i kast med at læse alle verdens bøger - men ikke særligt praktisk. Mere håndgribeligt er det at læse få bøger grundigt, og konkludere ud fra dem - disse er altså placeret langt oppe ad den praktiske akse, men meget lavt på awesomehedsaksen. 

Men! Så er det, at vores alle sammens Google har digitaliseret 15 millioner bøger, hvoraf mange er tilgængelige på internettet via Google Books  - hvilket er praktisk nok i sig selv. Af de 15 millioner er 5 millioner bøger og deres dertilhørende ca. 500 billioner ord blevet bedømt gode nok (ikke alle scanninger er lige god kvalitet) til at danne baggrund for et projekt, hvor Google lavede statistik for mængden af bestemte ord og sætninger over en vis periode. 

Det kan offentligheden med internetforbindelse også komme til her, og det er ret awesome. 

Grafudregneren, som Google kalder for en N-gram viewer, søger i bøger fra tidligst 1500 til senest 2008 og på 7 forskellige sprog og både britisk og amerikansk engelsk.

Her har jeg lavet en søgning på alle databasens forekomster af ordene 'Love' og 'Women' i så bredt et tidsrum som muligt og i alle engelsksprogede bøger:

Her kan det konkluderes, at man især skrev om kærlighed og kvinder i starten af 1700-tallet; at man skrev mere om kærlighed, end om kvinder; og at de to fulgtes nogenlunde ad indtil omkring årtusindeskiftet, hvor man så småt mistede interessen for kærlighed, men havde et meget større fokus på kvinder. 

Jeg synes, det er så sindssyg fedt et værktøj, fordi man kan bruge det til alt muligt:

Navne - hvor kendte har folk været, hvor hurtigt er det gået, hvor længe har man snakket om dem...

Følelser, som frygt, glæde - og så se på årstallene i forhold til krige, kriser, velstandsperioder

Specielle ord - hvor meget har man skrevet 'thou' i forhold til 'you'

Små komparative analyser - hvordan følges ord som 'Christ' og 'Soul' med et ord som 'fear'?

Altså, det er ret sjovt at lege med, og hvis man alligevel roder lidt rundt i historien, kan man jo lige så godt smide nogle ord ind i maskineriet, og se hvad der sker.

Greven af Monte Cristo

af Alexandre Dumas

Jeg er gået i gang med at læse mig igennem de temmeligt mange endnu ulæste bøger, jeg har stående, og det går fremad. Er netop blevet færdig med den noget massive Greven af Monte Cristo. Når jeg siger massiv, taler jeg dog ikke udelukkende om længden, men om indholdet, der må siges at trække  læseoplevelsen i langdrag.

Romanen, der oprindeligt udkom som avisføljeton i Le Journal des débats fra 1844-1846, handler om den unge sømand Edmond Dantes, der bliver uretmæssigt anklaget for at være bonarpartistisk agent mens Napoleon endnu kun er en trussel mod det franske monarki. Han anholdes på det, der skulle have været hans bryllupsdag, og sidder efterfølgende 14 år i fængsel.

Da jeg første gang forsøgte at læse romanen, var det her, jeg gik i stå. Fængselsdelen bliver ved og ved, og det er jo altså simpelthen bare så uretfærdigt: Imens Dantes sidder uretmæssigt i fængsel, dør hans gamle far af sult og hans forlovede gifter sig med hans angiver.
Men denne gang holdt jeg ved! Man har jo ikke (nødtvunget) læst Emily Bröntes Wuthering Heights uden at lære at udholde uretfærdighed og ubehagelige protagonister.
Altså...
Det lykkes Dantes at flygte fra fængslet, og her troede jeg så, at det kun kunne blive godt. Forventede at smægte i retfærdig vrede som hævnen skulle udfoldes. Imidlertid kommer det lige et ordentligt mellemstykke, der, efter et ordentligt spring i tid, genintroducerer Dantes som Greven af Monte Cristo, en orientalsk mangemillionær med et hav af personligheder og to personlige slaver, nemlig en ubetinget lydig nubier, og et styks ung smækker kvinde, som Monte Cristo ikke helt kan bestemme sig for, om han betragter som datter eller potentiel elskerinde. Desuden møder man en masse nye karakterer, som senere vil vise sig at binde hele fortællingen sammen på smukkeste vis, men som med deres første opdukken, føles det mest, som om de udsætter det uundgåelige.
Da man endelig når til hævnen, kan man som læser slet ikke nyde den, da den er blevet trukket sådan i langdrag, og man efterhånden må synes at Monte Cristo overdriver noget, da han f.eks. via subtile manipulationer får hele sin gamle dommers familie myrdet.

Egentlig kan jeg godt lide at Dumas undergraver hele hævnmotivet ved at lade Monte Cristo gå for vidt, og der havde selvfølgelig heller ikke været nær så meget bog i det, hvis ikke den forsmåede Dantes havde gjort så store krumspring for at udføre sin hævn. Men det er nu også bare lidt irriterende.

Denne klassiker får 5 b'er ud af 5 for litterær værdi: B B B B B
Argumentation: den forholder sig til historiske og sociale komplikationer og alt muligt, og den æstetiske helhed i alle de løse ender, der bindes sammen i en perfekt knude, er faktisk lidt smuk.

2 ud af 5 b'er for underholdningsværdi: B B B B B
Argumentation: Den pirrer til følelser, jeg helst slet ikke vil have pirret - som forfærdelse, væmmelse og simpel irritation. Jeg må dog erkende, at helhedsoplevelsen er mere positiv, og at da Monte Cristo endelig afslørede sin sande identitet i slutningen af bog 3, var det altså også meget sprødt.

Døden indhenter det gamle år

Fra tegneserien Sinfest