Jeg er gået i gang med at læse mig igennem de temmeligt mange endnu ulæste bøger, jeg har stående, og det går fremad. Er netop blevet færdig med den noget massive Greven af Monte Cristo. Når jeg siger massiv, taler jeg dog ikke udelukkende om længden, men om indholdet, der må siges at trække læseoplevelsen i langdrag.
Romanen, der oprindeligt udkom som avisføljeton i Le Journal des débats fra 1844-1846, handler om den unge sømand Edmond Dantes, der bliver uretmæssigt anklaget for at være bonarpartistisk agent mens Napoleon endnu kun er en trussel mod det franske monarki. Han anholdes på det, der skulle have været hans bryllupsdag, og sidder efterfølgende 14 år i fængsel.
Da jeg første gang forsøgte at læse romanen, var det her, jeg gik i stå. Fængselsdelen bliver ved og ved, og det er jo altså simpelthen bare så uretfærdigt: Imens Dantes sidder uretmæssigt i fængsel, dør hans gamle far af sult og hans forlovede gifter sig med hans angiver.
Men denne gang holdt jeg ved! Man har jo ikke (nødtvunget) læst Emily Bröntes Wuthering Heights uden at lære at udholde uretfærdighed og ubehagelige protagonister.
Altså...
Det lykkes Dantes at flygte fra fængslet, og her troede jeg så, at det kun kunne blive godt. Forventede at smægte i retfærdig vrede som hævnen skulle udfoldes. Imidlertid kommer det lige et ordentligt mellemstykke, der, efter et ordentligt spring i tid, genintroducerer Dantes som Greven af Monte Cristo, en orientalsk mangemillionær med et hav af personligheder og to personlige slaver, nemlig en ubetinget lydig nubier, og et styks ung smækker kvinde, som Monte Cristo ikke helt kan bestemme sig for, om han betragter som datter eller potentiel elskerinde. Desuden møder man en masse nye karakterer, som senere vil vise sig at binde hele fortællingen sammen på smukkeste vis, men som med deres første opdukken, føles det mest, som om de udsætter det uundgåelige.
Da man endelig når til hævnen, kan man som læser slet ikke nyde den, da den er blevet trukket sådan i langdrag, og man efterhånden må synes at Monte Cristo overdriver noget, da han f.eks. via subtile manipulationer får hele sin gamle dommers familie myrdet.
Egentlig kan jeg godt lide at Dumas undergraver hele hævnmotivet ved at lade Monte Cristo gå for vidt, og der havde selvfølgelig heller ikke været nær så meget bog i det, hvis ikke den forsmåede Dantes havde gjort så store krumspring for at udføre sin hævn. Men det er nu også bare lidt irriterende.
Denne klassiker får 5 b'er ud af 5 for litterær værdi: B B B B B
Argumentation: den forholder sig til historiske og sociale komplikationer og alt muligt, og den æstetiske helhed i alle de løse ender, der bindes sammen i en perfekt knude, er faktisk lidt smuk.
2 ud af 5 b'er for underholdningsværdi: B B B B B
Argumentation: Den pirrer til følelser, jeg helst slet ikke vil have pirret - som forfærdelse, væmmelse og simpel irritation. Jeg må dog erkende, at helhedsoplevelsen er mere positiv, og at da Monte Cristo endelig afslørede sin sande identitet i slutningen af bog 3, var det altså også meget sprødt.