lørdag den 30. august 2014
"Destroy the male sex" [Exterminate!]
Efteråret er begyndt på universitetet (du skal ikke bilde mig ind, at det stadig er august) og jeg er igen gået på jagt efter grænsebrydende fag og ubehagelige tekster. Dette semester står den på vred feminisme.
Jeg har altså siden 2013s bachelorprojektskrivningsvanvid bevæget mig, i det intellektuelle forestillingsunivers, fra kvindeforherligende samtidig misogynistisk dekadence 1880 til Freuds fantasier om 14-årige onanister med sovekammerøjne, ikke smalt, til homoerotisk hedonistisk dekadence vol. 2 anno 1980 - og hviler nu ved aggressivt voldelig maskulinitetshad.
Svar mig, når jeg spørger om kærlighed, ikke med dit kød
Jeg læser SCUM Manifesto af Valerie Solanas, et individ misbrugt, bittert, livsopgivende, kæmpende for kunst, prostitueret, hadende, lesbisk, ødelagt, nedskyder af pop art Andy Warhol (en vigtig karakter i Dorian), afvist af feministerne som en vanvidskarakter, bærende samtidig på sig alle de værste fordomme om the feminazi.
Forord ved Michelle Tea, misbrugt, bitter, prostitueret, hadende, lesbisk, ødelagt, kæmpende, radikal beskriver af biografiske årsager til at hade manden:
"I was learning about the global history of male violence against women and how all social systems accomodated it, from the government to my family."
"I realized that going totally fucking insane is a completely rational outcome for an intelligent woman in this society." [Tak]
Der fornemmes et mønster. Kvinder reagerende på omstændigheder hvor manden har været monster.
Solanas beskriver missionen:
" Life in this society being, at best, an utter bore and no aspect of society being at all relevant to women, there remains to civic-minded, responsible, thrill-seeking females only to overthrow the government, eliminate the money system, insitute complete automation and destroy the male sex."
I hendes beskrivelser af manden er han en deform kvinde (Y kromosonet er et aborteret X), et halvt menneske, ude af stand til at føle andet end grådighed, had, vrede, misundelse, dybt hadende sig selv, konstant kneppende eller in hot pursuit of the next fuck - en slags autoritær undertrykkelsesmaskine der med pik og penge forsøger at hæve sig selv op på kvindens uopnåelige niveau, som han dog, i samarbejde med samfundet generelt, har formået at markedsføre som langt under hans eget.
Ægteskab og faderskab er her blot to sider af samme slags begær, længslen efter at herske over kvinden (en forvrænget erstatning af omsorg). Kone og datter er, efter Solanas personlige erfaring, det samme.
Altså er hendes vrede forståelig, hendes ord er klistrede klamme, hendes oplevelser ulækre sandheder bag hendes galdesorte af længsel plettede spy. Had kravler ud af æggene og letter som fluer, summende vanvidsagtigt gennem lokalet.
Også jeg hader manden imens og husker da jeg skrev "Kvinden er krøbling." og mente det inderligt. Andre ord vælter frem. De stod her, men jeg har slettet dem, fordi jeg gemmer mine parasitter i mig selv.
Det groteske menneskemonster er også mig
Men Solanas monstre er ikke nødvendigivs monstre fordi de er mænd, selvom hun med mange knuder binder manden op med magtmisbrug. Faderfiguren er altid undertrykkende, skrev en, en bitter type, måske Kertesz der i verdenskrigens krigsherrer og i koncentrationslejrens fangevogtere så faderens kvælende omsorg for sit uelskede folk. Men når moder bliver dobbelt i den hanfri familie overtager hun faders autoritære svigt som en del af sin splittede personlighed. Kvinden idealiseres af Solanas som særligt følsomt, intelligent, uselvisk - moder vil gøre alt for sine børn. Men der bliver aldrig spurgt hvorfor.
"Leisure time horrifies the male, who will have nothing to do but contemplate his grotesque self." Moderskabet er mening, er noget at foretage sig, er eksistensberettigelse. At være egoist er ikke bundet til kønnet og kvinden er også grotesk.
Med magten følger magtmisbruget. Hvis mand har magt forvandler han sig, kafkask, til en grotesk skikkelse sort og mangebenet, bygget af svulmelegemer og ejerfornemmelser. Kvinden ligeså. Måske nok er hendes skikkelse anderledes, hendes magtudøvelse misbruger af andre våben. Men kønnet er ikke, tror jeg, i sig selv den afgørende faktor for diktatoren, derimod omstændighederne der former os.
Det er dig, jeg taler til
Solanas skriver tidsbestemt, 1967. Der er noget naivt i at svare hende som om hun talte direkte igennem til 2014. Manden ér en anden og ikke alle mennesker er ens. Omstændighederne har forandret sig. Den danske mand er blevet følsom og genert, tager barsel og opvask og kan komme med en undskyldning når presset tilstrækkeligt. Her overfor, repræsentativt, ser vi den danske kvinde skrive vrede feministiske blogs om hankønshadende bøger hun læser.
Vi er alle nogle andre. Måske er vi bedre på begge sider af stregen. Alligevel er det inderligt relevant. Vreden er så tung, at den flyder ud af siderne og trækker erindringer med sig i slimede spor. Jeg ikke så meget læser SCUM som deltager i en samtale med det fortællende, fordømmende jeg. Endnu ikke lyst til at skyde popkunstnere.
- Det kommer nok, svarer Valerie.
Jeg har altså siden 2013s bachelorprojektskrivningsvanvid bevæget mig, i det intellektuelle forestillingsunivers, fra kvindeforherligende samtidig misogynistisk dekadence 1880 til Freuds fantasier om 14-årige onanister med sovekammerøjne, ikke smalt, til homoerotisk hedonistisk dekadence vol. 2 anno 1980 - og hviler nu ved aggressivt voldelig maskulinitetshad.
Svar mig, når jeg spørger om kærlighed, ikke med dit kød
 |
| Solanas |
Forord ved Michelle Tea, misbrugt, bitter, prostitueret, hadende, lesbisk, ødelagt, kæmpende, radikal beskriver af biografiske årsager til at hade manden:
"I was learning about the global history of male violence against women and how all social systems accomodated it, from the government to my family."
"I realized that going totally fucking insane is a completely rational outcome for an intelligent woman in this society." [Tak]
Der fornemmes et mønster. Kvinder reagerende på omstændigheder hvor manden har været monster.
Solanas beskriver missionen:
" Life in this society being, at best, an utter bore and no aspect of society being at all relevant to women, there remains to civic-minded, responsible, thrill-seeking females only to overthrow the government, eliminate the money system, insitute complete automation and destroy the male sex."
I hendes beskrivelser af manden er han en deform kvinde (Y kromosonet er et aborteret X), et halvt menneske, ude af stand til at føle andet end grådighed, had, vrede, misundelse, dybt hadende sig selv, konstant kneppende eller in hot pursuit of the next fuck - en slags autoritær undertrykkelsesmaskine der med pik og penge forsøger at hæve sig selv op på kvindens uopnåelige niveau, som han dog, i samarbejde med samfundet generelt, har formået at markedsføre som langt under hans eget.
Ægteskab og faderskab er her blot to sider af samme slags begær, længslen efter at herske over kvinden (en forvrænget erstatning af omsorg). Kone og datter er, efter Solanas personlige erfaring, det samme.
Altså er hendes vrede forståelig, hendes ord er klistrede klamme, hendes oplevelser ulækre sandheder bag hendes galdesorte af længsel plettede spy. Had kravler ud af æggene og letter som fluer, summende vanvidsagtigt gennem lokalet.
Også jeg hader manden imens og husker da jeg skrev "Kvinden er krøbling." og mente det inderligt. Andre ord vælter frem. De stod her, men jeg har slettet dem, fordi jeg gemmer mine parasitter i mig selv.
Det groteske menneskemonster er også mig
Men Solanas monstre er ikke nødvendigivs monstre fordi de er mænd, selvom hun med mange knuder binder manden op med magtmisbrug. Faderfiguren er altid undertrykkende, skrev en, en bitter type, måske Kertesz der i verdenskrigens krigsherrer og i koncentrationslejrens fangevogtere så faderens kvælende omsorg for sit uelskede folk. Men når moder bliver dobbelt i den hanfri familie overtager hun faders autoritære svigt som en del af sin splittede personlighed. Kvinden idealiseres af Solanas som særligt følsomt, intelligent, uselvisk - moder vil gøre alt for sine børn. Men der bliver aldrig spurgt hvorfor.
"Leisure time horrifies the male, who will have nothing to do but contemplate his grotesque self." Moderskabet er mening, er noget at foretage sig, er eksistensberettigelse. At være egoist er ikke bundet til kønnet og kvinden er også grotesk.
Med magten følger magtmisbruget. Hvis mand har magt forvandler han sig, kafkask, til en grotesk skikkelse sort og mangebenet, bygget af svulmelegemer og ejerfornemmelser. Kvinden ligeså. Måske nok er hendes skikkelse anderledes, hendes magtudøvelse misbruger af andre våben. Men kønnet er ikke, tror jeg, i sig selv den afgørende faktor for diktatoren, derimod omstændighederne der former os.
Det er dig, jeg taler til
Solanas skriver tidsbestemt, 1967. Der er noget naivt i at svare hende som om hun talte direkte igennem til 2014. Manden ér en anden og ikke alle mennesker er ens. Omstændighederne har forandret sig. Den danske mand er blevet følsom og genert, tager barsel og opvask og kan komme med en undskyldning når presset tilstrækkeligt. Her overfor, repræsentativt, ser vi den danske kvinde skrive vrede feministiske blogs om hankønshadende bøger hun læser.
Vi er alle nogle andre. Måske er vi bedre på begge sider af stregen. Alligevel er det inderligt relevant. Vreden er så tung, at den flyder ud af siderne og trækker erindringer med sig i slimede spor. Jeg ikke så meget læser SCUM som deltager i en samtale med det fortællende, fordømmende jeg. Endnu ikke lyst til at skyde popkunstnere.
- Det kommer nok, svarer Valerie.
mandag den 18. august 2014
mandag den 11. august 2014
mandag den 4. august 2014
fredag den 1. august 2014
mandag den 16. juni 2014
Ord er ord er ord er øjeblikke er skyer er ord
(I dag øjeblikke hvor det selvskabte Du ikke var et sted)
(Eskapisme vokser sig hurtigt omfattende, forvandles til næsten-substantiel tilfredshed i kunst, mod tendens til levende død)
På vej ned i mulden igen.
En spændthed over brystbenet, mere rolig, end ikke tæt på at sprænges.
synker mod mørke og is - i hans øjnes hullede lys er jeg hel og let og tyngden af døde bier bliver blå himmel
Mening forsvinder, når vi fylder vores dage med dekadence.
Vi får det hele med
I flammerne kaster jeg det, der skal vokse og det, der skal dø og ilden lægger sig som et varmt, mørkt slør over mine øjne og bryder blikket
At bære sine sår som mærker, som vilkår, der skaber an other on the inside.
You pick the best parts.
Ubekymrede flirtende fugle aftaler vi ægteskab i den dybe sofa, som jeg glider ned i ved første lejlighed i ren begrejstring over hvor nem legen er (før man kender hinanden)
Vi lever (ikke) i en jazz tid, (men) drikker gin og tonics.
Da jeg vågnede i morges var det sommer.
W. Pater blev forstået som hedonist fordi han var skadet af sin kontakt med indholdets ubærlige skønhed.
Hun siger: "Lad os se." Han kysser mig som om, jeg var en dukke. Hendes kys er bløde og varme som smør. Hans mund er alt for lille. Han smager af mere og han smager af magt. Han klinede sig til mig. Han kysser mig som om intet er forbudt. Begæret er en følge af loven den symbolske orden. Jeg elsker dig i dag dine øjne er blå du tænker på at kysse mig.
There are moments I want to save.
They are not so ugly as to be locked away in the abyss of never existed in the first place (this is the best place to hide your secrets). It was only a story.
Indskriver virkeligheden på sin krop.
Da jeg ramte gulvet var jeg allerede væk.
Prøver at krænge kropsligheden ud for at skabe plads til sjælen.
Fylder 25 og er lykkelig. Vin sidder i lyset på plettet sofa og hører "and the river flows beneath your skin."
"You can never hide from me," he said. Ekko. Ekko. Ekko. Bud I did hide. I was quiet and still.
Mit var det eneste med lås.
And you have such nice little hands.
lørdag den 14. juni 2014
torsdag den 5. juni 2014
mandag den 2. juni 2014
Fin de siècle transgressioner
In vases of coloured glass, expensive cut flowers were silently screaming as they smellily expired.- Will Self, Dorian.
I modernitetens fascination af det immanente og i fantasien om den lurende undergang, fremkommer et netværk af grænser og transgressioner. Hvis den historiske modernitets reaktion på det usikre møde med det groteske eksistentialistiske i mørket uden Gud, er at bygge nye historier og opsætte regler, er den æstetiske modernitets kunstarter beskæftiget med at pille ved disse. Dekadencen som en strømning der beskæftiger sig med forfaldet, udfordrer æstetiske og moralske normer samtidig med at den, påvirket af dødsbevidstheden, søger at vinde ind på livet.
I sin dobbelte afvisning og sensuelle flirten med forfaldet, antager dekadencen på én gang form af orgastisk stønnen og langtrukkent dødsskrig, som den smyger sig gennem den moderne tids kulturelle overlevelsesforsøg.
Over for moderniteten erklærer den sit transcendente ærinde i jagten på øjeblikkets evige skønhed, men i tråd med dens moderne natur, drives den mod grænsebruddet og fejrer den perverterede seksualitet, forfaldet, den ubegrænsede hedonisme.
Som en repræsentant for kulturens fantasi og samtidig for dens mareridt, samler Dorian to former for transgression, den transcendente sublimering og den groteske abjektion. Han sætter som figur håb og
håbløshed op imod hinanden forenet i én splittet karakter, der er både objekt, billede betragtet, og subjekt, handlende aktør.
Som objektificeret ideal er han hentet fra antikken, klædt i solskin og utopier af kunstner-æsteten der ønsker
sig en ny hellenisme. Som frontfigur for en kulturelt dejekt samfundsgruppe, de dekadente og de homoseksuelle, dem, der søger værdierne på den anden side af normerne, fremstår han som personifikationen af det evige øjeblik, som en evigt ung, evigt smuk bringer af bedre tider.
Forvandlet gennem dekadent dødsild, svedet og i mødet med det groteske mørke, begæret af også den desillusionerede moderne hedonist, får han øje på den lurende undergang og forvandles til handlende
moderne monster der bærer på det abjekte. Desillusionen smitter og i en rejse gennem meningsløshed og
vridende kroppe, overfører Dorian døden til dem, der begærer ham. Som en personificeret dialektik mellem skønhed og forfald, lover han både evighed og død.
Som et symptom på den kultur, der har skabt ham, findes han i myten om det evige, frie liv og den smukke kærlighed, samtidig bærende erkendelsen af, at intet varer evigt og døden venter på os alle. Mens vi venter på døden, kan vi drømme om evigheden.
Abonner på:
Opslag (Atom)