Alternativ praktikrapport

Mens jeg fra februar-juni har været i praktik i det kreative værksted KulturSkaberne har jeg haft alt for travlt til at blogge. Det har jeg egentlig også nu. I stedet serveres her et udpluk af det oplevede.

Dengang jeg snublede i noget HTML

Dengang jeg fandt balancen igen gennem ftp og gik i humanistisk selvsving

http://kulturskaberne.dk/tilbagevendt-fra-de-doede/

Dengang jeg havde en virkelig hård mandag og endnu havde mængden af lister nogenlunde under kontrol

Dengang jeg mødte op på arbejde, og alle var gået og ingen var overraskede

Dengang jeg var med til at arrangere 1001 Nats Eventyr og det var smukt og fantastisk

Spontan burlesque i beduinteltet efter egentlig endt program, featuring erotisk poesi, improviseret teater, vin, mere vin, Tusind og én nat som drukleg (vi drikker på 'vin', 'Gud, ophøjet er han', 'Jeg hører og lyder' og hver gang Sharhazad bliver overrasket over morgenens komme).

De gange 2200Doku viste Mit Afghanistan og The Act of Killing

Dengang jeg kom til at tage ud på KUA for en afvekslings skyld 

Dengang vi afviklede en elektronisk undervandskoncert

Billede taget af John Nielsen. Flere her.

Nu er der snart ikke mere tilbage. Dokumentarfilmklubben har lige et par arrangementer mere, og så tager jeg tilbage til Uni, så jeg kan blive ordentligt dannet (jvf. ovenstående mobilbillede). 

Jeg skal nu nok kunne holde mig beskæftiget når der følger opstart af nyt institut tidsskrift, planlægning og afvikling af College of Wizardry i motherfucking Polen, kunstig kunstneriskhed som medlem af SNE (Stay Natural Everybody) ved Rollespillet Super Me på Experimentarium, Interrail, Uta Menthes mange anmeldelser, mere 2200Doku, tutorskab, og muligvis medhjælp ved CPH Stage og forhåbentlig opstart af et salon fællesskab i København. 

Nu går det stærkt.

Jeg har stjålet skaberiet

Jeg læser og jeg læser og jeg skriver anmeldelser og nattetekster og morgentekster og over overspringstekster og jeg når frem til at næsten al samtidsmoderne litteratur, ikke bare det Nielsen og Drewes skriver eller det, der kan findes på Blogdahl og Facebook, er skaberi. Forfatterskabet er en skaben sig selv som individ og som mere-end-menneske og også ren skabagtighed. 

Det er at skyde hjernemassen ud på papir og stryge øjnene over ordene og vente på at identiteten indfinder sig.

Jeg skaber mig som tekst. Det er ikke nødvendigvis særlig stort.

Alexandra Khitrova

 

Havfruen er i virkeligheden en generel figur. Jeg skriver, at jeg er feminist og jeg mener, at jeg dyrker min personlighed og mit jeg mere end jeg mit køn. Det skal forestille at fremstille stillingtagen til ligestilling og være lige værd egentlig seen ud over sig selv. En smule mere optaget af hjerne end af krop, dumt dømmende at også andre ser verden ved først og fremmest at se på sig selv, tænker jeg og tolker mine tastende spidser af krop, at kønnets opdeling ér en fantasi, en spændende en af slagsen, en spændingskurve i eksistensens maskineri, og en spøg.
Jeg tror også stadig, til den dag i dag og til dette øjeblik, hvor stearinlysets skær står upoetisk stille, ikke flakkende, kastet over det grønne skrivebord og en liste med to-do-punkter og Sticky Tabs i fiskeform fra Magasin, fordi jeg fantaserer om, at det er mere udholdeligt, at være akademiker og skrive opgaver, når man kan markere de vigtigste steder med papirsfisk, at køn er primært konstruktion og at kastet ind i mandens krop også jeg ville kunne tale mandens sprog, eller det vil sige mit egentlige eget, uden at nogen ville overskue at ordene var kvinde-ord og ikke sådan rigtigt hørte til i det kød, gennem hvis præsentationsapparat de blev præsteret.
Men når jeg siger kød, er det også med en ekstra erkendelse, der findes et stærkere, og ofte større, køn, og det er dét, der får kroppen, mens vi andre får kødet, som mange af dem, uden at overgeneralisere, men blot talende ud fra erfaring, siden vil bruge al energi på at genvinde, og fine personligheder med feministiske tendenser kan, når det kommer til livstykket og kjolekanten løftes op, ligesom for at lette stemningen med stoffet, ikke ændre på, at ligestillingen, uanset hvor ens vi ellers er, flænses og bremses og dør, når alt der skal til for at reducere kvinde til kød, er et nej, der ikke bliver hørt.
For når der findes øjne, som er spejle, som øjne både i litteraturen og i livet ofte er, hvor du ser, at du er smuk og du er farlig og du er en lækker lille sag, du er lige til at spise, som sushi, må det forstås, at der med disse blikke, der ikke ser sig selv, men kun ser udefter, uegentligt, udifferentierende, som et slags ikke-syn og sult, også findes forskel.
Kvinden er krøbling.

Tak skæbne, at jeg lærte at drikke kaffe

(mens jeg skrev bachelorprojekt)

De siger, at det kan være hårdt at være i praktik. Det forlyder også, at det kan være krævende, at være eventkoordinator. Jeg ved ikke om det er det første, eller det sidste, jeg ved bare, at jeg har været på arbejde 22 timer de sidste to dage (noget af det godt nok lønnet), og at jeg stadig har en estimeret 47 timer til gode før det bliver mandag.

Her følger et billede af mig:

Godnat.

Camp

Susan Sontags Notes on "Camp" (1964) beskriver en sensibilitet der tager det useriøse seriøst og omvendt. Camp er en måde at betragte verden, en stil.
Liggende tæt op ad æsteticisme, art noveau, dekadence, sofistikation, er camp en form for grænsebrud: det, der er camp er for meget (uden at glide over i det groteske) og samtidig indholdsløst. Camp er ren form, men passioneret form. Erkendelse af, at alt er billeder, livet er en forestilling.

"Camp sees everything in quotation marks. It's not a lamp, but a "lamp"; not a woman, but a "woman." To percieve Camp in objects and persons is to understand Being-as-Playing-a-Role. It is the farthest extension, in sensibility, of the metaphor of life as theater."

Nogle gange, som regel, er vi camp ved et uheld. Når vi i vores iver overdriver så meget, at formen overdøver indholdet: Et link. 

Limbo

In the minds of others

Men and women live through stories. Religion is a story-frame, a way to tell yourself that your personal story makes sense, your life has a master plot, a goal, that there's a point to it all. We are characters in each others stories. Sometimes you get a key role next to the main protagonist, for instance through love or as an antagonist (not mutually exclusive). Sometimes, mostly, you are but an extra.

Extras are not people. Extras are silent Others. They don't get rights, they don't get to represent their own interwoven stories. They will be forgotten, killed off, if they do not manage to create something more for themselves as guests in the story-frame.

"If you are silent about your pain, they’ll kill you and say you enjoyed it."

 - Zora Neale Hurston

Kunstværk af Ryohei Hase

Den lyserøde sag er faldet i unåde. Med kommentaren "Du ligner jo næsten en skøjteprinsesse" blev den vanæret og vil blive sendt retur til det sted, hvor falske forførende beklædningsgenstande bor. Jeg tænker Dallas. 

Eksistentialistiske smertende lykke-øjeblikke i filmform

For nogle dage siden, allerede en del, tog jeg mig selv med i biografen. Ladt op på indsmuglet hvidvin, hvid- og sort chokolade satte jeg mig i mørket, trak benene op under mig og udforskede alene-livet.

Jeg Så Only Lovers Left Alive i Gloria af instruktøren Jarmush, uden andet selskab, fordi jeg er blevet nærig med vigtige oplevelser og ikke ville dele denne med nogen.

Jeg har været optaget af at lede efter mening der er uafhængig af kærlighed. Ikke for at udelukke flersomhed, men fordi, der er flere værdier at finde i livet, hvis man kan se dem, også når man ikke har en anden at kigge med.
Walter Pater, den homoseksuelle pre-dekadente intellektuelle Oxford-mand skrev i The Renaissance (1870'erne), at man må elske kunsten fordi det er farligt at elske mennesker. Det er en sandhed, som man nok ikke skal følge alt for strikt hvis man vil undgå ensomhed, men som ikke desto mindre har magten til, fulgt, at gøre læseren lykkeligere.

Eva fordyber sig i litteratur fra alle tider og på alle sprog. Adam laver elektronisk undergrundsmusik, som samtidig fungerer som soundtrack filmen igennem og trækker seeren ned i sindsfordybelse, hvor individet kan nyde sig selv som en samling af partikler i et univers af lyd og skønhed.

Filmen er ufatteligt smuk. Den talte til mig, gør det stadig, lagde sig, som ellers sjældent sker, op ad min livsnerve i symbiose med min personlige variant af en religion: Momentalitetsjagten. Der må godt tales med store ord her, for det er selve meningen med livet, der bliver udforsket.
Den fanger evighedsøjeblikke mellem mere-end-menneske tidsløst sind (en slags evig sjæl) og den æstetiske og sanselige skønhed. Det er en historie om kærlighed, men de to hovedkarakterer stråler i deres bundløse hengivenhed til den verden, Gud gav dem, lige så meget og mere gennemgående intenst end i deres følelser for hinanden.
Eva glidende igennem Tangier klædt i hvidt, talende til planterne, kærtegnende mure og sten. Adam fordybet i verdensfjern, fortrukket skaben, drømmende om død.

Det er selvfølgelig ikke ren feel-good film. Så ville jeg jo heller ikke være rørt. Verdensnatten er også vampyrens terræn. I evigheden må nydelsen leve side om side med lidelsen. Virkeligheden er ofte utilstrækkelig når den hægtes på medmennesker, men smerten kan bæres, omformes, omfavnes, blive til meningsløs, meningsfyldt væren.

Sagt med andre ord

"Hypnotisk intellektualisering over det evige livs konsekvenser... Jarmusch bruger pop-kulturelle symboler genialt" Maria Månsson, Filmselskabet DRK

"Only Lovers Left Alive er Jarmusch, når alt lykkes, det bedste fra en undergrundsinstruktør, newyorker-hipster, postpunkmusiker og litterat, der – ikke mindst indlagt i filmens humoristiske referencer og namedropping – forbliver superelitær og indelukket i sit passionerede univers, men aldrig bliver prætentiøs. " Katrine Hornstrup Yde, Information

Læs mere og se traileren her. 

Tillykke Freja. Tak Freja.

Jeg vil ikke afvise, at jeg lige har mere eller mindre impulskøbt for £108 lyserød kjole til mig selv.
Det er en "Tillykke, du er blevet bachelor"-gave. Det er nemlig slet ikke blevet fejret, og jeg er allerede på kandidaten, og hvis det nogen sinde skulle ske, så skulle det være nu.
Da jeg blev 'student', købte jeg mig selv et læderkorset. Det var en både nyttig og brugbar gave, som har æstetiske såvel som forsvarsmæssige fordele. Der er ikke meget nytte ved en lyserød kjole, men den ligner noget Salomé ville tage på - og så kan jeg også.