søndag den 27. januar 2013

Mademoiselle de Maupin

af Théophile Gautier

Romanen fra 1835-36 skal læses i lyset af en kronik, Gautier  (1811-1872)  udgav i 1834, hvor han på det kraftigste kritiserede sine samtidige kritikere og deres forældede og dobbeltmoralske standarder inden for både litteraturen og etikken.  Det blev tidligt tydeligt, at det var hans mål at med Mademoiselle de Maupin ville blive at provokere og nedbryde grænser.

På Gautiers tid fandtes der inden for samtidig europæisk  litteratur to dominerende stilarter: den ordensorienterede klassicisme og den sanselige romantik. Et godt eksempel på romantisk litteratur er Den unge Werthers lidelser af Goethe, der portrætterer en passioneret og æstetisk sjæl som ikke passer ind i samfundets rigide systemer. Da jeg er glad for stærke, handlingsorienterede og intelligente protagonister, har Werther aldrig sagt mig så meget, men i Mademoiselle de Maupin får jeg personlighed for alle pengene. Den romantiske idolisering af det skønne er gennemgående i romanen, men med vægt på både åndeligt og fysisk begær efter det fuldkomne, som karaktererne aktivt søger at nå (uden megen klynk), og til sidt faktisk opnår i en symbolsk symbiose af mandens fysiske søgen og kvindens æteriske i en forenelse af de to køn, der ikke kun er seksuel.
Romanens handling er bygget op om Shakespeare's As You Like It, der går igen både tematisk og som teaterstykke inde i selve handlingen, og den er inspireret af den historiske  person Julie d'Aubigny (1670-1707), der under navnet La Maupin/Mademoiselle de Maupin havde efterladt sig et imponerende ry. Hun var en talentfuld fægter, operasangerinde og forfører af både mænd og kvinder - og man sagde om hende, at hun engang havde søgt optagelse på et kloster blot for at kunne forføre en nonne derinde (intet i The Playbook kan slå det!).

I Mademoiselle de Maupin stifter læseren bekendtskab med tre karakterer:
Den romantiske Albert, der drømmer om den perfekte elskerinde,
Den søde og meget kærlige Rosette, der er ulykkeligt forelsket, men ikke kan få den, hun elsker, og som det næstbedste giver sig hen til Albert, for at han i det mindste kan opleve kærligheden, og
Den usandsynligt smukke Theodor (inkl. ung, sart page), som er elsket af både Albert og Rosette - til især Alberts store fortrydelse.
Forviklinger sker, og en mængde overvejelser over kønnenes natur udfolder sig og kulminerer bogstavelig talt i en fælles orgasme.

Ikke, at det skal blive ved med at handle om Goethes underlegenhed, men det bør dog noteres, at han med Werther giver os et portræt af den utilpassede romantiker og den barske, barske verdens kulde, hvor Gautier os frækt en libertinsk romantik, der i forgudelsen af det skønne ublu skjuler en diskussion af og fortale for kønnenes seksuelle ligestilling og aktivt tager et så tabubelagt emne som homoseksuel kærlighed under poetisk behandling. En fin fyr!

Som det sidste, er blot at nævne, at vi har Balzac at takke for Gautiers litterære virke, da det var ham, der opfordrede ham til at udgive det han skrev. En finere anbefaling, kan næppe fås.

Mademoiselle de Maupin får 6 b'er ud af 6 for litterær værdi: B B B B B B
Argumentation: Selvom værket i dag er relativt ukendt, er det klart en klassiker, og overraskende moderne. Et helt igennem romantisk værk, der også var provokerende og frækt og pirkede til samtidens forestillinger om seksualmoral og køn.

3 ud af 6 b'er for underholdningsværdi: B B B B B B
Argumentation: Lidt langtrukken i starten, men det er vel, hvad man kan forvente af en brevroman, der oven i købet har stemnings- og naturbeskrivelser i højsædet . Til gengæld er der virkelig bid i handlingen, og det siger jeg ikke, bare fordi der på et tidspunkt er nogen, der bliver slikket på brysterne - der er dybde og rigeligt med stof til eftertanke, og jeg kan slet ikke få armene ned!

onsdag den 23. januar 2013

tirsdag den 22. januar 2013

søndag den 20. januar 2013

Og så kan jeg måske lære det

Den sidste måned har været hård. Rigtig hård. 1. december byttede jeg min kreativitet, min fritid og min sundhed ud med intensiv eksamenslæsning, og har været optaget af den beskæftigelse indtil i fredags. De første par uger gik det ok. Jeg skrev opgave og blev langsomt mere og mere sindssyg, som det altid sker under den slags omstændigheder (så er det jo godt, jeg snart skal skrive bachelor i flere måneder), ..

Når Freja skriver opgave:
... og da jeg var færdig med det, fik jeg influenza, og efter jul, blev jeg syg igen med noget andet influenza- agtigt, der bare ikke ville gå væk og tilsyneladende ikke fattede at det altså er vigtigere at være velforberedt, end at have det godt - fjollede influenza.
Nå, men så blev jeg nogenlunde rask, og gav mig straks til at arbejde 14 timer i døgnet, så jeg kunne blive klar til min mundtlige eksamen. Jeg blev rigtig klog og dygtig, og da jeg gik op, havde jeg alt for meget materiale, og fuckede det hele op (det hjalp så heller ikke, at min underviser gjorde alt for at stresse mig - hvem fanden trommer i bordet med fingrene mens deres elev fremlægger til en eksamen?!!), og fik en elendig karakter ifht. det produkt, jeg egentlig stod med, fordi min hjerne gik ned. Tak for det, hjerne.

Men jeg tror, vi alle sammen kan lære noget af det her. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, for jeg fik 12 for min skriftlige, så noget i min teknik, må virke - men min teori er, at det ikke er det værd. At det er spild af liv at arbejde så hårdt for så lidt, og at jeg måske faktisk ikke har lyst til at grave mig selv ned i et sort hul af søvnløshed, sygdom og ensomhed (for så meget socialt liv, er der heller ikke tid til, når man læser 14 timer om dagen, og ellers er syg) i jagten på nogle relativt arbitrære tal.

Når det er sagt, ved jeg for øvrigt virkelig meget om koreansk kultur og vestlig marketingteori nu (ringe karakter til trods), hvis der er nogen, der skulle være interesserede. Jeg har en virkelig fin power point og alt muligt. 

lørdag den 29. december 2012

Aaaaaargh

Det værste i hele verden er, når man bliver nødt til at tage en dyb indånding og tage sig sammen og få gjort noget ved tingene, selvom man virkelig fortjener at få lov til at stoppe op og trække vejret.

søndag den 23. december 2012

torsdag den 20. december 2012

Heksebryg

Edder og ondskab (også kendt som en ordentlig portion kahlua) bobler og koger til jul på komfuret.
Gryden til venstre er ca. 10 min. inde i processen. Gryden til højre 1½ time.
Sådan laver du kahlua
1 liter vand, 600 g sukker og 2 spk instant kaffe hældes i en ordentlig gryde og koges op under lejlighedsvis omrøring. Herefter skrues ned på meget lav varme, og blandingen, der kan blive beskyldt for at være brændt på, at ikke-kaffedrikkende amatører, simrer videre i omkring 2 timer. Kig til den engang imellem. Udskrab imens en stang vanilije og læg selve vaniljekornene til side. Smid trodsigt stangen i massen og fasthold, at det er sådan kaffe skal lugte.
Når massen er kogt godt ind, er blevet mørk og dufter sødt af kaffelikør, tages den af komfuret og stilles til køl.
Smag evt. på en rigtig kahlua og hyl triumferende op, da din egen smager mindst lige så godt, og faktisk lidt bedre, da du ikke har tilsat vodka endnu.
Når siruppen er kølet ned tilsættes vaniljekorn (stangen fiskes op og kasseres), og så meget vodka, som man nu lige synes. Jeg puttede ca. halvt så meget i, som der er i færdig kahula, og endte på en alkoholprocent omkring de 8 vol.
Hæld herefter på flaske.


tirsdag den 11. december 2012

søndag den 9. december 2012

lørdag den 8. december 2012

Tegn på voksensyndrom


#1 Overspringshandler ved at rette i min forskudsopgørelse

# 2 Skal bruge briller m. glidende overgang

# 3 Mor foreslår køb af andelslejlighed. Jeg svarer: "Nu skal man jo også passe på, man ikke bliver fanget i en forening med dårlig økonomi og nærmest bliver stavnsbunden"


torsdag den 6. december 2012

Gode gaver


En Go To Guide for hobby-strukturalister og andre (metode)interesserede
At give gaver der skaber glæde handler, i modsætning til hvad mange tror, ikke om intuition, et stort budget eller om graden af velmenende entusiasme. Det er snarere et spørgsmål om planlægning, overblik og systematik.

Udbredte fejl, gavegiveren bør undgå
- at shoppe efter noget hun selv ville være blevet glad for
- at give en gave med det formål, at sende en besked til personen om f.eks. dårlig studiemoral, utilstrækkelig hygiejne eller uforsigtig omgang med det modsatte køn (eks. "Ih, tak, tanke Margrete, sikke en flot 1 liters skælshampo fra Sanex").
- en variant af ovenstående. At give en gave med det formål at forbedre personens liv, som man dømmer for kedeligt/ædrueligt/lavkulturelt. Der bør her skelnes ml. at ville lave om på onkel Hans og at ville tilføje til onkel Hans' spektrum af interesser. Eksemplificeret -> hvis Hans elsker øl og pølser, vil han blive glad for hjemmelavet sennep og et gavekort til stenalderboden i Torvehallerne. Hans vil nok blive mindre glad for en kogebog om Raw Food, som du giver ham, fordi du synes, han er for tyk.
- at give noget, der ser billigt eller meget brugt ud. Det signalerer ligegyldighed. Det er ikke det samme, som at det ikke må være det - det kommer an på din modtager.

Man kunne liste flere, men den gennemgående tematiske struktur bagved dårlige gaver, er, at de er anskaffet ud fra et egocentreret standpunkt: 'hvad jeg synes', 'hvad jeg kunne tænke mig', 'hvad jeg mener Børge mangler'. Man bør altid søge at sætte sig i modtagerens sted.

Binære par for gavegivning
'jeg synes' >< 'jeg tror, han synes'
ligegyldighed >< føling og interesse
gætværk >< planlægning
stress og jag >< tid og overblik

Metoden
Nu til det essentielle. At finde den rigtige gave handler om at kende personen godt og gøre sig bevidst om den viden. Det gælder om at lægge sin subjektivitet til side og fordybe sig i modtagerpersonligheden. Et nyttigt værktøj er her et Mind Map.
Mind Map Metoden er udbredt inden for mange former for brainstorming og problemløsning, men er mindre kendt for dens nytte ifht. gavegivning, hvor dens evne til at forbinde brugeren med ellers hengemte vidensdepoter og udnytte disse, er ekstremt brugbar.

Sådan: Skriv modtagerens navn midt på et stykke papir. Rundt om navnet skal du herefter nedskrive alle de ting, du kan komme i tanke om han godt kan lide, det være sig beskæftigelser, objekter, osv. Ingen begrænsninger. Du vil finde, at du kan komme i tanke om mere, end du lige regnede med. Det må godt tage lang tid. Du må godt snyde, og kigge på Facebook og i hans ting (hvis du altså normalt må kigge i hans ting, ellers skal du måske lade være).
Næste skridt er at tilføje mere. Hvad ser ud til at passe ind? Hvis et emne ser ud til at passe tematisk sammen med  det allerede skrevne, er der en god mulighed for, at din modtager også vil kunne lide netop det. Det er i forbindelse med tilføjelsen at du skal begynde at komme på gaveidéer.Hvis de passer ind i dit Mind Map vil modtageren højst sandsynligt kunne lide dem. Du kan også skrive ting, modtageren ikke bryder sig om, og få idéer gn. dem.

Eks.
 
Ekstra spørgsmål, der kan pejle dig ind på din modtagertype
Har han mange ting? Vægter han kvalitet/kvantitet/begge?
Er hun meget selektiv? Skal det kunne byttes?
Skal gaven gives foran andre? Hvor sjovt/pinligt må det være? 

Hvis du gennemgår disse simple, men lidt tidskrævende skridt før du går på gavejagt, vil du helt sikkert få nogle gode idéer. Det er garanteret.