lørdag den 21. april 2012

onsdag den 18. april 2012

Intellektet og intuitionen

Jeg går for tiden og overvejer at skifte uddannelse.
Sagen er nemlig den, at jeg ikke er så god til at multitaske.

Ideelt set ville jeg gerne fylde mit liv med to slags beskæftigelser: noget for hjernen, og noget for hænderne (forstået på meget bred, delvist metaforisk vis, hvor hænderne dækker over alle kombinationer af kreativitet og håndværk). Eller måske mere præcist udtrykt, jeg vil gerne både være intellektuelt og intuitivt beskæftiget. 
- og jeg kan ligesom bare fornemme at det en universitetsuddannelse inden for kulturfaget fører til er formidling - altså mere eller mindre kun beskæftigelse for intellektet. 

Problemet er, at jeg ikke er et af den slags mennesker, der kan sidde oppe hele natten med min kunstneriske passion mens jeg får dagene til at gå med fornuftige gøremål. Måske er jeg bare ikke motiveret nok, måske har jeg et stort søvnbehov. 
I hvert fald kan jeg konstatere, at det der med, at jeg skaber noget i stedet for "bare" at 'iagttage' noget, er en ret sjælden forekomst i mit liv i disse litteraturvidenskabens tider. Jeg ser det heller ikke blive en fast del af min dagligdag lige foreløbig. I hvert fald ikke så længe jeg har en kæreste, som jeg også gerne vil se.. jvf. gårdsdagens stribe fra web-tegneserien "Girls With Slingshots": 


Derfor overvejer jeg altså nu, om det mon bliver ved på den måde altid - og om det i så fald ville være smartere, at finde en uddannelse, der i højere grad lægger sig op af mit behov for balance.

torsdag den 12. april 2012

Tidslomme

Fotograf Sergei Mikhailovich Prokudin-Gorskii tog i 1909-1912 en række billeder i Rusland. Han brugte et specielt kamera, der tog 3 billeder i træk med filtre i rød, grøn og blå - hvilket tillod dem senere at blive kombineret til noget, der meget ligner rigtige farvebilleder.
Disse billeder gør det muligt for os i dag at se Rusland for 100 år siden i farver.

Det her er billeder fra før verden blev moderne, fra før Første Verdenskrig. Det er altså ret specielt. 



Se resten af billederne her.

tirsdag den 10. april 2012

Nemt og lækkert

Mere om Postsecret

Frank Warren, grundlæggeren af Postsecret har været en tur forbi TED og snakke om projektet:

lørdag den 31. marts 2012

tirsdag den 27. marts 2012

Andre blogs, jeg læser i ny og næ:

Buddhas Brownies
Veganske madopskrifter. Nu er jeg meget glad for fløde, men det ser altså lækkert ud alligevel. Meget fint og inspirerende.

En sommerfugls selvmord
En blog om døden. Bloggeren har tidligere støttet sin kæreste i valget om at dø, og blev retsforfulgt for dette. Bloggen er en reaktion, og en samling af eksistentielle overvejelser over hvad døden er, og hvem den tilhører. Meget stof til eftertanke. 

Kage! Kage! Kage!
Kage er en god ting.

O'Manne Light
Hyggelige hverdagsbeskrivelser. Livets op- og nedture beskrevet med lune og gåpåmod. God humor.

Sticky Sweet Danish
Plus-size modeblog. Bliver inspireret af hendes stil.

fuck you very much
billedblog

søndag den 25. marts 2012

Venus på slankekur

Den italienske Anna Utopia Giordano photoshopper Venusafbildninger slankere, så de passer til nutidens skønhedsideal.



Se resten af billederne på hendes hjemmeside.

Billederne fremkalder meget forskellige reaktioner hos mig. Nogle af dem virker overdrevne og bekræfter mig i, at kvindekroppen er finest i sin naturlige, let utrænede tilstand. Men andre af Venus'erne ser faktisk ud til at kunne bruge motionen.
Jeg synes derfor billedernes udtryk er for forskellige, til at de kan bruges som skyts i den kamp om skønhedsidealet, der raser disse år. Men de sætter i hvert fald spot skønhedsidealets historiebundne subjektivitet, og minder os om, at kroppen, ligesom mere udskiftelige udtryk (tøj, smykker, smartphones) er en mode, der skifter.

onsdag den 21. marts 2012

Modedrømme

Om ganske snart (praktisk talt lige om lidt) får jeg penge tilbage i skat. Ikke meget. Men nok til at jeg for et øjeblik, når jeg ufornuftigt glemmer alt om kompendieudgifter, telefonregning og transportomkostninger, kan tillade mig at synde.

Jeg har, i min svaghed, bestilt denne lækre sag:

Men det er helt okay. Jeg har nemlig kigget på den før. Længselsfuldt, inspireret - tænk på alle de perfekte, tempererede sommeraftener, hvor jeg kan være skødestløst lækker i flagrende, changerende farvetoner mens jeg sipper hvidvin og er afslappet intellektuel...!

Og så var den sat ned. Jamen, hvad kan man gøre. Faktisk kostede den inklusiv porto kun den overskuelige udgift af 197 kr.
Jeg har før overbevist min boligforening om at sænke min husleje (retfærdigt, jeg var flyttet ind med den gamle leje på kontrakten) ved at beskrive for dem, den uhyre del af mit budget ca. 250 kr udgør. Det er f.eks. en uges mad. Eller et helt kompendie. Praktisk talt halvandet klippekort.
Men 197 kr, er, som alle ved, en helt anden sag. Hvad kan man bruge den slags penge til i dagens Danmark? Man kan jo næsten ikke engang få lappet sin cykel for så sølle et beløb.* Altså var det godt, at jeg straks slog til.

Nu er sagen bare den, at jeg jo nærmest bliver nødt til at eje et par sorte skindbukser til...

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

* okay, jeg bor på Nørrebro. Jeg kan få lappet min cykel for under en 50'er. Men så sparer jeg jo også på den måde. Og noget skal pengene jo bruges på.

tirsdag den 20. marts 2012

L'appetit

Anbefaling

Hvad: Salatbix i indre by v. navn L'appetit. Man kan få 4 store portioner blandet salat for 44kr inkl. lækkert snask i form af f.eks. chilihumus, tzatziki eller aubergine-creme. For ca. en 10'er mere, kan du også få en gigantisk samosa.
De har også varme retter, falafler og den slags.
Salatudvalget skifter fra dag til dag.

Hvor: Frederiksborggade 27, København K. Ligger lige efter Torvehallerne, når man kommer fra Nørreport, så man kan passende snuppe en kage med til dessert.

Hvornår: man-fre 9-21, lør-søn 11-21

Hvorfor: Fordi salat er mega lækkert, sundt og faktisk også ret pænt at se på. Og så er de ikke nærrige med snasket.

søndag den 18. marts 2012

TDC på kollegiet

Tour des Cuisines er en stor kollegiefest, hvor alle køkkenerne besøger hinanden. Hos os er der tradition for at hver køkken har et tema, som man så pynter op og klæder sig ud til. Det bedste hold vinder den store ære, så kampen for at imponere dommerne, er skrap.

TDC gik ned her i går, og vi havde arbejdet hårdt i dagene op til. Temaet var Baywatch. Som det kan anes, blev gangen malet. Der blev også indkøbt omkring 600 kg sand til lejligheden, der blev strøet ud på køkkengulvet. De farvede bånd i loftet skulle give et blidere og mere festligt lys.

Vi trak naturligvis alle sammen i rødt og gult badetøj, men det må I nøjes med at forestille jer.

Nogle af de andre køkkener havde også gjort virkelig meget ud af det (vi var ikke de eneste med et halvt ton sand), men vi vandt alligevel.

Jeg malede en solnedgang: