Hvorfor så stille?

- Freja, hvorfor har du været så dårlig til at få blogget det sidste lange stykke tid?

- Det er fordi, jeg stadig sidder fast i eksamensland. Det er heldigvis enormt spændende. Lige nu arbejder jeg med papirer i bunker. Bunkerne hedder: 'Genreovervejelser t. diskussion af dekadencen i litteraturteoretisk perspektiv', 'Kulturhistorie', 'Degeneration', 'Primærværk t. analyse', 'Dekadente forgængere' - herunder 'feministisk perspektiv' og 'Frankrig', samt den meget store 'Fantasier om køn i fin de siècle kultur'. Der er også små tegninger. Hvert papir er et værk, eller, det vil sige, noter om et værk, og papiret repræsenterer så en vis portion af det værk, nemlig den mængde der har en eller anden form for nærliggende relevans for min opgave. Planen er så, at der skal sorteres og reduceres i bunkerne og laves én ny og fantastisk bunke under navnet 'Bachelorprojekt', hvorefter det må formodes at omtalte projekt tilnærmelsesvis skriver sig selv.

- Det var godt nok en længere smøre! Taler du også sådan, når du fortæller om din opgave i virkeligheden?

- Ja, det må siges, at være en virkelighedsnær repræsentation af min verbale tilgang. Men nu har jeg jo bare snakket metode. Jeg har slet ikke fortalt om emnet! Jeg læser nogle vildt interessante bøger! Fra Idols of Perversity af Bram Dijkstra har jeg for eksempel lært, at der i slut 1800-tallet, start 1900-tallet blev malet en række billeder af kvinder, der symbolsk modstillede dem over for dyr som guldfisk og kanariefugle i en tematisering af kvinden som lige så nytteløs som dyret, et væsen kun til for pynt! Jeg har også læst en god del i Max Nordaus Degeneration, 1892, der i al ærlighed betragter kunstnere som komponisten Richard Wagner og forfatteren Émile Zola som psykisk syge baseret på deres værker - for slet ikke at snakke om hans holdning til Wilde. Af ren entusiasme har jeg også kastet mig over en masse udenomslæsning, såsom "The Yellow Wallpaper", 1892, en fantastisk novelle der tematiserer den psykologisk stigmatiserede kvindes vilkår i det victorianske samfund, og som virkelig er vældigt velskreven og kan læses lige: her, hvad man så absolut bør gøre.

Her har vi "The Drone" af Arthur Hacker, malet i 1899. Titlen refererer til den bette honningbi, som kvinden kigger på, men også til hende. En samtidig kommentator vidste godt, hvad der her var på færde, da han udgav sin kritik af billedet:

"All the beauty of the foxglove in its many colours is thrown into relief by a depth of dark leafage, and into this congregation of colours comes many a honey-loving and honey-gathering bee, the worker and the non-worker, the industrious and the idle. A large drone, earning nothing for all its loud humming, has caught the notice of a stately lady, herself an idler, who wanders amid this paradise of blooms, and seems at the moment to be in contemplation of her life, as being possibly no less indolent and useless than that of the drone.

- Nu er du ved at have kørt mig træt. Jeg kan slet ikke overskue alle de detaljer. Men det er da godt, du er entusiastisk.

- Jeg har nu faktisk stadig ikke været nærmere inde på, hvad jeg skriver om. Det kommer til at handle om hovedløs dekadence og undertrykte køn og om alt muligt andet spændende. Det bliver godt. Det er bare svært at sortere i det, for jeg vil så gerne have det hele med.